Kan vi ikke aftale noget? Vi kan lave en forsøgsordning, og hvis den ikke duer, så afskaffer vi den igen. Og den behøver heller ikke køre mere end syv år. Og det behøver ikke at være en lov. Vi har i forvejen så meget overflødig lovgivning, som er svær at slippe af med igen. Vi kan bare lave en mundtlig aftale. Altså hvis nogen vil skrive den ned på papir, står det dem frit for selvfølgelig, eller hvis en kæk fulderik vil ha' det tatoveret på den ene balle, så fred være med det. Det vigtigste er, at der er en vis tilslutning i befolkningen. Vi behøver ikke alle sammen være enige, bare vi er nok. Hvis man vil skabe forandring, kræver det tit blot en håndfuld ildsjæle iført kærlighed med gode talegaver, tålmodighed og milde øjne, så skal I bare se løjer.
Er vi enige om præmissen? Godt, lad os komme i gang. Jeg foreslår, at vi fra nu af og de næste syv år glæder os, når det går os godt. Glæder os uden at skamme os. Råber hurra og kaster hatten op i luften og lader den ublandede glæde gennemstrømme brystet.
Er det noget nyt, tænker du. Ja, det er. For vi har vænnet os til at gå og putte med det, når vi har succes, i kærlighedslivet, på børsen eller på arbejdsmarkedet. Fordi vi er bange for den misundelse, det udløser. Det er også derfor, man som barnebarn af sin mormor fik at vide, at man ikke måtte smaske højt, fordi det, ifølge gammel overtro, tiltrækker onde øjne; man skal spise lydløst med lukket mund og tænke på dem, der intet har at spise. Og det er bedre at dukke nakken, hvis man har tjent en skilling, og lade som om, man bare har været heldig i stedet for dygtig. Folk, der modtager en velfortjent pris, står og træder sig over tæerne over, hvor ydmyge de er. Tænk, hvis en skuespiller med en Bodil i hånden råbte »Hurra! Tak fordi I har set, hvor god jeg er, jeg er selv super tilfreds med min indsats og det ku' ikke gøres bedre!«, så ville vedkommende ikke nå ud i taxaen, før hun var rullet i tjære og fjer.
