I år er det ti år siden, Karl Ove Knausgård udgav første bind i »Min kamp«. Det seks bind store selvbiografiske værk på over tre tusind sider, der skulle blive årtiets mest omdiskuterede roman og den nordiske bog, der er nået længst ud i verden i nyere tid; rost til skyerne af anmeldere verden over, forsøgt stoppet af familiemedlemmer, der kaldte den judas-litteratur og kritiseret af prominente forfatterkolleger som Jan Kjærstad.
Det er 10 år siden, kvinder begyndte at forelske sig i den mystiske nordmand og mænd begyndte at opføre sig, som om de endelig havde fået en ven, der forstod dem, som én skrev dengang.