Der er én ting i livet, Svend Brinkmann fortryder: »Nogle gange er vi som mennesker for dårlige til at give op i tide«

Svend Brinkmann var kun seks år, da han mødte døden, kirken og spurgte, om Gud mon fandtes. Siden har han dedikeret sit liv til at forberede sig på døden, nære en skepsis overfor psykologien og takke skæbnen for, at han mødte sin hustru.

Svend Brinkmann fortæller om sit forhold til kærlighed, opvækst og liv og død. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilket barndomsminde står stærkest i din erindring?

»Da jeg var seks år og var på vej hjem fra skole, stod min mor og ventede på mig udenfor. Det gjorde hun ellers aldrig. Min farfar var død, fortalte hun. Det var min første erfaring med døden.

Jeg var med til bisættelsen og i kirken. Jeg ved jo som psykolog, at erindringer er upålidelige, så det, man husker, ofte er fortællingerne om erindringerne mere end erindringerne selv. Men derfor kan minderne alligevel få en vedvarende betydning for resten af livet.

Det er netop også de spørgsmål, jeg stillede mig selv som barn, der har dannet basis for min nye bog »Mit år med Gud«. Bogens anslag er alle de barnlige spørgsmål, der fyldte i mig – særligt spørgsmålet »findes Gud?«

Jeg var meget bevidst om, at det var det vigtigste spørgsmål overhovedet. For hvis han findes, så ændrer det jo alt, og jeg kunne ikke forstå, at det spørgsmål ikke optog alle omkring mig. Jeg er opvokset i et kulturkristent hjem, men Gud havde ingen daglig betydning.

Jeg bad en selv en aftenbøn, som jeg fandt på, men med årene fyldte kristendommen mindre og oplysningstidens skepsis mere.

Nu har jeg så undersøgt troens betydning. For den kan jo forvaltes i forskellige religiøse sammenhænge, men jeg kommer frem til, at man kan ikke leve uden tro. Og hvor jeg i mine andre bøger har taget udgangspunkt i den græske og romerske og stoiske arv, så jeg tager nu den idehistoriske tråd fra Jerusalem op i denne bog.«

Svend Brinkmann har blandt andet skrevet bøgerne »Vi er det liv, vi lever« og »Hvad er et menneske?«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lisbeth Holten (arkiv).

Hvilken betydning fik det konkrete møde med døden for dit senere liv?

»Helt konkret begyndte jeg at besøge min farmor i Aarhus og fik et tæt forhold til hende. Hun blev enke tidligt, og det hed sig, at jeg tog toget til Aarhus for, at hun kunne passe mig – men hun sagde selv, at jeg lige så meget passede hende. Men døden tænker jeg over dagligt. Og i går i særlig grad.

Jeg er blevet en af de midaldrende mænd i lycra, der er ude at cykle, og da jeg suser med afsted med 30-40 kilometer i timen, overhaler en bil i modsatte bane i voldsom fart over optrukne linjer og var millimeter fra at ramme mig. Jeg har aldrig været så tæt på at dø som i går.

Det rystede mig. Sokrates sagde, at filosofi er forberedelsen til at dø, og den tanke optager mig. Jeg har altid læst meget filosofi og litteratur om døden, og jeg har et forskningsprojekt, der kører på femte år om sorg.«

Men hvorfor dedikerer du dit liv til at undersøge døden?

»For at blive bedre til at leve. Jeg er ikke morbidt optaget af døden. Døden har ikke en værdi i sig selv, men den giver livet værdi, fordi vi ved, at vi kan miste det hele i morgen. Døden er en eksistentielt disciplinerede kraft, der gør, at vi som mennesker tager vores liv alvorligt.«

Hvad lærte livet dig i dine ungdomsår?

»Det lærte mig at blive et menneske. Det lærte mig, at verden er uretfærdig. Jeg er opvokset i en privilegeret kernefamilie, og jeg havde det nemt i skolen, men jeg blev tidligt bevidst om, at livets goder ikke er ligeligt fordelt.

