Mads blev stormende forelsket i en ny kvinde, mens han stadig sørgede over sin afdøde hustru

Han kunne ikke længere bo i lejligheden på den måde, han havde gjort, mens Suzanne levede. For lejligheden døde sammen med hende. Det hjem, som i 22 år havde været rammen om deres fælles liv, hørte nu fortiden til. Det nyttede ikke at blive ved med at kæmpe for at holde fast i det, der havde været.

Kultursociologen og forfatteren Mads Christoffersen indkaldte børn, svigerbørn og børnebørn, så de kunne være med til at smide ud og ommøblere. Det blev et afgørende vendepunkt i den sorg, som efterhånden var ved at udmarve ham fuldstændigt og som betød, at Suzannes død blev et uundgåeligt opgør med de helt store eksistentielle spørgsmål. Inklusive noget så »småt«, som en ny følelse af væmmelse og ubehag ved at se TV. Mens han sad stille og gloede på en skærm med ligegyldigheder, strøg livet lige forbi ham for fuld udblæsning. Tiden krævede kontant afregning mere end nogensinde, og fjernsynet var blevet tidsspilde.

»Jeg fik det sådan: Giv den gas, Mads. Gør det, du har lyst til. Det er dit liv nu, Suzanne får du ikke tilbage.«

Men det var først måneder senere, at han blev i stand til at tænke sådan. I tiden efter begravelsen havde Mads Christoffersen været bange for, at Suzanne skulle forsvinde for ham. At alt det, de havde haft sammen, skulle forsvinde, derfor skulle der ikke røres ved noget i lejligheden. Han ville stadig kunne mærke den kvinde, som havde været det vigtigste menneske i hans liv.

»Men det var, som om to kontinentalplader havde forskubbet sig, så jeg ikke længere stod på det samme, velkendte fundament. Jeg var nødt til at sige: »Det her var mit gamle liv, og det her er mit nye liv,« forklarer Mads Christoffersen, 71.

Sagde sit job op og flyttede i ny lejlighed

Han tog sig sammen og begyndte fra en ende af. Samlede alt tøj, alle sko, al kosmetik, alt, hvad der havde været hendes brugsting. Pakkede det i en kuffert og sorte poser og satte det i skuret. Møblerne blev placeret på en ny måde. Tilsammen skabte det et nyt mentalt rum, efter han havde mistet sin livsledsager, forfatteren og feministen Suzanne Giese, som døde af kræft 66 år gammel.

»Det blev en konfrontation med en sorg, som var langt voldsommere, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Det var et ubærligt tab,« siger han.

Selv om familien var stor, vennerne mange, og alle gerne ville støtte, var der alligevel en ensomhed, han havde svært ved at forklare, og som han ikke kunne give andre adgang til. Han følte sig tvunget til at foretage sig noget drastisk af frygt for, at han ville sygne hen.

Mads Christoffersen sagde sit job op og konkluderede, at det ikke var tilstrækkeligt at flytte om på møblerne og skaffe sig af med Suzannes ting. Lejligheden var stadig død, derfor flyttede han fra det sted, hvor de gennem så mange år havde boet med deres fem sammenbragte børn. Det kom også til et skift i hans relationer. De venner, der ikke kunne rumme hans sorg og syntes, han var mere forandret end forventet, kunne han ikke længere have den samme relation til.

»Jeg havde fået nye og andre værdier og var i den grad blevet konfronteret med, hvor uendelig kort livet er. Opfyldt af et stærkt behov for ikke at spilde tiden og de år, jeg selv måtte have tilbage, traf jeg nogle valg. Smerten over tabet er der stadig den dag i dag. Den forsvinder ikke, men det er, som om den tynde hud omkring såret er blevet tykkere.«

Satte sig ned i bilen og græd højt

Da Berlingske fanger Mads Christoffersen, efter at have aftalt et interview over telefonen, befinder han sig i byen Charlotte Amalie på Sankt Thomas i Vestindien. Her er han i øjeblikket i gang med research til den bog, han vil skrive om sin farfar, og som handler om farfarens tid som underkanoner i marinen – meget af tiden på De Vestindiske Øer.

»Gennem årene har jeg skrevet en del akademiske tekster, som kun få gad at læse, hvis de blev tvunget til det. I den proces, hvor jeg endevendte hele mit liv efter Suzannes død, besluttede jeg ikke alene at sige mit faste job op, jeg ville også begynde at skrive bøger, som folk forhåbentlig ville læse af lyst, og som jeg ikke mindst selv syntes ville være interessante at skrive. Min farfar havde efterladt sig en håndskrevet bog fra sin ungdom, og det er den, som nu er udgangspunkt for researchen,« forklarer Mads Christoffersen.

Han har fået gnisten tilbage. Ikke at den på noget tidspunkt har været slukket, for selv i de mørkeste perioder vidste han, at han altid ville have viljen og lysten til livet, han kendte bare ikke vejen og retningen. I dag lever han sammen med DR-journalisten Eva-Marie Møller, som han også skriver bøger med, og som er med på rejsen til Vestindien.

