Anne Sophia Hermansen: Sagde Mette Frederiksen reelt farvel til verden, som vi kender den?

»Vi skal – måske for altid – vænne os til at være sammen på en ny måde,« sagde Mette Frederiksen på det pressemøde, der genåbnede en lille del af Danmark. Det var en kort og umiddelbart uanseelig kommentar og alligevel noget af det mest opsigtsvækkende, der foreløbig er blevet sagt. Mere opsigtsvækkende, end at sommeren bliver uden Folkemøde og Roskilde, at der ikke er nogen 9. klasses afgangseksamen i år, og at små børn nu skal tilbage i institution og måske være en slags menneskelige petriskåle.

For hvad vil det sige, at vi – måske for altid – skal vænne os til at være sammen på en anden måde?

Jeg sad forstemt tilbage i min stue. Betyder det »bare«, at vi skal fortsætte med at vaske hænder og spritte af, eller betyder det, at den frie verden, som vi kender den, er blevet ufri på ubestemt tid? At det ikke kun er sommeren 2020, der er lukket, men også vores fremtidige somre?

Konsekvenserne af det sidste vil være svimlende. Ikke bare de økonomiske, men også de åndelige, for vi er ikke skabt til at leve adskilt fra hinanden, men til at leve, elske og færdes frit og sammen med andre. Det er sådan, vi kender og oplever verden. I al fald indtil for nylig.

En tanke meldte sig: Tænk, hvis det ikke er alt, der er mistet, som kommer igen? Hvis det ikke igen bliver muligt at sidde i en opera- eller teatersal, medmindre vi er omgivet af tomme sæder og rækker. Hvis vi kun kan give kram til de allernærmeste, og hvis fester fremover kommer til at bestå af meget lukkede selskaber. Hvis det for alvor bliver en realitet med virtuelle koncerter, hvor ingen kan høre, om nogen klapper. Eller med foredrag, hvor vi er fælles om at være alene med oplevelsen.

Tillidstab

Tænk også på, hvordan vores forhold til hinanden bliver, hvis vi ikke længere kan møde andre med tillid, men med frygt og håndsprit i dunke. For hvad nu, hvis blomsterhandleren, boghandleren, kollegaen og delebarnets far er smittebærer? Den store tillid, som er kendetegnende for os som folk, kan meget nemt tage skade, hvis undtagelsestilstand bliver til normaltilstand.

»Vi skal – måske for altid – vænne os til at være sammen på en ny måde,« blev der sagt.

Hvis vi skal vænne os til at være sammen på en ny måde, kommer det også nemt til at indebære, at vi vil se på hinanden med nye øjne. Den forhåndsgivne tillid, som Løgstrup taler om, slår tonen an for den måde, vi behandler hinanden – og for kærligheden, barmhjertigheden, omsorgen og hengivenheden. Og hvis tilliden indskrænkes, hvordan påvirkes så vores relationer – og den kultur, vi er en del af?

Jeg er med på, at coronakrisen har bragt det lykkelige med sig, at vores statsminister og endda kulturminister har forstået, at danskerne elsker deres kulturliv. Jeg er også fuld af beundring over for den måde, som mange kulturinstitutioner har formået at sadle digitalt om med imponerende hast.

Men det er ikke det samme at opleve en koncert i stuen som på Roskilde, og kunstværker på en computerskærm er heller ikke ligeså vilde, smukke og sexede som i virkeligheden. Det er også sjovere at være blandt publikum, når Knud Romer fortæller om sine romaner på Bogforum, end det er at se ham på et spyt- og frådefrit YouTube-klip.

Hvorfor? Fordi kulturoplevelser styrkes af at blive delt med andre, og ligesom kulturen placerer os i en historisk sammenhæng, placerer den os også i en åndelig – næret af, at vi indgår i en fysisk sammenhæng med andre. I en verden, der ikke bare er virtuel.

Hvis man læser Bill Brysons fantastiske værk »Kroppen« (2019), og det kan anbefales, er det værd at hæfte sig ved følgende passage. Han skriver:

»Da jeg mødte professor Michael Kinch fra Washington University i St. Louis, spurgte jeg ham om, hvad han betragtede som den største risiko for os. »Influenza«, svarede han uden tøven. »Influenza er langt farligere, end folk tror.«

Og Kinch tilføjer:

»Sagen er, at vi reelt ikke er bedre forberedt på et stort udbrud i dag, end vi var, da mange millioner mennesker døde af den spanske syge for 100 år siden. Når vi ikke har oplevet det siden da, er det ikke, fordi vi har været specielt årvågne. Det er, fordi vi har været heldige.«

Ja, vi skal ikke kun til at vænne os til, at influenza er en livsfarlig sygdom, men måske også til, at verden efter pandemien bliver mindre fri, mere forsigtig, mindre tillidsfuld og mere åndeligt fattig.

Og desværre også mere ensom.

Coronakrisens økonomiske konsekvenser er ubegribelige, men allerede nu er vi nødt til at forholde os til, at krisen også kommer med en åndelig pris. Med et forandret blik på, hvem vi er, og hvordan vi ser på hinanden.