Han åbner vores øjne for autofiktionens magi

Udforskningen af feltet mellem fiktion og virkelighed er blevet et livsprojekt for litteraturforskeren Poul Behrendt, der 18. maj fylder 75 år.

Poul Behrendt er bl.a. blevet kendt for sit begreb dobbeltkontrakten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

I dag kender snart sagt alle og enhver til begrebet autofiktion. Ikke mindst takket være Karl Ove Knausgård og hans 3.600 sider lange roman med udgangspunkt i hans eget liv.

Men længe før hele verden diskuterede, hvad der var op og ned i »Min Kamp«, som den norske forfatters seksbindsværk jo hedder, hvad der var sandt og ikke var, hvordan det mon gik med hans psykisk syge kone, og hvor langt man i det hele taget kunne tillade sig at gå i beskrivelsen af virkelige personer, ja da forskede den danske litterat Poul Behrendt i feltet.

Gennem fire årtier har han med sit arbejde på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og det forfatterskab, det har resulteret i, udfordret grænserne mellem virkelighed og fiktion.

Tag bare »Djævlepagten« (1995), tobindsværket om Thorkild Hansen og hans tilsyneladende autentiske dagbøger, som Behrendt efter fem års forskning viste var fiktionaliserede dokumenter, dagbogsforklædte erindringer først afsluttet et år før forfatterens død. Med andre ord en slags autofiktion.

Det var også med den bog, at kimen til et centralt begreb, når det gælder Poul Behrendt, blev lagt – dobbeltkontrakten, som også skulle blive titlen på hans bog nogle år senere, i 2006.

»De senere år har det – selvfølgelig, fristes man til at sige – været Knausgård og forfattere, der er fulgt i hans kølvand – eksempelvis Linn Ullmann, Vigdis Hjorth og Delphine de Vigan – der har været genstand for Poul Behrendts forskning«


Begrebet handler om de to kontrakter, læsere af litteratur indgår med værket – nemlig at alt, der står på siderne i en roman, er fiktion og på den anden side kontrakten om, at historien er sand. Eller som Behrendt skriver i sin nyeste bog, »Fra skyggerne af det vi ved«, går dobbeltkontrakten ikke bare ud på at føre en romans læsere bag lyset. »Den går til syvende og sidst ud på at få dem til at se det – altså lyset. Bare ikke inden for romanens umiddelbare rammer.«

Den magiske tiltrækning

De senere år har det – selvfølgelig, fristes man til at sige – været Knausgård og forfattere, der er fulgt i hans kølvand – eksempelvis Linn Ullmann, Vigdis Hjorth og Delphine de Vigan – der har været genstand for Poul Behrendts forskning. Et arbejde, der i april blev samlet i »Fra skyggerne af det vi ved – Kunst som virkelighedsproduktion«.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech.

Her fortæller Poul Behrendt også om sit forbehold over for begrebet autofiktion, som han ikke mener er dækkende. Og om hvorfor han, der kun er en måned yngre end Karl Ove Knausgårds far, så sent i livet lod sig indtage af »Min kamp« som en begivenhed ikke bare i nutidens, men også i sin egen tilværelse.

Om Knausgårds magiske tiltrækning generelt sagde Poul Behrendt i et interview her i avisen i forbindelse med udgivelsen:

»Læserne tror, at hver gang han siger »jeg«, er det forfatteren, der taler og tænker. Det er det næsten aldrig. Det er hver gang »forfatterkarakteren«. Det vil sige »Karl Ove« som 8-årig, som 15-årig eller 30-årig, der ytrer sig, og som er den, der rammes af skam. Altså en slags fiktion. Magien skyldes en teknik, der blev opfundet af Flaubert for halvandet hundrede år siden, men aldrig før er brugt på den måde, Knausgård gør det. Ingen aner, hvordan de kan blive ved at læse og læse 3.600 sider, hvor der over lange passager næsten intet sker.«

Det er den slags magi, Poul Behrendt med sin forskning gennem fire årtier har åbnet læsernes øjne for.