Det berømte Milgram-eksperiment fra 1961 endte med, at helt almindelige mennesker gav en elev stød på op til 450 volt, hvis vedkommende svarede forkert. Eleven, som i virkeligheden var skuespiller, vred sig og skreg – alligevel fortsatte de med at give ham stød af en slags, der kan give forbrændinger og alvorlige skader.
Professor Stanley Milgrim konkluderede efterfølgende, at en stærk myndighedsperson kan få selv fornuftige og selvstændigt tænkende personer til at udføre grusomme handlinger og lydigt underkaste sig. At vi i virkeligheden alle kan blive onde eller gøre det onde, hvis vi underlægger os en autoritet.
Coronakrisen har derfor lært os, at det ikke står totalt elendigt til med dannelsen i Danmark. På trods af 68ernes dårlige indflydelse og folkeskolens åndelige afmatning.
Coronakrisen har vist, at danskerne er utroligt lydige. Endda mere lydige end svenskerne, som, vi ellers forestiller os, er Skandinaviens pottetrænede japanere. Sådan lyder en foreløbig konklusion fra forskningsprojektet Hope, der løbende har monitoreret vores adfærd under krisen.
Det er interessant af flere årsager. Dels går mange rundt og tror, at svenskerne er mentalt vandkæmmede og autoritetstro, mens vi selv er fritænkere og svære at lede, fordi vi er så store individualister. Der er altså et nationalt selvbillede her, som ikke stemmer.
Hope-projektet er også interessant, fordi det peger på, at danskerne – uanset politisk overbevisning – har stor tillid til statsminister Mette Frederiksen og de udmeldinger, der er udgået fra regering og centrale myndigheder. Vi kan altså godt til hverdag kokettere med politikerlede og udstille vores uenighed på sociale medier, men når krisen kradser, stikker vi piben ind og beder endda andre om at gøre det samme.
Og endelig er forskningsprojektet interessant, fordi det indirekte peger på, at Milgrim måske ikke havde ret i sin konklusion. Herom senere.
Dannelse eller dum flokmentalitet
Hvorfor udviser vi så stor vilje til lydighed i Danmark? Det handler faktisk om dannelse. Dannelse som i Bildung-traditionen – at vi ikke bare ser os selv som mennesker, men også ser vores plads i samfundet, altså på os selv med et slags dobbeltblik. Den lydighed, som følger af samfundssind, er kort sagt udtryk for dannelse, ikke for blindhed eller ureflekteret frygt.
I P1-programmet »Brinkmanns briks« 14. april fortalte Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet, at cirka 90 procent af danskerne har fulgt myndighedernes anbefalinger i coronaperioden. De holder afstand, giver ikke håndtryk, vasker hænder, etc. Han forklarer den høje procentdel med, at vi grundlæggende har tillid til myndighederne og stoler på de udmeldinger, der kommer fra regeringen. Ikke så overraskende.
Lydighedsgraden har til gengæld overrasket ham, men desværre uddyber han ikke hvorfor. En årsag kan være, at vi lider af et falsk nationalt selvbillede og ser os selv som flamboyante livsnydere og anarkister, men i virkeligheden minder mere om Kierkegaards halvkedelige assessor Vilhelm, som forstår værdien af etisk livsførelse.
Og her kommer vi så tilbage til dannelsen, for det er en af det 20. århundredes vildfarelser, at dannelse alene handler om at blive sig selv. Om at realisere sig selv og være »junik« og vælte frem i tilværelsen som en Klods-Hans på elløbehjul.
Dannelse handler om at være i stand til at aktualisere sit potentiale og samtidig indskrive sig i en sammenhæng med andre mennesker, dvs. være en del af et samfund.
På tilsvarende vis handler samfundssind ikke om dum underkastelse, men om selvstændigt at kunne reflektere over de meldinger, der udgår fra myndighedspersoner og eksperter og kunne se meningen i at påføre dem ens egen tilværelse – ikke mindst af hensyn til et fælles bedste.
Coronakrisen har derfor lært os, at det ikke står totalt elendigt til med dannelsen i Danmark. På trods af 68ernes dårlige indflydelse og folkeskolens åndelige afmatning.
Ondskabens banalitet?
Tilbage til Milgrim. Han konkluderede, at folk var villige til at gøre uhyrlige ting ved andre, bare en autoritet beordrede dem til det. Milgrim testede imidlertid ikke, hvad folk er villige til at gøre ved sig selv. Det har vi til gengæld testet her de seneste fem uger, hvor vi har levet på afstand af hinanden, har gennemlevet stor ensomhed og endda fortvivlelse ved udsigten til økonomisk ruin. Alligevel har vi holdt afstand. Hvorfor? Fordi Mette Frederiksen har sagt det?
Nej, fordi vi kunne se meningen med det.
Tilsvarende kunne forsøgspersonerne i Milgrims forsøg have set meningen i den videnskabelige undersøgelse af strafs betydning for indlæring og dermed ikke bare have excelleret i ondskabens banalitet.
Lyder det søgt? Næ, jeg mener, at vi har brugt de seneste fem uger på at påvise vores villighed til at sætte strøm til os selv af hensyn til det samfund, der er os.
Og at det ikke bare er social identifikation; det er dannet.
