Hvad mon Meryl Streep vil mene om det?

En række skuffende konkurrencefilm ved filmfestivalen i Berlin leder opmærksomheden hen på perlerne i de mindre agtede sidekonkurrencer. Berlingskes udsendte journalist ved Berlinalen gennemgår sine filmoplevelser.

Channing Tatum danser for i Joel og Ethan Coens »Hil Cæsar«! Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra filmen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en kliché, som filmfolk ofte bruger, når de taler om filmkunsten: Hvor man end er fra, fra Vesten, Østen, Den Gamle Verden eller Den Tredje Verden, så taler filminstruktører og skuespillere altid et fælles sprog om deres intentioner, da de lider af den samme trang til at ramme deres publikums følelser.

Det var næsten det, Meryl Streep, der er juryformand ved Berlinalen, sagde i et tiltrædelsesinterview, da hun blev bedt om at sige sin mening om afrikanske og mellemøstlige film: »Jeg er ikke ekspert på mellemøstens film, men som en, der har spillet mennesker fra forskellige kulturer, så opdager jeg altid, at de rummer den samme kerne af menneskelighed«.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at se Meryl Streep efter i kortene, eller i hvert fald set på hendes hestehaleprydede nakke, da jeg har min foretrukne plads i Berlinale Palast et par stolerækker bag juryformanden.

Blasert som jeg er blevet med tilstedeværelsen af stjerner, har jeg ladet som ingenting, idet jeg tænkte at det var bedst at formanden fik ro til sit vigtige arbejde med at se hovedkonkurrencens tyve film. Både Streeps og min egen ro er dog blev forpurret flere gange af en hær af japanske filmjournalister, der har knipset løs af berømtheden, som var hun Den Lille Havfrue.

Skuffende klimaks

Festivalens allerførste visning af Coen-brødrenes »Hil Cæsar!«, der kan ses i biografer i Danmark, åbnede festivalen med musikalsk bravour og vitalitet, idet den er en absolut skøn genskabelse af Hollywoods guldalder i 1950erne, hvor en filmdirektør skal forsøge at redde sine filmstjerner fra en række af skandaler.

George Clooney laver en af de bedste skuespiller-der-spiller-skuespiller-præstationer, jeg længe har set, og med tanke på, hvor dum en flødebollestjerne Coen-brødrene har gjort ham til i filmen, er det ret flot, at Clooney får udleveret det, han jo faktisk selv er – med en charme så tyk, som den læderharnisk han er iklædt gennem hele filmen, hvor han spiller romersk centurion. Sand stjerne-power.

Da Coen-brødrenes film ikke deltager i konkurrencen om festivalens bjørnepriser, men groft sagt kun er medtaget af hensyn til den presseomtale, som filmens stjerner genererer, begynder den »rigtige« konkurrence først på anden-dagen, hvor en af de første film er Jeff Nichols filosofiske science fiction-film »Midnight Special«.

Jeg blev fan af Nichols på hans forrige film »Take Shelter« med Michael Shannon i hovedrollen som en mand, der plages af apokalyptiske varsler, som han tilsyneladende er den eneste, der kan se.

Michael Shannon har et af de der plagede fjæs, der leverer dybde til en film, som indimellem ikke er så dybe endda.

Det er desværre tilfældet med »Midnight Special«, der handler om en far og søn på flugt fra en dommedagskult, hvis omdrejningspunkt er drengen med de særlige evner. Der er meget atmosfære, men klimaks, hvor filmens mysterier åbnes op, skuffede mig. Sådan er det ofte i mysterier, da ens forestillinger om, hvad gådens svar kunne være, hyppigt overgår det, som det faktisk viser sig at være.

Krigsfilmens ældste kliché

I Ivo M. Ferreiras »Cartas Da Guerra (Breve fra krigen)« er det et yderst romantisk billede, der tegnes af Portugals sidste kolonikrig i Angola, der ellers var kendetegnet ved sin ekstreme brutalitet. Her blev de afrikanske oprørere tortureret og halshugget i en krig, der blev drevet frem af retorikken af Europas sidste fascistiske diktatorer.

Grusomhederne ses kun i ultrakorte glimt, mens lydsiden består af oplæsning af smægtende kærlighedsbreve, som en batalionslæge sender hjem til sin kæreste i Lissabon. Han er krigsfilmens ældste kliché, den intellektuelle soldat, der i modsætning til sine fladpandede kammerater forstår det fulde omfang af krigens meningsløshed. Derfor de uendelige billeder af hans introspektive blik, der har »set alt«.

