Den nævenyttige myte om work-life balance

Ledelse: Når vi taler om work-life balance, gør vi folk, der arbejder meget, forkerte og overser det virkelige problem for dem, der har stress, nemlig den manglende balance mellem ansvar og indflydelse på deres opgaver.

Problemet er ikke at arbejde meget, men at få tildelt mere ansvar end indflydelse, mener Christian Ørsted. Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

Hvordan går det med din work-life balance? Det er et nævenyttigt og irriterende spørgsmål. Det giver dårlig samvittighed, og uanset hvad du svarer, er der noget galt med dig:

Hvis du har stress, er det nu din egen skyld. Hvis du selv synes, det går godt, får du lige en løftet pegefinger for at gå for meget op i dit arbejde. Man er skakmat, inden samtalen er i gang, og kan forvente at høre en strøm af håbløse råd, der slår fast, at man skal arbejde mindre.

Hvis man har for mange arbejdstimer til at trives, skal man vel bare arbejde mindre? Nej, for så er timerne ofte et symptom på, at der er for meget arbejde, og det problem bliver ikke løst af, at man smutter tidligere hjem i jagten på »kvalitetstid«.

Det nytter ikke noget, når man så er irritabel, fordi man er bagud med alt og føler sig nødsaget til at tjekke mails på mobilen døgnet rundt.

Valget mellem at have et liv ud over arbejdet eller at yde store præsta­tioner er falsk, for problemet er en helt anden balance: Balancen mellem ansvar og indflydelse. Vi kan godt brænde for vores arbejde uden at brænde ud, men det kræver, at vores indflydelse står mål med de krav, der stilles.

Det betyder ikke nødvendigvis lave krav og kort arbejdstid.

Tværtimod er der mange af os, som arbejder, fordi vi ønsker at gøre en forskel og trives bedst, når kravene er høje.

Problemet opstår især, hvis opgaverne er uklare eller uforudsigelige. Når man hænger på ansvaret for et godt resultat, før man ved, hvad man har sagt ja til. Det kan man klare i en periode, hvis der er social støtte – fra ledelse, kolleger og hjemmefronten.

Men hvis kravene reelt er subjektive, skiftende og uklare, står man alene med problemet: Man ved aldrig, hvor mange ressourcer man har, og hvornår det, man laver, er godt nok.

Det gør arbejdsdagen til en gættekonkurrence, som kun kan vindes af perfektionister, som spilder deres egen og andres tid i en håbløs jagt på mål, der ikke har særlig værdi.

Problemet kan ikke løses ved at placere det alene hos den enkelte medarbejder, som opfordres til at sige fra eller at gå tidligere hjem.

At få ansvar og indflydelse til at harmonere er en fælles opgave, som i sidste ende skal forankres hos ledelsen.

Det er ikke tilstrækkeligt med workshops om work-life balance, sundhedsinitiativer og behandling til dem, der knækker sammen.

Det er ikke nok at behandle symptomer. Vi bliver nødt til at adressere årsagerne i fællesskab.

Det kan være sårbart, da medarbejdere kan frygte at miste interessante opgaver og karrieremuligheder. Det kræver mod og fagligt svære samtaler at fastsætte og revidere faglige standarder og mål ud fra det, vi opdager om ressourcer, kompetencer og modstridende prioriteter i løbet af den proces.

Når det sker, kan det give konflikter, fordi der er forskellige ønsker til, hvordan det gribes an. Forskellige forståelser af, hvem der har kompetencer. Hvem der ejer problemerne.

Derfor kan de kun løses i fællesskab. Når det sker, bliver vi mere innovative, laver færre fejl og kan tage fra arbejde med energi og overskud til resten af livet.