Hella Joof: »Vi må indse, at der er nogen, der altid tager hele armen«

Man må gribe i egen barm og erkende, at man af og til fastholder folk som hjælpeløse for at få dækket sit eget behov for at være en gutter-m/k, skriver Hella Joof.

Dage med medgang, modgang og mirakler Fold sammen
Læs mere
Foto: Isak Hoffmeyer P0728-0221ENS

Jeg talte engang med en ung pige, som gerne ville være døvetolk. Hun var meget engageret og opsat på at hjælpe mennesker. Jeg fik en barnagtig troldsplint i øjet og spurgte, om hun helst ville være døvetolk eller have, at døvhed ved et trylleslag kunne kureres. Det kunne hun ikke svare på. Og det var også et tarveligt spørgsmål.

Det er dejligt at hjælpe, at føle sig som et godt menneske. Masser af dopamin. At købe »Hus Forbi« af en tandløs narkoman, som man efterhånden er kommet på god fod med. At købe økologisk sengetøj. At tage bussen til Bangkok. At tilbyde sin gang-plads (hvis man nu alligevel vurderede, at busturen til Bangkok ville opsluge hele ens ferie plus en del afspadsering) til en mor, som rejser alene med sine tre rædselsslagne børn, så de kan sidde sammen, selv om det henviser én til sædet ved siden af en overvægtig, svedende sexturist, som lugter af løg og mandelpropper.

At gøre noget for andre føles godt. At give en hånd med. At bidrage til andres lykke. At redde en ven ud af en knibe. At samle appelsiner op for en træt far, som tabte posen en sen eftermiddag i Rema, fordi han skulle hente den treårige ud af et tantrum.

Og evolutionsmæssigt er det hensigtsmæssigt i en flok, en klan eller et samfund, at vi hjælper hinanden. At vi ved, at der er nogen, der har vores ryg, når vi snubler og falder og roder os ud i noget snavs. Samtidig nytter det ikke noget, at vi helt overtager ansvaret for andre mennesker, hvis de er voksne, ved deres fulde, nej ædru, fem, og har stemmeret. For så glemmer de lige så stille at kunne selv.

Altså hviler der et stort ansvar på den gode kammerat, humanisten, spejderen, som står beredt og på spring for at gøre en god gerning, for at gi' en hånd med.

For nogle har det med at tage hele armen, og vi kender alle sammen nogen, som altid skal hjælpes. Og vi hjælper og hjælper, og pludselig kan de ikke engang synke deres eget spyt længere, fordi de har vænnet sig til, at vi andre synker det for dem.

De spørger, om vi vil hjælpe dem med at flytte til en lejlighed, som nogen har skaffet dem, og vi sukker ja, selv om det er en travl periode på jobbet, og vi egentlig godt kunne have brugt den søndag på noget rekreativt (læs: sex.) Og når vi møder op hos den flytteramte ven klokken otte med morgenbrød for 375 kroner og ringer på dørtelefonen, ligger vedkommende med tømmermænd, og vi ender med at blive lukket ind af en nabo.

»At være en født hjælper, kræver nogen, der har brug for hjælp«


Efter 20 minutters intens banken på bliver døren endelig åbnet på klem af den søvndrukne, bagstive ven, som har glemt alt om egen flytning. I en grad så der på gulvet ligger en stabel flyttekasser, som man går i gang med at samle og skærer en flænge i blommen på højre fuckfinger, mens man tænderskærende forbander sin egen manglende evne til at sætte grænser.

Vi er alle gode

Man bærer blødende de tunge møbler ned. Man smider ud efter Marie Kondo-principperne, stiller til storskrald, ringer efter forstærkning fra egne venner og bruger dermed sin egen flytte-goodwill på sin luddovne røvbanan af en snart eks-ven, som endnu engang slipper afsted med sin ladhed takket være den kæde af villige, altruistiske hænder, som står til hendes forkælede rådighed.

At være en født hjælper kræver nogen, der har brug for hjælp. Og man må gribe i egen barm og erkende, at man af og til fastholder folk som hjælpeløse for at få dækket sit eget behov for at være en gutter-m/k.

Vi falder i gang på gang og opdager pludselig med bagklogskabens klarsyn, at vi endnu engang har været kontraproduktive i vores iver efter af være gode. At vi virkeligheden støtter og fastholder folk i deres hjælpeløshed. Og det var jo ikke meningen. Så nu vender vi den skude. Det er svært. Det ved alle, der har prøvet at opdrage børn.

Konsekvens må der til, og det er vi ikke verdensmestre i her i landet. Vi er tryggest ved reformer med en lang indfasning. Og hvis vi endelig kan skabe enighed om en lille sød én, så er der altid nogen, der ryster på hånden, får ondt i konsekvensen og råber »aj, ikk' alligevel«, hvis den medfører, at nogen som helst må ændre adfærd/forbrug/livsstil/bopæl, hvilket jo er hele ideen med en reform.

Tanke: Er det i virkeligheden den ny brudflade? Mellem dem, der synes, at vi skal synke vores spyt selv, og dem, der mener, at det kommer an på...Nu hvor begreberne højre og venstre er gået fløjten og alle slås inde på midten, undtagen dem, der er så langt ud på fløjene, at de ender med at mødes på bagsiden. For vi gider ikke længere den tendentiøse opdeling i De Gode og De Onde, selv om den er en vogue mange steder.

For ingen af os er onde, og vi er alle sammen gode. Og så svært er det ikke med det spyt. Det er bare at synke. Og det sagde hun også i går.