»Selvfølgelig er der en stor sorg forbundet med at miste, og sorg er noget meget individuelt, men jeg tror, det er vigtigt ikke at dyrke sorgen, uanset hvor vanskeligt det kan være. Døden er et vilkår, man desværre må affinde sig med på en brutal måde.«

Han husker stadig, når sorgen blev uudholdelig. Når han ikke anede, hvor han skulle gøre af sig selv. I tiden efter Suzannes død gik han og kiggede ned i fortovet. Orkede ikke at møde verden eller støde ind i mennesker, der enten ikke var klar over, at Suzanne var død eller ikke anede, hvad de skulle sige, når de stod ansigt til ansigt med ham.

»Nogle gange kunne jeg finde på at sætte mig ind i min bil og bare køre, mens jeg græd højt,« husker han.

Bilen blev et lille lukket rum, hvor han samtidig følte, han var i bevægelse. Et forsøg på at dulme smerten. Her kunne han hulke, uden at blive forskrækket over sig selv, som når han ellers befandt sig alene oppe i lejligheden og mærkede gråden som en krampelignende tilstand.

»Jeg er almindeligvis en mand i fuld kontrol, men sorgen gjorde, at jeg søgte en form for forløsning, dog uden at det hjalp. Siden har jeg talt med andre mænd, der har mistet deres kæreste eller kone, og de har gjort det samme: kørt af sted i bilen, hvor de har siddet og grædt højlydt. Når det regnede, og vinduesviskerne susede hen over bilruden, kunne jeg give mig til at tude endnu højere og næsten få lyst til at skrige.«

Møder ny kæreste kort efter

På et tidspunkt midt i sin sorg opsøgte Mads Christoffersen andre mænd, han kendte ude i periferien, og som han vidste havde mistet deres kone eller kæreste inden for de seneste år.

»Jeg talte med dem, og det hjalp mig mere, end jeg havde forestillet mig. For nogle af mændene var det fire-fem år siden, de havde mistet deres kone, og jeg kunne se, at de havde fundet tilbage til glæden ved livet igen. Flere havde endda mødt en ny kæreste. Jeg spejlede mig i de mænd og oplevede, at det var muligt at fortsætte et liv med indhold og glæde.«

Men noget af det, som Mads Christoffersen undrede sig over var, at nogle af mændene relativt kort tid efter deres kones kræftsygdom og død havde indledt et nyt forhold.

»Jeg spurgte mig selv: Hvordan kan de det? Efterfølgende gav jeg mig til at tænke over det og nåede frem til, at sorg er universel, men at sorg i den sociale kontekst er meget forskellig mellem de to køn. Vi befinder os i to forskellige emotionelle rum, og for mange mænd er deres kone den eneste emotionelle kontakt, de har haft. Måske har de været i nogle træningsfællesskaber eller andre netværk, hvor politik, samfund og økonomi har fyldt meget. Men det er ikke typiske fora, hvor man er emotionel.

Ifølge Mads Christoffersen har kvinder veninde-netværk, som er designet til at håndtere sorg og andre emotionelle oplæg og livskriser.

»Her findes en naturlig måde at tale om sorg og bearbejde sorg på. Mænd har ofte ikke et rum, hvor de kan udtrykke deres sorg på samme måde. Når deres kone dør, mister de den eneste dybe relation, de har, så ved at møde en ny kvinde, bygger de så at sige oven på det, de kender i forvejen. Det kan være en forklaring på, hvorfor nogle mænd finder ind i et forhold relativt hurtigt efter, de er blevet alene.«

For Mads Christoffersen gik der godt et halvt år efter Suzannes død, før han blev overmandet af kærligheden til den kvinde, han i dag lever sammen med.

»Jeg blev fuldstændigt overrumplet og var helt uforberedt, da jeg mødte en af Suzannes veninder, i øvrigt en god ven af os begge. Vi havde rejst sammen alle tre, og der havde aldrig været antydningen af noget erotisk mellem veninden og mig. Men da jeg mødte hende igen – hun havde lige gennemgået en skilsmisse, mens jeg jo havde mistet Suzanne – kom det totalt bag på mig, at jeg både kunne være i en kanondyb sorg og samtidig blive stormende forelsket. Det ene udelukker ikke det andet, og der er ingen modsætninger mellem sorg og kærlighed, sådan som jeg har oplevet det. Jeg har mærket savnet og sorgen over Suzanne, men samtidig forelsket mig i en anden kvinde.«

Ifølge Mads Christoffersen er han dog ikke sikker på, at deres forhold havde holdt, hvis ikke hans nuværende kæreste havde kendt Suzanne så godt. Det har aldrig været et tabu at tale om hende, tværtimod. Til gengæld havde børnene i ret forskellige grader svært ved at acceptere, at han kun et halvt år efter indledte et forhold.

»Jeg måtte sige til både dem og mig selv: Det er mit liv, og Suzanne kommer ikke tilbage, men vi fik 26 fantastiske år sammen.«