»Frygt Sjælen og dyrk den ikke«

Seks stjerner til meget fine nyudgivelser af Tom Kristensens »Hærværk« (1930) og J.P. Jacobsens »Niels Lyhne« (1880).

Tom Kristensen: "Hærværk" Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Undervejs bliver man tørstig, når man læser Tom Kristensens »Hærværk« (1930), hvor litteraturredaktøren Ole Jastrau målrettet går i hundene og på den lange rejse mister familie, venner og værdighed.

Anmeldelserne af dette mesterværk var dårlige, da Tom Kristensen, efter et langvarigt alkoholmisbrug og flere succesfulde digtsamlinger, fik udgivet romanen på Gyldendal.

En nøgleroman blev den set som, en »med Vilje modbydelig Bog«, ifølge Berlingske Tidendes hovedanmelder, den nationalkonservative moralist Henning Kehler.

Salget var ved at kuldsejle, da den norske digterfyrste Knut Hamsun i et brev bl.a. meddelte Kristensen: »Jeg har selv skrevet Bøker, det mangler ikke, men nu er jeg ydmyg, ingen Bok er som Deres«. Hamsun, der sad uden for alle cirklerne i København, kunne foretage en autonom læsning og dermed se romanens udødelige kvaliteter i evnen til at skildre en grundstødt eksistens.

De smarte folk på Gyldendal var da også klar over, at her var en kommerciel mulighed, og bortset fra denne del af brevet fik de lov til at bruge det meste i annoncer. Resten er historie.

Alt det kan man læse i Torben Jelsbaks fornemme udgave af romanen. Den udkommer som del af »Danske Klassikere«-serien, der i snart 25 år er blevet bestyret af de grundige folk i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der sørger for, at vi kan læse værkerne i deres oprindelige form og nok så vigtigt: Forsynet med grundigt efterskrift og en redegørelse for alle relevante tekstforhold.

Når man taler med gymnasie- og universitetslærere, er der ingen tvivl om, at deres studenter kan læse sig ind i et romanunivers og den historiske sammenhæng, når de bruger klassikerserien.

Førstegangslæserne kan læse spontant og så slå efter i noterne, som forklarer alle de svære, historiske udtryk og til sidst orientere sig i efterskriftet, som fortæller om baggrund, tilblivelse, tematik og figurer.

Klassikerne kan læses både forfra og bagfra

Eller de kan tage den litteraturhistoriske indgang ved at starte bagfra og få sat hele sammenhængen på plads. Jeg prøvede begge læsemåder, først »Hærværk« og så J.P. Jacobsens »Niels Lyhne« fra 1880.

Den første læsning er den farligste, fordi klassikerlæsning rummer fælder. Nemlig at der er en historisk og konkret sammenhæng, der er så fremmedartet, at man misser alt for meget. Der er derved en fare for, at man læser ahistorisk eller uden sans for datidens æstetiske kriterier. At vi kan have svært ved reelt at aflæse, hvad der foregår, er også forklaringen på, at klassikere på teatret eller i film så tit bliver opdateret, så vi forstår handlingsgangen.

Læsningen af »Niels Lyhne« handler ikke bare om en tid, der for længst er hengangen. Tillige rummer romanen i sig selv anakronistiske træk: En række af Jacobsens beskrivelser er for eksempel samtidige, skønt det fremstår, som om det foregår 25 år tidligere.

At den slags skyldes, at J.P. Jacobsen var en del af den kulturkamp, hvor radikale kræfter som Brandes-brødrene kæmpede mod en mere konservativ samtid, lærer man om i efterskriftet.

Så det kræver en forudforståelse at læse Jacobsen, vil nogle hævde.

Men her bliver det virkelig svært. For man kan faktisk som læser, uden at kende hele det litteraturhistoriske apparat, få stort udbytte af Jacobsens flydende sprog, hans elaborerede og fint ciselerede stemningsbilleder, hvor handlingen står bomstille.

Dette kunstneriske greb har åbenlyst inspireret andre senere forfattere, f.eks. Rainer Maria Rilke, James Joyce og Thomas Mann, der i dag alle selv har klassikerstatus.

Jeg har aldrig helt forstået, hvor forskelligt romaner kan virke, alt efter hvor man er i livet, eller som afdøde litteraturprofessor F.J. Billeskov Jansen udtrykte det i sin »Poetik«: »H.C. Andersen er godt for børn, Goethes »Werther« og den stormfulde kærlighed til ungdomsårene, og hans »Faust« til manddomsalderen, mens Henrik Ibsen er godt til alderdommen.«

At blive taget i hånden som læser

Pointen er her, at klassikere kan læses på flere måder. Da jeg var under 20 år, læste jeg bare romanerne og oplevede dem helt spontant.

Her mere end 20 år efter, hvor jeg har prøvet den grundige læsning, er udbyttet af mere eksistentiel karakter; f.eks. fremstår de to hovedpersoner som livs- og handlingsuduelige karakterer, der ikke kan tage det kierkegaardske spring fra indadvendt grublen og til handling.

»Frygt Sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en Last«, som det hedder på titelbladet til »Hærværk«.

Her er det helt afgørende, at vi som læsere bliver taget i hånden af litteraturforskere, der får os til at læse og forstå, hvad forfatteren vil med sin læser.

Seks stjerner
Forfatter: J.P. Jacobsen (Udg. Jørn Vosmar & Klaus Nielsen).

Titel: »Niels Lyhne«. Sider: 264. Pris: 100 kr. Forlag: Gyldendal/DSL.

Seks stjerner
Forfatter: Tom Kristensen (Udg. af Torben Jelsbak).

Titel: »Hærværk«. Sider: 589. Pris: 100 kr.

Forlag: Gyldendal/DSL.