Hvor meget trist TV kan det coronaramte hjerte bære?

HBOs nyeste serie indeholder så meget tragedie og håbløshed, at man må spørge sig selv, om den nu også er sundhedsmæssigt forsvarligt at se på. Den er som en sagsmappe, der viser, at selv en person, der har mistet alt, kan miste mere.

Mark Ruffalo fortjener ikke bare én, men to, priser for sin rolle som både Thomas og Dominick i HBOs »I Know This Much Is true«, der kandiderer til at være årets mest deprimerende serie. Han er i rollen som Thomas, sammen med ekskonen som, (ja, rigtigt gættet) har forladt ham for en anden. Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO

Dominicks bror lider af paranoid skizofreni, og en dag sætter han sig ned på det lokale bibliotek og skærer sin egen hånd af.

Episoden fører til tvangsindlæggelse og medicinering, noget som Dominick forsøger at bekæmpe, samtidig med at han vakler gennem sit eget liv, der blandt andet består af en skrantende håndværkerforretning, et amputeret kærlighedsforhold og et dødt barn. Er du stadig med, kære læser, eller skal jeg også nævne de ydmygelser og overgreb, som han og hans bror blev udsat for som små?

HBOs »I Know This Much Is True« svarer til at bladre sig gennem Jobs sagsmappe for at konstatere, at selv en person, der har mistet alt, kan miste mere. Faktisk må man stille sig selv spørgsmålet, om det nu også er sundhedsmæssigt forsvarligt at se sådan en serie i disse coronatider? Det er jo ikke, fordi man ligefrem vælter sig i fornøjelser.

59-årige Melissa Leo spiller kræftsyg mor over for 52-årige Mark Ruffalo, der har rollen som begge børn. Begge gør det så fremragende, at man faktisk glemmer, at det kun er på film, at piger bliver mødre som 7-årige. Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO Nordic.

Neurocinematisk (ordet findes!) research viser, at vi faktisk føler os lettere om hjertet, når vi ser en tragedie – simpelthen fordi vi sammenligner (»Det kan godt være, at jeg sidder her i min hjørnesofa, men i det mindste er jeg ikke arbejdsløs eller i krig«). Andre påpeger, at triste film udløser hormonet oxytocin, der får os til at føle mere solidaritet med andre.

Det er sådan, det plejer at være. Nu er det anderledes. Hvem har brug for mere tragedie, når Nyhederne er fordøjede, og man har hørt nyt fra endnu et kriseramt hjørne af verden? Findes der en grænse for, hvor meget trist TV det coronaramte hjerte kan bære?

Personligt kunne jeg ikke gennemføre DRs (i øvrigt mesterlige) »Når støvet har lagt sig«, og jeg fandt Netflixs (i øvrigt elendige) actionfilm »Extraction« dum og overflødig. Samme medlidenhedsudmattelse ramte mig under »I Know This Much Is True«.

Mark Ruffalo, der spiller begge tvillingebrødre, er godt nok så god, at han fortjener ikke bare én, men hele to priser. Og man må give serien, at den giver baghjul til den mellemgrå hverdag, der omgiver os.

Den franske forfatter Michel Houellebecq sagde det selv i et indlæg, som Dagbladet Information bragte for nylig: Corona er både stærkt angstfremkaldende og umådeligt kedelig.

»HBOs»I Know This Much Is True« svarer til at bladre sig gennem Jobs sagsmappe for at konstatere at selv en person, der har mistet alt, kan miste mere«


Den har intet reelt forandringspotentiale, den er ikke sjov at tale om, og dens ofre dør alene og ender som tørre tal i en voksende statistik. Virussen forstærker udelukkende tendenser, der allerede fandtes i forvejen – såsom tilbøjeligheden til at gemme døden væk eller til at undgå reel menneskelig kontakt.

I den forstand er »I Know This Much Is True« fuld af ægte og reel smerte. Der er mødre, der dør uden at afsløre familiens vigtigste hemmeligheder. Der er pinsel og gråd og en sorg så stor, at selv himlen har givet op og lader det stå ned i lange, vedvarende byger fra uendelige grå skyer. Der er»hærværk og pludselig død«, og da serien samtidig foregår i 90erne, er der også folk, der står enormt tæt på hinanden og spytter, når de taler højt.

Man skal måske lige spise en dagmartærte og tage en dyb indånding, før man går i gang. Det er hård kost. Men i det mindste er det noget andet, noget mere konkret, end den underlige plasticagtige tilstand, vi befinder os i lige nu.  Virkeligheden har aldrig været for børn. Alligevel kan man ikke gøre andet end at glæde sig til, at den er tilbage. Til den tid bliver det muligvis også nemmere at se »I Know This Much Is True«.