Han kunne intet gøre for at påvirke det lange og udmarvede sygdomsforløb. Eller til sidst forhindre, at det uundgåelige skete. Det var helt uden for hans kontrol.
»I dag er jeg måske blevet lidt bedre til at acceptere døden som et vilkår for livet,« siger Søren Svejstrup, der for nogle måneder siden mistede et nært familiemedlem.
»Det betyder ikke, at jeg har været uberørt, for jeg har grædt og været i dyb sorg, men samtidig har jeg prøvet at forholde mig til døden som noget mere konkret. Og her har de stoiske principper haft en betydning for mig. Ikke mindst princippet om at betragte døden som en naturlig del af livet.«
Han er en af de mange danskere, som i de senere år har søgt indsigt i og viden om nogle af de store eksistentielle spørgsmål hos de stoiske filosoffer, som for 2000 år siden guidede Romerrigets kejsere.
I nyere tid er stoicismen blevet kaldt for en selvudviklingsfilosofi, der bruges af mange som en retning og et kompas i livet, og 31. august får vi endnu mere stoicisme, når en ny bog med filosofiske overvejelser af den romerske statsmand, filosof og tragedieforfatter Lucius Annaeus Seneca udgives under titlen: »Om livets korthed. Om vrede. Om mildhed. Om sindsro.«
»Selvom menneskets ydre omstændigheder har forandret sig meget fra Romerrigets storhedstid til i dag, er vores sjælelige bekymringer tilsyneladende de samme,« hedder det i introduktionen til den kommende Seneca-udgivelse.
I forsøg på at gøre tabet af det nære familiemedlem mere begribeligt, har Søren Svejstrup været optaget af at tale om døden og sorgen med sine nærmeste. På den måde synes han, at accepten er blevet en smule lettere.
»Døden er uden for vores kontrol, men ved at sætte ord på og tale om den som noget naturligt, har jeg oplevet, at det blev lidt mindre hårdt. Vi skal have lov til at være kede af det og vise følelser, men vi må også handle os ud af modgang og komme videre herfra. Ingen af os undgår jo modgang.«
Følelserne må ikke overtage fornuften
Der afholdes stoiske konferencer og udgives populærfilosofiske bøger om stoicisme, også internationalt, og sidste år udkom den anmelderroste »Det hele handler ikke om dig – antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening« af journalisten og forfatteren Niels Overgaard.
Ifølge de gamle stoikere skal vi kende forskellen mellem det, vi kan kontrollere, og det, vi ikke kan kontrollere. Med et mål om at opnå mere sindsro og mere frihed. Sammen med en bevidsthed om, hvad vi tænker om de ting, der sker omkring os. Hvordan vi vælger at reagere mest fornuftigt og dermed undgår at lade vores følelser overtage styringen.
For stoikerne er fornuften overordnet følelserne.
»Er den stoiske løsning så, at man bare skal bide tænderne sammen?,« spørger Niels Overgaard i sin udgivelse fra 2020.
»Nej, dine følelser og impulser er input, du skal forholde dig til – ligesom alle mulige andre faktorer. Men du skal ikke lade dig styre af dem alene, for problemet med følelser og impulser er, at de ikke nødvendigvis vil dig det bedste.«
For Søren Svejstrup er der mange elementer i stoicismen, som han synes giver nogle svar på, hvordan han i dag kan leve et godt og balanceret liv. Meget af det, der indgår i stoicismen, er noget, han havde tænkt over i forvejen, siger han, men uden tidligere at have forbundet det med en egentlig filosofisk retning.
Han nævner de fire dyder i stoicismen: Mådehold, visdom, mod og retfærdighed. Dyder, som sagtens kan indgå i et moderne liv, mener han.
»Efter at jeg er begyndt at fokusere ekstra meget på det, der er i min egen kontrolsfære, har jeg oplevet en større følelse af frihed. Men det er jo også en frihed at vide, hvad man ikke kan kontrollere, og så prøve at acceptere det. I stoicismen er det nok noget af det enkleste og mest tilgængelige,« siger Søren Svejstrup, der er gift, far til en datter på tre år og arbejder som digital manager i virksomheden Clever.
Klimaet er uden for kontrol – og dog
Hvad Søren Svejstrup ikke kan tage fuld kontrol over, er de voldsomme klimaforandringer med global opvarmning og ekstreme vejrforhold i form af mere tørke, mere nedbør og flere hedebølger, som var nogle af konklusionerne i FNs klimarapport for nylig. Han indrømmer, at han har decideret klimaangst, og at de dystre realiteter påvirker ham dybt. Derfor spiller klimaet en stor og afgørende rolle i de beslutninger, han træffer. Vel at mærke de beslutninger, som han ved ligger inden for hans kontrolsfære.