Først da filmen efterligner Francis Ford Coppolas legendariske stripperscene i »Dommedag nu« bliver filmen kortvarigt levende. Det er fristende at konkludere, at extrovert sex bare er mere cinematisk end introvert kærlighed.

Soldater samles til en sidste nadver i Ivo M. Ferreiras »Cartas da guerra (Breve fra Krigen)«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra filmen.

Den newzealandske instruktør Lee Tamahori instruerede i 1994 den banebrydende »Once were warriors«, der skildrer en voldelig klan af storbykrigere med Maori-baggrund. »Mahana« (»Patriarken«) er på samme måde en kritik af overleverede stammetraditioner, som her byder, at bedstefaren har uindskrænket magt over både sine børn og børnebørn.

En teenager gør oprør imod tyranniet, og hele hans familie bliver bandlyst fra familiens jorder.

Jeg var dybt grebet af filmens blik ind i en usædvanlig kultur, men måtte konstatere, at flere kvindelige publikummer ikke brød sig om filmens optagethed af maskuline ritualer.

Historie på film

Denne intenst medrivende film er med i konkurrence om bjørnepriser, men i løbet af festivalen blev det mere og mere tydeligt, at der var flere film i de mindre prestigefyldte sidekonkurrencer, der også burde have været i hovedkonkurrencen.

En af dem var Pernille Augusts vidunderligt enkle, men fint chiselerede »Den alvorsfulde leg«, der har manuskript af Lone Scherfig, og som bygger på Hjalmar Söderbergs kærlighedshistorie fra 1912. I essensen et trekantsdrama om to, der elsker hinanden, men som må vælge andre for at gifte sig til penge.

Tidsbilledet er mageløst tilbageholdt, og dialogerne er hverken forceret nutidige eller forceret altmodische. Et enkelt klavertema lægger en stemning af uafvendelighed over historien, der minder om en skandinavisk udgave af Martin Scorseses »Uskyldens år«. Less is more, meget mere. Streep ville ha’ elsket den.

At beskrive fortiden på film kan i flere henseender være et farligt projekt for en filminstruktør. Historikere er konsekvent aldrig tilfredse med de cinematiske fremstillinger, der lægger vægt på følelser fremfor fakta. Noget tilsvarende kan man sige om filmatiseringer af forfatteres liv, der sjældent tager udgangspunkt i den litteratur, der gjorde hovedpersonen berømt, men i stedet fokuserer på personens ydre liv.

Aldrig har det været tydeligere end i Michael Grandages film »Genius« om forholdet mellem den amerikanske forfatter Thomas Wolfe (spillet med store armbevægelser af Jude Law) og dennes forlægger Max Perkins (en lavmælt Colin Firth).

Filmen bruger kun Wolfes eksplosive prosa til at temperere billederne af 1920ernes røgfyldte forlagskontorer, og filmen er klassisk hollywoodsk kunstnerbiografi, hvor tilgangen altid kører uden om indholdet, da det på forhånd forventes at være for stor en mundfuld for publikum.

Colin Firth og Jude Law og spiller henholdsvis forlægger og forfatter i Michael Grandages »Genius«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra filmen.

Vietnam var en bedre filmkrig

Hvor meget man vil pinde ud af forklaringer for publikum, er som regel en af de vigtigste skillepunkter mellem mainstream-filmen og den såkaldte art house-film, hvor publikum selv må drage sine konklusioner af det foreliggende. Tidligere så man forklaringerne i de amerikanske film, mens europæere og japanere lavede de indadvendte og kryptiske.

Måske er det derfor, den amerikansk-tysk-franske »Soy Nero« ikke kan finde balancen. Emnet er interessant, idet den skildrer en mexicansk dreng, Nero, der bliver såkaldt green card-soldier for den amerikanske hær i Irak i et forsøg på at opnå amerikansk statsborgerskab. Efter et par uforklarlige sidespring i handlingen ender Nero i Irak, hvor det pludselig går op for undertegnede, hvorfor Vietnam var en bedre filmkrig end Irak.

I junglen lurer faren bag hver en bugt af Da Nang-floden, men i Iraks ørken kan du se fjenden komme på ti kilometers afstand. Nero ender ganske vist med at fare vild i ørkenen, og publikum føler sig lige så lost, hvad angår meningen med det hele.

Hvad Meryl Streep og de øvrige jurymedlemmer mener om det, afsløres i morgen aften, når den sidste bjørn, Guldbjørnen, bliver uddelt.