Hella Joof: Fej for egen dør

»Man kan ikke tale salvelsesfuldt om de tungeste byrder og de bredeste skuldre og køre den yngstes konfirmation over firmaet. Man kan ikke tale dunder om bæredygtighed og genbrug, mens man selv konstant køber nyt, nyt, nyt«, skriver Hella Joof.

Hella Joof, forfatter, instruktør og klummeskribent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Isak Hoffmeyer P0728-0221ENS

Der er partier for os alle. Partier, der mener, at vi skal deles om det hele. Altså økonomisk. For de rigtig vigtige markører for, hvordan ens liv bliver, kan man ikke deles om. Det er nemlig noget indvortes, som det er svært at skære i lige store stykker og dele ud. Vores intelligens, vores udseende, vores hudfarve, vores forældre, vores opdragelse. Vi kan selvfølgelig lade, som om det ikke er sådan. Men det bringer os ingen vegne. Og det bringer heller ikke mere lighed, som jo var den honnette ambition.

Og en vis lighed er i den grad værd at stræbe efter, for vi ved, at folk i samfund med alt for stor forskel på høj og lav har et lavere lykkeniveau og er mere paranoide end os, som tilhører Homo Scandinavicus. Det samme gør sig gældende i samfund, hvor målet er absolut lighed. Så meget har vi da lært af eksperimenterne med kommunisme og socialisme.

Der er også partier, der mener, at enhver er sin egen lykkes smed. At man alene selv bestemmer sin skæbne, og hvor langt man når i livet. Det er heller ikke sandt, for man bestemmer ikke selv, i hvilken familie man ender, eller jo måske gør man, men det er på et førfødselssjæleligt, spirituelt niveau, som man ikke kan huske, og så er vi lige vidt. Man bestemmer heller ikke sit køn eller sin intelligens eller sit udseende. Eller jo, noget bestemmer man. Man kan beslutte sig for at nå så langt, som ens intelligens og udseende tilsiger.

Men hvis man bliver født ind i en familie af indædt overvægtige, er det svært at sidde og nyde en skål råkost uden at blive mobbet og kaldt kostforagter. Det er heller ikke sikkert, at det er velset at insistere på at tage en uddannelse, hvis ens forældre er uddannelsesforskrækkede med foragt for de lærdes tyranni.

Og så er der partier, som mener, at vi skal passe bedre på jorden og skære ned på vores forbrug. Det er svært at være uenig i – næsten lige så svært som at skære ned på sit forbrug. Også for dem, der har stiftet partiet. Der er partier, som mener, at man ligger, som man har redt, og andre, der mener, at man ligger, som andre har redt. Og alle har lidt ret. For sandheden ligger et sted midtimellem. Ikke at den ligger på midten. Det kan man ikke altid være sikker på, og fløjpartier har tit fat i noget – ikke hele sandheden, men en flig af den.

»Men hvis man bliver født ind i en familie af indædt overvægtige, er det svært at sidde og nyde en skål råkost uden at blive mobbet og kaldt kostforagter. Det er heller ikke sikkert, at det er velset at insistere på at tage en uddannelse, hvis ens forældre er uddannelsesforskrækkede med foragt for de lærdes tyranni.«


Men jeg synes, vi mangler et parti. Det skal hedde Fej for egen dør-partiet, tænker jeg, eller Walk the Talk Party, hvis det skal være internationalt. Og lederne skal gå foran med et godt eksempel. For vi ved godt, at den eneste måde, hvorpå man kan lokke folk med på noget, er at gøre det selv. I gamle dage red officererne forrest.

Måske synes du, at det lyder lige lovlig luftigt. Men det behøver det slet ikke blive. Forestil dig politikere, som ikke ender i møgsager, fordi de bliver taget i at gøre noget andet end det, de prædiker for os andre:

»Kurt P., du har fløjet rundt om jorden ti gange i 2018. Hvad har du at sige til dit forsvar?«

»At det var nogle superdejlige ferier på Bali med familien, og resten var i embeds medfør, men til gengæld nogle virkelig frugtbare møder med skønne mennesker!«

»Men hvad med miljøet?«

»Ja, vi må håbe, det går, og ellers uddør vi, men planeten skal nok klare sig.«

»Tak!«

»Og dig, Hanne Vilks Mortensen, du har sat dine børn i privatskole. Hvad har du at sige til dit forsvar?«

»Det er en rigtig god skole, og den folkeskole, min særligt sensitive datter gik på, var lige til at lukke op og skide i.«

»Men hvad med problematikken i, at de ressourcestærke fravælger folkeskolen, og at vi derfor får et a-hold og et b-hold?«

»Ja, tja, bum, men det har vi jo i forvejen. Jeg gik til valg på, at folk må gøre, hvad de har lyst til.«

»Tak.«

Det bliver meget nemmere på den måde. Et parti med frontfigurer, der gør, hvad de siger. Og siger, hvad de gør. Så kan man ikke prædike høj moral og familiens ukrænkelighed og samtidig ligge og mase sekretæren på et hotelværelse, som man har bestilt iført falsk overskæg.

Man kan ikke tale salvelsesfuldt om de tungeste byrder og de bredeste skuldre og køre den yngstes konfirmation over firmaet. Man kan ikke tale dunder om bæredygtighed og genbrug, mens man selv konstant køber nyt, nyt, nyt. Og det kan man jo så bare lade være med. Men man kan udforme et partiprogram med nogle sigtelinjer om, at vi alle skal prøve at gøre os umage. Over for hinanden og verden. Gøre det attraktivt at prøve. Så godt vi kan. Og når den smutter, så er det, fordi vi er mennesker af kød og blod.

Med behov, som ikke altid er politisk korrekte. Så kan det være, at det ikke bliver helt så svært at være politiker. Eller menneske for den sags skyld.

Og måske kan det ovenikøbet kombineres.