Hella Joof: »Kære Britta«

»Vi kan godt lide svindlere her i landet. Det er ikke nær det. Men de skal stjæle fra dem, vi ikke kan li'. De rige. De onde. Så er det helt okay«, skriver Hella Joof i et brev til Britta.

Foto: Isak Hoffmeyer

Kære Britta

Jeg sidder eftertænksomt og betragter billedet af dig. Det, hvor du forlader retssalen i Johannesburg. Jeg troede ikke, at vi tog billeder af sigtede i retssalen her i landet, men den regel gælder åbenbart kun, når vi er på dansk jord.

Du har mørkebrunt hår og en fin silkebluse med et kønt mønster. Du har tabt dig gevaldigt, dine kinder er indfaldne. Dit blik er udslukt, Lille Britta helt alene i verden. Og jeg kan mærke, at blodet løber til mit hjerte og fylder mig med medfølelse og irrationel solidaritet. For du ser så forladt ud. Og der er jo ingen, der er døde. Ingen børn, som ikke fik mad. Ingen murbrokker og krudtrøg. Bare nogle tal med minus foran.

Nu ved ingen af os, andre end dig, Britta, hvad der præcis er foregået. Og i Danmark er man jo heldigvis uskyldig, indtil andet er bevist. Selv om det nok ikke føles sådan lige nu. I mine øjne er du stadig uskyldig i at have nappet 111 millioner af statens penge, tænk, at det begreb overhovedet findes, statens penge! Og hvis det viser sig, at rygterne taler sandt, at det er dig, der har gjort det, så er der stadig en del formildende omstændigheder set herfra, hvor jeg  står og ser mig omkring til alle sider, som Skousen & Ingemann så smukt sang.

For, Britta, jeg tror godt, jeg forstår, hvad der er sket. Egentlig er det underligt, at den slags ting ikke sker oftere, for ifølge Uafhængighedserklæringen har alle mennesker ret til at stræbe efter lykken. The pursuit for happiness. Også selv om man er offentligt ansat. Jeg tror, at du har henslæbt år efter år i en af de dårligt ledede statslige styrelser, som man hellere vil have lavet en rodbehandling i en de bageste molarer end arbejde i. Uden bedøvelse. Jeg tror, du har set implementering af meningsløs lovgivning. Tildeling af tilskud og ydelser til projekter, som ingen som helst forskel gjorde for de implicerede. Og et stort HVORFOR har fundet vej til din hjerne.

Og det har vokset sig større og større, og til sidst er det blevet handlingskrævende. Og så, Britta, er det sikkert begyndt i det små, som de fleste ting gør. Og det har været nemt, og ingen har opdaget noget, og du har tænkt, som jeg også selv ville tænke: Det er åbenbart ikke nogens penge. Der er åbenbart ikke nogen, der savner dem, og hos mig ville de skabe enorm glæde. Og så er det pludselig blevet en vane, og den har været let at retfærdiggøre, lige inden du faldt i søvn. Britta, jeg håber du har nydt dit liv på første klasse.

At du har spist dejlig mad og drukket god vin. At solen har skinnet på dit ansigt. At du har været generøs og spredt glæde omkring dig. Det håber jeg virkelig, og, Britta, du skal vide, at de af pengene, som hidrører fra mine skatteindbetalinger, er dig vel undt. Jeg vil meget hellere have, at du har haft det sjovt og fyret den maks. af med de penge, end at de var løbet ud med badevandet på et eller andet ørkesløst projekt, som ingen i dag kan huske, som ingen har haft nytte af, og som primært var kommet i stand for projektmagernes skyld.

Så Britta ingen hard feelings herfra.

Til en anden gang, hvis der kommer en anden gang, eller hvis der er andre, som sidder med frimodige ideer om at lænse statskassen, så er her et par fif: Sørg for, det ikke er penge, som kan kobles med de socialt udsatte. Det ser bedre ud, hvis det er fra en kasse med vækstfremmende midler. For vækst kan vi ikke li'. Eller fra en kasse penge, som skal gå til det trængte landbrug. For landbruget kan vi heller ikke li'. Eller rib en kommune på solskinssiden, Gentofte eller Rudersdal.

Det vil blive hyldet af folkedybet. Hvis der skal svindles, så gå Olsen-Banden-vejen. Ifør dig i tanken et dobbeltradet stribet jakkesæt med brede ben med opslag, en cigarstump og en indre bowlerhat. Råb: hundehoveder, hængerøve, sagsbehandlere, socialdemokrater og »top op« med et Knagsted-citat: Statspensioneretoverbarnenumseømhedsfabrikant!

Sæt i gang. Gerne på en spektakulær måde, som involverer en rulle sytråd, et symfoniorkester og en pose flæskesvær.

For vi kan godt lide svindlere her i landet. Det er ikke nær det. Men de skal stjæle fra dem, vi ikke kan li'. De rige. De onde. Så er det helt okay. At det jo er forbundne kar, er en anden sag.

Det tager vi ikke så nøje. Det hele er jo alligevel statens penge enten nu eller i fremtiden. Alle penge tilhører i sidste ende staten. Så, Britta og alle jer andre, der går med lumske planer: I har min velsignelse.

For staten er os alle sammen. Det har jeg lært i folkeskolen. Du er staten, staten er dig, så altså, statens penge er dine penge. Du har i virkeligheden bare brugt dine egne penge, Britta. Namaste.