Hella Joof: »Bagstræberisk, sentimental nostalgi kan vi ikke have!«

Tænk på datidens dårekiste, hvor de åndsvage, som det hed dengang, tøffede rundt iført spændetrøje og bankede hovedet ind i væggen, og jævnligt blev pryglet og seksuelt misbrugt af sadistiske plejere. Tænk på alle de tjenestepiger, som kom i ulykke, fordi herren i huset tog for sig af retterne og benyttede sin opdigtede droit du seigneur. Aborter i snuskede køkkener udført med en rusten strikkepind. Syfilissår. Børnearbejde. Sult. Død, skriver Hella Joof.

Det er fristende at ønske sig tilbage til de gode gamle dage. Dengang solen altid skinnede, og børn ikke svarede igen. Eller bare til dengang vi vandt i fodbold og var et folk. Men det passer bare ikke. Det var ikke bedre i 92, hvor arbejdsløsheden hærgede, og den er der vel ingen, der savner? Skriver Hella Joof. Fold sammen
Læs mere
Foto: Isak Hoffmeyer P0728-0221ENS

Jeg sidder i min sofa med venstre fod på en fløjlspude. Ikke fordi jeg er blevet fin på den, jeg har blot fået fjernet en knyst. Dagene flyver af sted, og intet når jeg, andet end at drikke te og se Hercule Poirot uden undertekster. Undskyldningen er, at det højner mit engelsk, men den rigtige grund er, at jeg har en faible for trediverne. Jeg har taget en elastik om håndleddet, og hver gang jeg tager mig i at tænke, alting var bare pænere dengang, Så trækker jeg i elastikken, og gir mig selv et svirp over hånden. For den slags bagstræberisk, sentimental nostalgi kan vi ikke have! For Verden er jo egentlig et ret godt sted. Eller rettere verden er et bedre sted, end den nogensinde har været. Selvom alting var pænere før plastikhavemøblernes brutale indtog. Tøjet var også pænere dengang før polyesterens uskønne æra. Dengang det var håndsyet, men det var til gengæld kun rige damer, der havde råd til en silkeduchessekjole med bærestykke af valenciennes blonder og et slæb med hundredevis af pailetter påsyet i hånden af en lille brystsvag syerske med tre mindreårige børn og en voldelig kvartalsdranker af en ægtemand. Og hvis det er prisen, og det var det, så foretrækker jeg at gå i Cos og købe stangstøj.

Møbler var smukkere i gamle dage. Dygtigt snedkerhåndværk i træ. Ingen laminat! Og luften var friskere, før automobilen blev allemandseje. MEN! Kvinder udåndede i barselsseng for et godt ord, og spædbørn døde som fluer. Og man havde generelt et mere lemfældigt forhold til vold og misbrug af andre mennesker. Tænk på datidens dårekiste, hvor de åndsvage, som det hed dengang, tøffede rundt iført spændetrøje og bankede hovedet ind i væggen, og jævnligt blev pryglet og seksuelt misbrugt af sadistiske plejere. Tænk på alle de tjenestepiger, som kom i ulykke, fordi herren i huset tog for sig af retterne og benyttede sin opdigtede droit du seigneur. Aborter i snuskede køkkener udført med en rusten strikkepind. Syfilissår. Børnearbejde. Sult. Død.

Hella Joof

»Det er fristende at ønske sig tilbage til de gode gamle dage. Dengang solen altid skinnede, og børn ikke svarede igen.«


Det er fristende at ønske sig tilbage til de gode gamle dage. Dengang solen altid skinnede, og børn ikke svarede igen. Eller bare til dengang vi vandt i fodbold og var et folk. Men det passer bare ikke. Det var ikke bedre i 92, hvor arbejdsløsheden hærgede, og den er der vel ingen, der savner? Under besættelsen var mange glade for alsang, hvilket sikkert var godt og opbyggeligt for sammenholdet, men hvem savnede besættelsesmagten efter 45. Jeg læste i avisen, at der sågar var en stor gruppe borgere i Rusland, som savnede de glade sovjet-dage, hvor et nærende morgenmåltid bestod af dåseærter, margarine og rasp, hvis man var heldig.

Selvom det er en meget grå dag i dag, hvor jeg skriver disse linjer, så er det den bedste tid, vi lever i. Den kan sagtens blive endnu bedre, og det gør den helt sikkert også, for mennesker har i sig en indbygget stræben mod det gode liv. Men tiden har ikke været bedre. Man har måske haft en mere markeret talje og kæbelinje i firserne. Men firserne var ikke en bedre tid. I firserne var der kold krig, og unge mennesker var mistrøstige og bange for atomkrig. Nej firserne var ikke noget at skive hjem om. Og når vi nu alligevel ingen tidsmaskine har og heldigvis for det, skal vi så ikke glæde os over nu.

Det går den rigtige vej i forhold til fattigdomsbekæmpelse og afskaffelse af børnearbejde, bekæmpelse af sygdomme osv. Men den fortælling er der jo ikke noget ved, hvis man er i hysteribranchen. Husker i nullerne, da udtrykket social massegrav igen blev hevet frem og støvet af. Social massegrav om det danske samfund! Hvad skal vi så kalde Burundi og Sydsudan? Hvorfor maler vi altid fanden på væggen og råber ulv, når vi ser en pekingeser? Det er så svært at tale om tingene i en atmosfære af hysteri.

Sidste sommer, som jo var bemærkelsesværdig varm og tør, lød dommedagsbasunerne, at nu var det slut. Enden var nær, og man kunne ligeså godt lægge sig til at dø. Evt. ved soltørring. Men mennesker har det med at finde løsninger i sidste øjeblik. Én svale gør ingen sommer, og en varm sommer ingen dommedag, ingen apokalypse, som jo i virkeligheden betyder åbenbaring. Så lad os holde øjnene klar til åbenbaringer, lad os finde løsninger for klodens frelse, for verden er værd at redde. Men den var ikke bedre i gamle dage. Og hvis den var, så er det fløjtende ligegyldigt, for de gamle dage er ovre. Vi må tage til takke med de nye dage. Den tid som er nu. Og i stedet for at argumentere for vores begrænsninger, så lad os tale vores fremskridt op. Så går det hurtigere med at skabe den bedste af alle verdener.