Danskernes sorgkultur er i forandring: »Der er en udvikling, som især har været tydelig de sidste fem år«

Danskernes sorgkultur er i forandring. Vi går aktivt ind i sorgen, bearbejder den og accepterer ikke længere en enkestand, der tidligere ofte varede livet ud.

At vi har udviklet strategier gennem et langt liv til at tage nogle af de knubs, tilværelsen også byder os, har ingen betydning, når det handler om sorg og om at miste en ægtefælle. Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

Engang var det at miste en ægtefælle i en sen alder lig med evig enkestand og en sorg, der potentielt kunne vare resten af livet. Men i takt med at vi lever længere, og antallet af ældre i samfundet vokser, er ældre danskere blevet bedre til at gå i kødet på sorgen og komme ud på den anden side, hvor de tager hul på et nyt liv.

Ifølge cand.psych. og sorgforsker Mai-Britt Guldin, Århus Universitet, er vores sorgkultur i forandring.

»Der er en udvikling, som især har været tydelig de sidste fem år. I takt med at der forskes mere systematisk i sorgreaktioner, er der kommet en øget viden og mere samfundsdebat,« siger hun.

Ifølge Mai-Britt Guldin er det både vores indstilling og vores muligheder for at komme videre efter at have mistet en ægtefælle, der har ændret sig.

»Vi taler mere om sorg og død end for bare ti år siden, og når tabuer bliver brudt, sker der ofte en udvikling. På de sociale medier er der banet en vej, hvor man forholder sig til sorg. Hvad gør vi, når vi mister nogen? Der er kommet flere støttende tilbud og tiltag til sørgende, ligesom der på internettet i dag er mindesider om sorg og savn. De professionelle, der arbejder med sorg, er også blevet dygtigere, så samlet set er der virkelig blevet skubbet til nogle ting de senere år.«

Mai-Britt Guldin peger også på, at flere skaber ritualer, når ægtefællen dør, hvor de tænder lys, går til mindegudstjenester og taler med andre. Sorgen er blevet mere udadvendt og kollektiv.

»Forskningen viser, er der er nogle generelle aspekter, som går igen i sorgprocessen. Men sorgreaktionen er stadig tæt forbundet med individ og identitet. Det har stor betydning, om man for eksempel gerne vil tale om tabet.«

Flere ældre danskere

Der er blevet knapt 300.000 flere danskere over 65 år de seneste 10 år, og det tal kommer kun til at stige. Ifølge Danmarks Statistik er 12 procent af mændene i den aldersgruppe enkemænd, mens det gælder for cirka 32 procent af kvinderne, som gennemsnitligt lever længere. Mange af dem, der mister deres partner, vælger at blive gift igen. En undersøgelse, som organisationen Faglige Seniorer har lavet, viser, at ægteskaber blandt folk over 60 år, er steget med 43 procent på 10 år.

For stadig flere udgør tiden efter 65 år nu en tredjedel af livet. Middel-levetiden er i dag ifølge Danmarks Statistik 83 år for kvinder og 79 år for mænd. Til sammenligning kunne kvinder i slutningen af 1980erne forvente at blive 78 år, mens mændene i gennemsnit blev 72 år.

»Helt generelt er ældre mennesker gode til at håndtere aldersrelaterede belastninger og tab, og de fleste trives fint. Men det har stor betydning at få talt tingene igennem med ægtefællen og forberede sig i den sidste tid. Allerede der påbegyndes arbejdet med at skabe et liv efter tabet. Og mange ældre er gode til at tage aktivt fat om egen skæbne, når de bliver alene. De handler. For eksempel flytter de eller tager initiativer til at starte et nyt liv. Jo mere man kan tage kontrollen, jo bedre. Når det er sagt, er det vigtigt, at der også bliver plads til det naturlige sorgarbejde. Man kan ikke handle sorgen væk, men man kan mindske risikoen for at ende i langvarig kompliceret sorg«, siger Lars Larsen, professor på Århus Universitet og leder af Center for Livskvalitet, der forsker i ældres trivsel og mistrivsel.

Han understreger dog, at sorgen ikke er blevet mindre, men at håndteringen af den er afgørende for dens langsigtede konsekvenser.

»At miste et andet menneske er en af de største belastninger i løbet af et liv, uanset alder, « konstaterer han.

Fyldte kirkerum

Et af de steder, flere søger hen for at arbejde aktivt med sorgen, er Folkekirken. Alene i Københavns Stift findes der omkring 30 kirkelige sorggrupper, og tallet er steget støt, siden de første grupper blev stablet på benene for ti år siden. Langt flere end tidligere samles også på kirkebænkene på Allehelgensaften den første søndag i november, hvor de mindes én, de har mistet og tænder stearinlys for den døde. I nogle kirker blive navnene på dem, der er døde i årets løb, læst op.

»Det er en mulighed for at sige farvel en gang til,« siger sognepræst Helene Reingaard Neumann, Messiaskirken i Charlottenlund.

Sorg gør mindst lige så ondt, når man er ældre og føles mindst lige så stærkt, som når man er ung, siger forsker Lars Larsen om at miste en ægtefælle. Fold sammen
Læs mere

»Når jeg har talt med mennesker i sorg, har jeg ofte sagt til dem, at de minder, vi har om dem, vi har mistet, er de dødes liv. Det kan der være noget meget trøstende i. Sorg er en meget stærk følelse at være sammen om, uden at man behøver fortælle om sit tab af et andet menneske. I kirken kan man være stille i et rum af eftertænksomhed.«

Fra sit virke som præst ved Helene Reingaard Neumann, at der ikke er noget regelsæt, når det gælder sorg. Hun oplever at mange, der normalt ikke har deres gang i kirken netop søger præsten, når de har mistet en nær relation. Både fra sig selv og fra de mennesker, hun møder, ved Helene Reingaard Neumann, at der er en nogenlunde ens rytme i sorgen, også selv om sorgen opleves meget forskelligt.

»I begyndelsen går alarmberedskabet i gang. Man kan været nogenlunde okay, for der er meget praktisk, der skal klares i tiden umiddelbart efter. Når der typisk er gået seks måneder, skulle alt igen være såkaldt »normalt«. Men det er netop på det tidspunkt, det kan være rigtig svært, fordi andre tror, man er klar igen. Det er man sjældent, for man har mistet sit livsgrundlag, og der skal nye vinkler på tilværelsen,« siger Helene Reingaard Neumann og slutter:

»Det er en ny livsglæde, som skal findes frem, og det kræver arbejde og tid.«