Mindre fordybelse, mere overflade: Når coronaisolationen er slut, skal vi have det sjovt igen

For nogle år siden røg jeg ind i en diskussion om krimier. Mine samtalepartnere forklarede mig, hvordan franske krimier var lidt bedre, dybere, finere. De udtalte forfatternavnene formfuldendt og svungent. Jeg sad og tænkte på den lufthavnslitteratur, der lå i min taske. Og skammede mig.

Det er fint at fordybe sig og mindre fint at blive underholdt. Sådan har det været længe. Weekendavisen er bedre end Illustreret Videnskab. Læsebriller bedre end gummisko.

Det samme gælder samtalen. Den skal være dyb og vise, hvem vi er. Danskerne hader overfladisk smalltalk. Men måske er noget ved at ændre sig.

Efter mere end 50 dage i et delvist lukket samfund er flere begyndt at efterspørge det lette og nemme. En af dem er Chris Pedersen, kulturredaktør på Radio Loud. Efter Mette Frederiksens første coronapressemøde begyndte han at skrive offentlig dagbog på Facebook. Som dagene skred frem, var det tydeligt, at længslen efter smalltalk meldte sig.

Russiske romaner som Tolstojs »Krig og Fred« blev udskiftet med YouTube og underholdningsprogrammet »Say Yes to the Dress«.

»Jeg savner de første forårsaftener i Kødbyen, hvor gallerierne åbner og alle hangarounds står og drikker vin, og man har små korte samtaler af tre-fire minutters varighed, hvor man kan kindkysse, sige at folk ser godt ud – og gå videre,« siger Chris Pedersen, da jeg ringer.

»Jeg begyndte min isolation med at opsøge et antikvariat og finde Camus' »Pesten«. Det var i begyndelsen. På det sidste er jeg blevet meget glad for at se videoer på YouTube. Jeg har set sygt meget »Say Yes to the Dress«, hvor de altid græder, når de vælger den rigtige kjole og alle Vogues videoer, hvor kvinder lægger makeup. Man bliver jo meget tryg af at se Laura Dern rense sin hud om aftenen. Det er et helt alternativt univers.«

Et andet sted i byen sidder sognepræst Karsten Møller Hansen fra Tårnby Kirke. Han er helt enig. For nylig skrev han en længere hyldest til det overfladiske og nemme liv, vi har sat på pause.

»Fordybelse har altid været mit ord. Jeg er ikke særlig god til særlig meget, forbavsende ringe til det meste faktisk, men fordybe mig kan jeg,« skrev præsten. Og indrømmede så at han savner at leve lettere, mere overfladisk.

»Jeg kan ikke fordybe mig mere, og jeg orker ikke at ransage mig selv mere. Jeg vil have noget let og overfladisk. Jeg vil på Brøndby Stadion og råbe dumme ting. Jeg vil afledes. Fra mig selv. For det er bivirkningen ved den her fordybelsesmulighed, som coronavirus har givet os, at får man tid til at tænke over sit liv, ender man som regel med at tænke på sig selv.«

Alt er så alvorligt

Når danskerne normalt har det så svært med det, vi kalder overflade, kan det have noget med selve ordet at gøre. Det forklarer seniorforsker Peter Juel Henrichsen fra Dansk Sprognævn, da jeg ringer ham op.

Efter en meget kort samtale giver han mig ret i, at ordet mest forbindes med negative ting. Og efter en længere undersøgelse sender han en mail, hvori han forklarer, at tre ud af fire ordforklaringer i Den Danske Ordbog har negative konnotationer, mens den fjerde er neutral.

Det er spændende, mener Peter Juel Henrichsen og uddyber:

»At være overfladisk forbindes med at være flygtig, useriøs, ualvorlig, skødesløs og unøjagtig. I ældre tider kunne man godt være »diverterende« eller have en »adspredende« oplevelse, men i moderne tider er det ikke længere smart. Nu skal man fordybe sig.«

»Og det kan godt gøre en træt,« griner Chris Pedersen.

»Alt er blevet så alvorligt og fordybet, men man kan jo ikke holde til at være alvorlig hele tiden. Man kan ikke bare sidde og snakke om, at alt er ad helvede til. Derfor savner jeg det sjove, de nemme møder. Ens venner har man jo stadig, men alle de der mennesker, man møder et par gange om året, eller den der flirt, man har kørende, hvor man skal ud og se, om han står i et hjørne. De har også en kæmpestor værdi.«

Chris Pedersen ved godt, at de ting, han nu savner, er dem, vi har en tendens til at nedgøre. Som popmusik eller mode. Som tidligere modejournalist kender Chris Pedersen alt for godt til den fordømmelse, danskerne udviser overfladen.

