Fem stjerner: Bog om kroppen gør dig gladere for livet og knap så bange for døden

Bill Brysons seneste udgivelse er et skønt stykke populærvidenskab om kroppen og forener lystlæsning med nyttig viden.

Bill Bryson blev verdenskendt med »En kort historie om næsten alt« – der i øvrigt var på omkring 600 sider og altså ikke så kort igen. Foto: EPA/DAN HIMBRECHTS Fold sammen
Læs mere
Foto: DAN HIMBRECHTS

En skarpskytte kaster sig ud fra sit fly i 1944 og overlever utrolig nok fem kilometers frit fald. Takket være nogle grantræer og en snedrive.

En britisk læge ved navn Joseph Henry Green ligger for døden i 1863 og tager sin egen puls. Hans sidste ord her på kloden er det tørt konstaterende: »Stoppet«.

Bill Brysons monumentale »Kroppen« handler om vores jordiske hylster med alle dets mærkværdige egenskaber og har anekdoter og farverige facts nok til samtlige juledage – plus ret mange korrektioner af vores viden fra skoletiden.

Vores krop består for eksempel ikke af stoffer til en flad halvtredser eller mindre. Hvis man skulle købe alt i vores kemiske sammensætning, måtte man faktisk af med hele 843.000 kroner.

Mennesker har også gang i deres samlede hjerne både dag og nat og bruger altså ikke sølle ti procent ad gangen. Hjernemasse på størrelse med et sandkorn kan for resten lagre samtlige film i hele verden eller information svarende til godt én milliard bøger.

Og i det mere kontroversielle hjørne: Introduktionen af noget så fantastisk som landbrug i de store kulturer for godt 10.000 år siden var begyndelsen til enden: Dyrkningen af marker og inddragelsen af dyr førte i virkeligheden til en mindre varieret ernæring og efterhånden til en lang række dødsensfarlige sygdomme.

Dybt og alligevel uhøjtideligt

Bill Bryson blev verdenskendt med »En kort historie om næsten alt« for halvandet årti siden og kan stadig noget med filosofiske ambitioner pakket ind i et sjovt og uhøjtideligt sprog.

Forskerne kender for eksempel en yderst effektiv terapi mod hårtab. Man skal sådan set bare lade sig kastrere. Sværere er det ikke.

Mikrober i tusinder af arter findes også over hele vores krop og vejer ikke mindre end halvandet kilo eller cirka lige så meget som vores hjerne. Bill Bryson advarer ret direkte mod konstante afvaskninger og fobi for mikrober generelt – simpelthen fordi vi ikke altid aner, hvad de gør for os.

Alexander Fleming gjorde få år efter sit fund af penicillinen i 1920erne opmærksom på fænomenet resistens og dermed risikoen ved tankeløs og overdreven brug.

For lidt søvn viser sig også som en trussel: Stort set alle piloter har befundet sig i en tilstand tæt på søvn under lange flyvninger og ikke engang været klar over det selv.

Og man undrer sig hele tiden under lystlæsningen. Bill Bryson smitter med sin begejstring for viden og for vores mangel på samme. Forskerne finder ud af stadig mere om vores legeme og står samtidig tilbage med stadig flere gåder.

Bill Bryson blev verdenskendt med »En kort historie om næsten alt« – der i øvrigt var på omkring 600 sider og altså ikke så kort igen. Foto: EPA/DAN HIMBRECHTS Fold sammen
Læs mere
Foto: DAN HIMBRECHTS.

Hvorfor får fem ud af seks rygere ikke lungekræft? Hvorfor får de mest oplagte kandidater til hjerteanfald ikke hjerteanfald?

Vi kan helt officielt dø af flere tusinde årsager og gør det alligevel kun én eneste gang efter omkring 100 år på kloden. Alle mennesker »får« faktisk kræft omkring tre gange hver eneste dag og klarer i langt de fleste tilfælde skærene ved egen hjælp.

Ingen har heller fundet den forkromede forklaring på forskellene i vores fingeraftryk eller på gravide menneskers tendens til mørkere brystvorter.

Og hvorfor rødmer vi egentlig i kritiske situationer? Vi ville intuitivt have større glæde af mere blod til musklerne end til ansigtet. Altså med mindre det hele skal forstås som »et signal til modstanderen om, at han skal trække sig, fordi man virkelig er gal«.

Liv og død

Mænd har åbenbart rejsning i omkring to timer hver eneste nat. Forskerne kender til gengæld ikke forklaringen på testiklernes placering uden på kroppen og afviser den klassiske forklaring om regulering af temperatur. Og som humoristen Bryson udtrykker det: »Prostata er kilde til sædvæske hos den voksne mand og til bekymring hos den ældre«.

Fortællingerne i »Kroppen« tegner en bue fra behaget i det ydre til smerterne i det indre og vores død som livets forudsætning. Døden spiller en stor rolle i hans værk. Utallige læger har gennem årene ofret deres eget liv til vores behov for indsigt i sygdommes smittevej og symptomer

»Lægevidenskaben har aldrig frembragt en mere ædel og uselvisk gruppe end de patologer og parasitologer, der satte livet på spil og alt for ofte mistede det,« skriver Bryson i en bevæget tone.

Og tag slutningens lakoniske regnestykke: Nedbrydningen af vores krop i en lukket kiste kan vare op mod 40 år. Vores familie og andre kære besøger vores gravsted i omkring 15 år gennemsnitligt. Så mange af os vil i virkeligheden være »længere om at forsvinde fra Jorden end fra vores pårørendes tanker.«

En rystende kendsgerning? Livet er nu engang sådan og bliver ikke mindre smukt af det. »Kroppen« af Bill Bryson har undertitlen »En guide til indehavere« og vil gøre stor lykke under alle juletræer – plus mane lige tilpas meget til eftertanke.

Titel: »Kroppen«. Forfatter: Bill Bryson. Sider: 456. Forlag: Gyldendal. Pris: 349,95.