En undersøgelse for nogle år siden viste, at 75 procent af danskerne foretrak at blive forsørget af staten frem for af deres familie eller partner i forbindelse med arbejdsløshed. Det kommer jeg nok aldrig helt til at forstå. At man hellere vil modtage fremmede menneskers penge i stedet for at blive understøttet af nogen, som elsker en, og som man også selv ville støtte, hvis de kom i økonomisk uføre.
Jeg har heller aldrig forstået det med kaffekassen. Altså at det bliver ved med at komme bag på os, at der mangler penge i den. For man synes jo selv, man lægger penge, hver gang, man tager en kop kaffe, bortset fra de gange, hvor man ikke har nogen småpenge, så hvorfor kan andre mennesker ikke bare tage sig sammen og lægge penge i kaffekassen? Når vi får svar på det spørgsmål, så har vi knækket gåden omkring, hvordan man indretter et smukt solidarisk samfund. Jeg håber, jeg lever til den tid.