»I klassiske kultursammenhænge som teater, ballet eller kunst, er der altid nogen, der spørger, hvad jeg laver der. Hvis du arbejder med tøj, bliver du betragtet som overfladisk i Danmark. Men tøj og overflade er også udtryk for livsglæde. Det er det glade barn i klassen. Det er dejligt at have de tungsindige elever, men der skal også være de andre. Ellers er der ingenting,« siger Chris Pedersen.

Neandertalere på en nordlig sandbanke

Måske er der en god grund til, at vi tungsindige nordboer ikke kan se den store fidus i overfladen og de glade børn. Det mener adfærdsforsker ved RUC Pelle Guldborg Hansen.

»I USA er det overskudsagtigt at have et åbent hjem og invitere fremmede indenfor. Det magter danskerne ikke. Vi gider ikke overfladisk samvær, og vi er lynhurtige til at slå ned på det hos andre.«

Ifølge Pelle Guldborg Hansen hænger det måske sammen med vores lighedskultur.

»Det er den gamle forklaring med Janteloven – du får en over næsen, hvis du kan noget. I andre lande blærer man sig med en stor bil, der signalerer social status. Her i landet gør vi det ved at håndhæve loven. Vi er staldknægte og bonderøve på en sandbanke nord for Tyskland, der får mange penge i kassen, selv om vi ikke kan noget. Vi opfører os som neandertalere, åbner døre og lukker dem i hovedet på den næste. Undlader at tale med naboen. At vise manerer er faktisk også en del af den sociale olie. Den anden del er at gå ind hos bageren og sige »det ser sørme lækkert ud«.«

Pelle Guldborg Hansen tøver ikke med at kalde Danmark for det eneste demokratiske Nordkorea.

»Vi er det eneste sted, hvor alle går i sort tøj og bestemmer over hinanden. Så er det jo farligt at stikke næsen frem, og der kommer vi frem til, hvorfor danskerne ikke smalltalker. Vi vil ikke tage det første skridt og være den, der bryder tavsheden. Mange af mine italienske venner siger, at de savner at snakke med grønthandlere under coronaisolationen, men hvis du siger det herhjemme, så vil folk tænke »hvilken psykopat – godt, han er spærret inde!«.«

Ifølge Pelle Guldborg Hansen har smalltalk dog en vigtig og underkendt funktion. Det er en slags mikrointervention, hvori mennesker får bekræftet deres eksistens og får justeret magtfordelingen i et givent forhold. Sådan kører olien i det sociale maskineri. Det gør os trygge og vedkommende i forhold til hinanden.

Det er på overfladen, du finder det sanselige

Karsten Møller Hansen ser også andre værdier i overfladen. Mens vi ofte knytter stærke bånd til dem, vi møder, når vi er dybt nede, så har overfladen en anden værdi. Det er nemlig her, man finder det sanselige, siger han.

»Jeg ved ikke, hvorfor vi ser så meget ned på den overflade. Noget af det vigtigste, når man skal købe en ny bil, er vel farven. Jeg er til british racing green. Det er også på overfladen, det sanselige findes. Dit smil. Når din hånd rører en andens. Skoene, du købte for din første løn,« siger Karsten Møller Hansen og tilføjer, at det overfladiske også er en accept af, at du findes.

»Når en hilser på dig og spørger, hvordan det går, uden at ville andet end at fortælle dig, at du var set. Det er kortvarigt. Det sætter sig nok ikke som et varigt mærke. Men det betyder noget. Det, du er, er det, du allerede er inderst inde, men det, som du ser ud som og gerne vil se ud som, er også en del af det, som er dig.«

Det er måske pointen, at de to ting hører sammen. Overfladen og indholdet. Bilens farve og dens motor. Som tidligere hospitalspræst på blandt andet Amager Psykiatrisk Hospital har Karsten Møller Hansen opdaget, at han ikke kan nøjes med den ene af delene.

»Jeg tror slet ikke, jeg vil kunne fordybe mig, hvis ikke også jeg kan slappe af i det overfladiske. Grunden til, at jeg kan tage glad på arbejde, er, at jeg er overfladisk nok til at glemme alt om arbejdet, når jeg tager hjem. Jeg kan ikke have tre begravelser på en dag i ro og nærvær, hvis ikke jeg glædede mig til jordbærkagen mellem tjenesterne eller lagde mærke til det virkelig velsiddende jakkesæt, en af de pårørende havde på. Det overfladiske kan være at blive opmærksom på noget andet end dig selv.«

Det må jeg huske næste gang, de kloge taler, og jeg skammer mig over de bøger, jeg slæber rundt på.