Nathalie Ostrynski: Du får ikke nødvendigvis et lykkeligt liv af at arbejde 25 timer om ugen

Journalist og klummeskribent Nathalie Ostrynski Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Tal betyder alt i det moderne liv. Tag bare antallet af timer, du arbejder. Der er ikke noget som minutterne på kontoret eller arbejdspladsen, der kan sætte ild under en diskussion med dine venner og nære. Cifrene får også fordommene til at flyve op af de flestes lommer.

Nå, hun er nok sådan en egoistisk, kold karriererytter på 80 timer om ugen, der kun husker at smile, hvis det står skrevet ind i hendes kalender. Nå, han er nok sådan en vattet, blød type, fordi han går hver dag præcist klokken 15.30.

»Ja, hvor mange timer bruger du så på dit arbejde?,« lyder det nysgerrige spørgsmål igen og igen. Svaret får dig lynhurtigt til at lande i en kategori som alt fra luddoven til magtliderlig. Som om at 20, 37, 50 eller 70 er tal, der siger noget i sig selv.

I mine yngre, universitetsdage led jeg under den simple, naive overbevisning, at der var en sammenhæng mellem få timer på kontorstolen og et privatliv fyldt med en evig tilfredshedsfølelse. I takt med mine år på arbejdsmarkedet har jeg iagttaget mange menneskers forskellige udgaver af et arbejdsliv, der foregår parallelt med privatlivet, og det har efterladt mig lettere rundtosset i forhold til samfundsdebatten om work-life-balance. Virkeligheden har nemlig vist sig at være uhyre kompleks.

Smil på munden

Jeg har en veninde, der i en periode arbejdede få timer om ugen for at tage sig af de små, men alligevel blev bundhamrende ulykkelig i sit ægteskab og nærmede sig en skilsmisse, fordi dagene flød samme, og hun følte sig ubrugelig. Glæden kom først, da hun skiftede arbejdsgear. Jeg kender folk, der arbejder over 60 timer om ugen med en mørk knude i hjertet, fordi de kun går på arbejde for at få en løncheck. Omvendt har jeg en ven, der i chefjakkesæt tæsker rundt fra det ene møde til det andet, men går rundt med verdens største smil på munden og er den bedste far for sine unger.

Efterhånden har jeg lært, at tallet alene er uden betydning. Her er det faktisk følelserne, der tæller allermest i livets regnestykke. Den så eftertragtede mening med det hele kan ikke reduceres til tal. Alligevel gør vi det konstant, fordi debatten om vores arbejdsliv versus privatliv er blevet så hidsig, med fronterne trukket skarpt op.

Du er en god forælder, hvis du giver dine børn mere tid end computeren og mødekalenderen. Omvendt er du en forfærdelig forælder, hvis du ikke når hjem hver dag og putter dine børn eller kysser din elskede. Det er altsammen sandheder med voldsomt store modifikationer. Jeg skal hilse og sige, at man godt kan være en møgsur mor, selv om man henter sine børn klokken 14.30. Ligesom man kan være vanvittig glad på trods af en hjemkomst kl 22.

Jeg giver ikke meget for de der løftede øjenbryn over timerne. Hvad enten det er de rullende øjne fra andre mødre, fordi man arbejder sent to gange om ugen eller de rullende øjne fra chefen, fordi man i en periode går hjem præcist kl 16, skal det stoppe. Det moderne arbejdsliv burde ikke være en rigid firkant, hvor antallet af minutter foran arbejdsskærmen får andre til at dømme dig.