Lidelse med sukkerovertræk

Maggie (Zoe Saldana) og Cam (Mark Ruffalo) går fra hinanden i kølvandet på hans maniodepressive tilstand. Den sygdom, man i dag kalder for bipolar lidelse. Sammen har de to små piger, som Maggie i første omgang passer på i Boston. Hun vil dog uddanne sig på universitetet for at få et bedre job med henblik på at gøre det bedst muligt for børnene.

'Det giver den stadig uligevægtige Cam en chance for at udfylde sin rolle som far igen. Med opture og nedture. De muntre musikalske montager a la gamle smalfilm fylder mere i erindringen om filmen end nedturene, og det virker som om manuskriptforfatter og instruktør Maya Forbes har lidt af et værnepligtsyndrom omkring sin barndom, som filmen er baseret på.

Den spiller kun i én toneart. Når filmen samtidig kun er halvanden time lang, får vi ikke de dybere lag i historien med. Og så er Mark Ruffalo faldet for at charmere for meget i sin hovedrolle ved siden af de to realistiske piger. Han sælger simpelthen varen for godt.

Hvad: »Infinitely Polar Bear«.

Hvem: Instruktør: Maya Forbes. Medvirkende: Mark Ruffalo, Zoe Saldana, Keir Dullea.

Hvor: Premiere i Empire Bio i København.