»Min far og jeg fik en idé. Vi skulle skrive en bog sammen om at blive gammel. Jeg skulle stille spørgsmålene, og han skulle svare. Vi blev vildt entusiastiske og begyndte at lægge planer. Det er meget morsommere at planlægge noget end rent faktisk at gøre det, så vi planlagde og planlagde. Hvad skulle bogen hedde, og hvordan skulle den være? Skulle vi tage på bogturné bagefter?
Men så gik tiden, og da vi endelig satte os ned med en båndoptager mellem os, måtte vi droppe alle planer. Min far var så fanget af glemslen, at vi var et sted, vi aldrig havde været før. Alle vores møder havde haft strenge regler, trygge rammer, vi vidste, hvornår vi skulle begynde, og hvordan vi skulle slutte. Det var en lille verden, som var ordnet. Den var ikke uforudsigelig. Men nu var den pludselig uforudsigelig. Det, jeg så som det uvirkelige, var ikke længere uvirkeligt for ham. Virkelighed og drøm gik ind og ud af hinanden. Han sagde engang da jeg besøgte ham på Fårö: »Når du går, er jeg ikke sikker på, at jeg kommer til at vide med sikkerhed, at du har været her. Sådan var det blevet. Vi måtte ud på et helt andet hav og prøve at navigere i denne flydende verden. Prøve at finde et helt nyt sprog.