»Jeg kan bestemme mig for ikke at arbejde i en virksomhed, hvor man blæser på klimaet og er ligeglade. Jeg har også indflydelse på mit forbrug i hverdagen. Hvor meget jeg forbruger, og hvordan jeg forbruger. Det er også helt op til mig selv, hvor jeg investerer mine penge, og hvem jeg køber aktier hos. Jeg investerer kun hos nogle, som jeg tror på kan være en løsning i forhold til klimaet. Så kan det godt være, at det ud fra fra et investeringsperspektiv ikke er den bedste beslutning, men for mig er det sekundært.«
På et tidspunkt valgte Søren Svejstrup at sige farvel til en karriere i en af landets største banker, da han sagde sit job op og fik et andet og dermed gik 35 procent ned i løn.
»Efter stadigt flere sager i banken, hvor mit etiske kompas blev udfordret, besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville arbejde i banken. Jeg kunne slet ikke finde mig selv i det. Kolleger sagde, at det ikke var vores ansvar, det, der var sket. Bagefter oplevede jeg en lettelse over, at jeg havde været i stand til tage fuld kontrol over min situation og sige op.«
I stedet begyndte han umiddelbart efter hos en startupvirksomhed, Tomorrow, der arbejder med datadrevet grøn omstilling. I dag er Søren Svejstrup ansat hos ladeoperatøren Clever, hvor han beskæftiger sig med den bæredygtige omstilling til elbiler. »Altid med klimaet og det hele menneske i centrum,« som han siger.
De gamle stoikere er lige hard core nok
Søren Svejstrup fremhæver, at et skærpet fokus på kontrol og ikke kontrol har bevirket, at han er blevet endnu mere bevidst om, hvad der er vigtigst.
»Jeg kan bedre slippe det, der ikke betyder så meget, og til gengæld være mere til stede i det, der betyder allermest, og som for mit vedkommende er min familie.«
Han ved, at der kommer ny modgang. Mennesker tæt på ham, som skal dø eller som bliver alvorligt syge eller andre krævende omstændigheder, han ikke har indflydelse på.
»Hver gang må man forsøge at se det som en mulighed for at lære nogle ting om sig selv. Hvordan man gerne vil leve sit liv, og hvad der er vigtigt.«
Han kender mange i 30-35 års alderen, som har »et enøjet fokus« på lange uddannelser og fine karrierer. »Men de glemmer desværre ambitionerne om et godt og lykkeligt liv hele vejen rundt,« mener han.
»Der er så meget, man skal og vil. Pludselig rammes man af et dødsfald i familien, der kan slå én ud af kurs. Og så kommer det uvilkårligt op: Hvad er vigtigst i den tid, jeg har? Her kunne de gamle stoikere noget. Også selvom jeg synes, at de er lige hard core nok i forhold til, at følelser ikke må fylde noget. Man må ikke lade følelserne styre, men skal bevare kontrollen, forholde sig rationel og være fornuftig. Der tænker jeg, at man godt kan lave en opgraderet version 2021, så vi i hvert fald gerne må udtrykke, når vi er kede af det.«
En del af vores kulturelle dna
Når så mange i dag har taget stoicismen til sig og også følger de gamle stoikeres råd via Instagram og andre sociale medier, er en forklaring ifølge filosoffen og terapeuten Anders Dræby, at vi grundlæggende har svært ved at orientere os i verden og mangler en retning.
»Stoicismen er simpel og kræver ikke så meget at sætte sig ind i som en dyb østlig tankegang. Den er vestlig og en del af vores kulturelle dna, med et fokus på fornuften,« siger Anders Dræby, der er ph.d. i eksistentiel terapi, cand. mag i idéhistorie og filosofi og forfatter til »Livskunsten. Filosofien om at vågne op til livet.«
»Der ligger noget i vores moderne kultur om, at alting skal være nyt. Det nyeste er det bedste. Sådan er det ikke nødvendigvis. Fordi vi har flyvemaskiner og computere, er det jo ikke sådan, at vi ved mere om livet i dag, end man gjorde for 2000 år siden. Tværtimod. Netop fordi vi har fået det her teknologiske fokus, har vi lidt mistet blikket for, hvordan man egentlig lever sin tilværelse.«
Anders Dræby er dog skeptisk over for, at man banaliserer stoicismen og tager den åndelige og eksistentielle del ud, »så det bare bliver en ny instrumentel selvoptimeringspraksis.«
»Folk, der tager stoicismen op i dag, har et meget stort fokus på, hvad de kan kontrollere, og hvad de ikke kan kontrollere, men uden at se det i den sammenhæng, som stoicismen egentlig var tænkt ind i, og som den blev formuleret af antikkens filosoffer, allerede længe før det romerske kejserrige. Oprindeligt handler stoicismen om måden at forstå universet på og om menneskets placering i universet.
I dag kommer vi meget let til at fokusere på, hvordan vi instrumentelt kan give slip på det, vi ikke kan kontrollere. Men noget af det, der var stort fokus på i den oprindelige stoicisme, var netop, hvad man ikke kan kontrollere – men forstået som en del af en sammenhæng, hvor man overgiver sig til noget, der er langt større end én selv.«