Jeg var et nemt barn, der trivedes i mit eget selskab, og der var ikke rigtigt noget at gøre oprør imod. Jeg var ikke et oppositionelt barn, og sådan ser jeg heller ikke mig selv som voksen. Derfor forekommer det mig også pudsigt, når min bøger læses som kontroversielle.

For jeg tager jo bare gamle velafprøvede tænkninger op og peger på, at nutidens opskruede tempo og vores konstante higen efter selvoptimering er usund.

Nu har corona givet os en opbremsning, men mon ikke vi desværre vender tilbage til uvanerne igen. Da jeg skrev »Stå Fast«, fik jeg at vide, at det var mig, der var modsat og kontrær. Men jeg er jo bare gammeldags – det er alle de andre, der er modsatte.«

»Jeg er opvokset i en privilegeret kernefamilie, og jeg havde det nemt i skolen, men jeg blev tidligt bevidst om, at livets goder ikke er ligeligt fordelt,« fortæller Svend Brinkmann om sine ungdomsår. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen (arkiv).

Var skolen et fristed eller et fængsel?

»Skolen var bare skolen. Det var ikke noget, man stillede så mange spørgsmål til dengang.

I dag, hvor jeg er far til tre, oplever jeg, at vi tænker så meget over, om det er den rigtige skole, om børnene skal skifte skole, om klassesammensætningen fungerer, eller om man mon skal sende dem på privatskole. Jeg gik bare i en kommuneskole, klarede mig godt i timerne, var ikke specielt social eller god til sport, og jeg var meget sen til det med pigerne.

Jeg er efternøler ud af en flok på tre, og mine forældre slappede nok mere af med mig. Min bror er jurist som min far, og min søster arbejder i tøjbranchen, men da jeg ville læse et brødløst humanistisk fag, filosofi, var der ingen indvendinger hjemmefra.

Jeg nåede at læse to år på filosofi, og så skiftede jeg til psykologi, fordi man ikke måtte få to kandidatgrader, og pludselig frygtede jeg lidt for mit fremtidige arbejdsliv. Så det var et lidt kyllingeagtigt valg – at jeg gik professionsvejen. Min ambivalens overfor psykologistudiet har vist sig at være en styrke, for jeg formår at forholde mig ret kritisk overfor mit eget fag.«

Hvornår følte du dig voksen første gang?

»Da vi fik vores første søn i 2002. Vi var unge og havde hverken hus eller bil – vi tog en taxa hjem fra Skejby Sygehus, satte liften ned på gulvet, og tænkte 'Fuck! Nu kan vi ikke tilkalde en sygeplejerske eller få hjælp. Nu er det hele vores ansvar'. Dér begyndte voksenlivet.

En af mine kolleger skrev til mig: 'Tillykke med at du er blevet far – nu er meningen med dit liv sikret de næste 18 år'. Og det er jo helt rigtigt formuleret. I og med at man får det fulde ansvar for et andet menneskes liv, så får du en dyb mening givet.

Det har siden været en ledetråd for mig, at meningen med livet er knyttet til opgaver og pligter og ikke kun muligheder og lyst. Den eksistentielle mening ligger i at have ansvar for mere og andre end dig selv.«

»Hvis man kan fordybe sig, så kan man overleve,« siger Svend Brinkmann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix (arkiv).

Hvilken livslektie vender du oftest tilbage til?

»Jeg finder stor inspiration i mine samtaler med de gamle døde filosoffer. Selvom det er en envejskommunikation, så er den fantastisk givende.

Tænk, at man kan konsultere værker og læse tanker, der er flere tusinde år gamle. Men også visdom af nyere karakter. Løgstrup og Kierkegaard. Jeg har ikke et mantra eller en sentens, jeg lever efter, selvom der er masser at plukke af. Det er jo ikke svære eller uklare tekster.

