Det er ikke narcissisme og navlepilleri, men magi: Derfor orker folk læse 3.600 sider om Knausgård

Poul Behrendt har skrevet en stor bog om årtiets mest markante litterære strømning - de selvbiografiske romaner. Vi har bedt litteraturforskeren gøre status. Hvor kom bølgen fra, er den ved at være forbi, og hvad har den gjort ved måden, vi læser på? Er vi fx ved at miste evnen til at forstå fiktion som andet end et spejl af forfatterens eget liv?

Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanværk »Min kamp« har gjort den norske forfatter til en af vor tids største litterære stjerner. Men selvom mange forbinder ham med begrebet autofiktion, er det ikke det, han skriver, mener litteraten Poul Behrendt. Claus Bech

I år er det ti år siden, Karl Ove Knausgård udgav første bind i »Min kamp«. Det seks bind store selvbiografiske værk på over tre tusind sider, der skulle blive årtiets mest omdiskuterede roman og den nordiske bog, der er nået længst ud i verden i nyere tid; rost til skyerne af anmeldere verden over, forsøgt stoppet af familiemedlemmer, der kaldte den judas-litteratur og kritiseret af prominente forfatterkolleger som Jan Kjærstad.

Det er 10 år siden, kvinder begyndte at forelske sig i den mystiske nordmand og mænd begyndte at opføre sig, som om de endelig havde fået en ven, der forstod dem, som én skrev dengang.