Mediekommentar: Det her er fjernsyn med hjerte, smerte og stor, stor ømhed

»Min pige er en dreng« er eminent fjernsyn, der bør ændre danskernes syn på transkønnede børn.

12-årige, følsomme Jack er født som pige, men føler sig som en dreng. Fold sammen
Læs mere
Foto: DocEye/TV 2

Jeg ved ikke, hvad det var, der gjorde det.

Men flere gange under første afsnit af TV 2s dokumentarserie »Min pige er en dreng«, var jeg lige ved at græde. Er det coronaisolationen, der slider så meget på os, at vi efterhånden bliver lidt tyndhudede? Eller var det ganske enkelt, fordi der var tale om eminent fjernsyn, der i sin grundfortælling var meget, meget bevægende?

I serien følger vi tre familier, hvor børn føler sig fanget i det forkerte køn. Pædagogisk udvalgt på tre forskellige alderstrin, så problemstillingerne er forskellige for forældrene, hvis dilemmaer ridses følsomt og klart op. Femårige Storm fra Fyn er vild med alt, der er lyserødt, og vil helst gå i kjole. Forældrene vil ikke lægge sig fast på hans kønsidentitet, men vælger at se, hvordan den udvikler sig. Men hvad nu, hvor Storm skal i skole? Kan familien skærme ham, sådan som den har gjort det, da først det gik op for den, hvad der gjorde deres søn lykkelig?

12-årige Jack fra Rødovre blev født som Andrea, men har det meget svært med sin krop. Han føler sig som en dreng. Men hvis det er det, han gør, skal far og mor så tage det svære valg for ham og sætte en hormonbehandling i gang, inden han når puberteten? Og endelig er vi med, når 15-årige Alex – indtil videre forældreløs på skærmen – springer ud som transkønnet dreng for bedsteveninden og velsagtens også for sig selv.

Kærlighedserkæring

TV 2s nye dokumentarserie gjorde alt det, god journalistik formår, når den er bedst. Den tabte bestemt ikke det menneskelige perspektiv af sigte – det her handler jo om kernen af menneskelig identitet – men opridsede samtidig sagligt alle de relevante perspektiver i samtaler med psykologer og sexologer.

Uden at overskride grænser behandlede den sine udvalgte familier med al den respekt, der tilkommer dem, når kameraet trænger sig ind i deres mest nære  liv i parcelhuse og lejligheder. Vi kom helt, helt tæt på de fædre og mødre, der havde styrke nok til at udstille deres angst, nervøsitet, tvivl og lettelse í det, der endte med at blive én stor kærlighedserklæring til deres »anderledes« børn. En meget flot og heroisk – intet mindre – stillen sig selv og sit liv til rådighed i et lønligt håb om, at ens børn – og andre som dem – måtte få en bedre fremtid i en bedre verden.

Kameraet var intimt: et usikkert blik, en hånd, der knugede en anden, en klump i halsen, der blev slugt. Linsen fangede alle de gode intentioner, en far eller en mor kan have for sit barn – men også tvivlen, usikkerheden, rædslen for ikke at gøre det rigtige. Den bekymring, alle forældre nærer for deres børn, potenseret og fordoblet, når barnet er i risiko for at få et liv, der kan blive sværere end de flestes, men netop også, fordi de valg, de må træffe på deres børns vegne, har så afgørende betydning for resten af deres liv. Følelsen af at kunne fejle stod mejslet i ansigterne.

»Linsen fangede alle de gode intentioner, en far eller en mor kan have for sit barn – men også tvivlen, usikkerheden, rædslen for ikke at gøre det rigtige.«


Jeg tror og håber på, at Storms, Jacks og Alex' forældre – og deres dejlige unger – vil opleve, at denne udsendelsesrække i bedste sendetid vil gøre meget mere for forståelsen af transkønnedes valg, end alle brochurer og prideoptog i hele verden. Det er fjernsyn med hjerte, smerte og stor, stor ømhed. Det er fjernsyn, der kan skabe forandring og afmystificere. Som kan være med til at give os alle sammen en ny identitet, hvor vi indser, at vi alle har ret til at leve det liv, der er bedst for os.