Mennesker, der lader til at være højt begavede, kan skrive knudret og svært, mens dem, der faktisk er højt begavede, udtrykker sig klart og let. Det svarer lidt til de studentikose opgaver, man skriver de første år på universitetet, hvor man bruger en overdrevet mængde fremmedord og akademiserede termer. Men jo længere man kommer med studiet, jo lettere bliver det at skrive et almindeligt dansk.

Jeg kan se nu, at jeg først forstår mine tanker rigtigt, når jeg kan formidle dem enkelt og bredt.«

Hvilket minde lægger du gerne bag dig?

»I min bog »Vi er det liv, vi lever« interviewer jeg en 93-årig kvinde, Lili, der forelskede sig i en tysk soldat under besættelsen. Det har formet hele hendes liv, og alligevel siger hun, at hun ikke fortryder det, for det er blevet en del af det liv, hun lever. Jeg har det på samme måde.

Ubehagelige oplevelser, sorg og modstand er jo det, der har gjort mig til den, jeg er. Men hvis jeg fortryder noget, så er det måske, at jeg efter gymnasiet rejste til Vallonien i Belgien, hvor jeg arbejdede som ufaglært fabriksarbejder ved en stor pressemaskine, der lavede gulvriste. Ideen var, at jeg skulle lære fransk. Det gjorde jeg dog ikke så meget. Jeg knoklede bare, savnede min kæreste og glædede mig til at komme hjem. Det var en svær tid, men jeg ville ikke give op.

Endelig opgav jeg efter ni måneder, rejste hjem og blev medhjælper i en børnehave. Det lærte mig, at indimellem skal man give op. Jeg så et rammende meme for nylig, hvor der stod: If you give up early it might save you years of wasted effort. Nogle gange er vi som mennesker for dårlige til at give op i tide.«

Hvad har vist sig at være den mest lykkebringende omstændighed i dit liv?

»At jeg mødte min kone. Det er jo et lykketræf, og det er til at blive skør i hovedet af at tænke på, hvor tilfældigt det møde var. Hvad nu hvis jeg ikke havde mødt hende til den fest?

Vi har bygget et helt liv op og har tre børn sammen, men jeg kunne lige så vel ikke have mødt hende. Det er jo en gave, jeg helt uforvarende har modtaget. Det skriver jeg også om i min nye bog. Hvad stiller man op med såvel de gaver som den modgang i livet, vi ikke selv er herre over? Der må vi rette vores tak til noget udenfor os selv.

Jeg valgte jo ikke at møde min kone – jeg mødte hende bare. Det græske skæbnebegreb »Tyché« fylder alt for lidt i vores tænkning i dag. Vi har mistet sansen for skæbne og tilfælde, og vi tror, at alt i tilværelsen handler om valg og optimering. Men så snubler vi i livet, fejler, bliver syge eller mister nogen. Og det bliver jo en umuligt tung byrde, hvis vi er skyld i det hele selv.

Det er et kæmpe tabu i dag, at være »offer«, og man må endelig ikke trække offerkortet. Men vi er jo eksistentielle ofre, og derfor er det så vigtigt, at vi som mennesker hjælper hinanden, for vi er ikke altid selv skyld i vores egen ulykke. Vi skal kunne tale om, at vi også kan være ofre for omstændigheder, der ligger udenfor os selv.«

Hvilken livslære vil du gerne give videre til den kommende generation?

»Marianne Jelved sagde engang, at 'det vigtigste er, at børn interesserer sig for noget'. Det er så enkelt og så vigtigt. Jeg vil gerne fejre nørden. Livet bliver aldrig kedeligt, hvis man oprigtigt interesserer sig for noget. Og det er næsten ligegyldigt hvad, bare det er noget andet end dig selv. Star Wars, fodbold eller et håndværk – det behøver ikke være elitært. Når livet er svært, er det afgørende at have noget, der altid er interessant. Hvis man kan fordybe sig, så kan man overleve.«