Den er ikke for sarte sjæle, Husets Teaters lille mørke forestilling »Det store stilehæfte«, der er bygget over den ungarskfødte romanforfatter Agota Kristofs lille begsorte roman af samme navn.
Når lyset går op på den sorte, skrånende scene, står de foran os. Længe uden at sige noget. Med strikhuer og hættetrøjer og armene ned langs siden. De to brødre, som ordene snart vælder fra, når de fortæller historien om sig selv og den verden, de lever i. Fortællingen om at gøre sig selv hård, følelseskold og uimodtagelig for smerte i de ubønhørlige omgivelser, de hurtigt tager bestik af og tilpasser sig. Opholdet hos deres afstumpede bedstemor i en lille provinsflække midt under den verdenskrig, der præger billedet.
De kyniske brutale oplevelser, drengene udsættes for – og udsætter andre for i deres krumspring for at overleve – er på en og samme tid en barsk parabel over et udhungret Østeuropas skæbne – først besat, siden delt midtover. Men den er også en mørktonet, rå skildring af undertrykt menneskelig eksistens på et absolut minimumsplan – dernede, hvor kun de barske løjer råder. Chokerende og ubehagelig i sin usminkede brutalitet.
Følelsesforladt
»Det store stilehæfte« forlader sig i den grad på skuespillernes stemmers kraft som medier for den stramme, usminkede prosa, der hverken rummer meget håb eller tilgivelse. Det er naturligvis en fornøjelse at se – og høre – Jens Albinus og Olaf Johannessen på en scene: mesterklassens bedste drenge. Sammen. Den ene begynder, hvor den anden holder op. Længe taler de med én mund, i kor, tvillingesjæle, men oftest med Johannesen som den, der sætter tempoet, mens Albinus følger trop.
Med stemmernes nærmest messende kraft gengiver de den knaldhårde, følelsesforladte tekst – linje for linje af den grumme historie. Og de får fortalt hele scener, så man ser det lyslevende for sig: Det, brødrene udsættes for, ser vi i deres smertefulde blikke, opdager i skuespillernes furede drengeansigter, fornemmer i deres stemmers fint malende evner. Rytmisk møder de historiens kværnende ubønhørlighed og den menneskelighed, der er sat ud af kraft, med fornemt doseret indestængt vrede, tøvende pauseringer og desperat undren. Og naturligvis med de edderspændte kroppe, der forråder forhærdelsen.
»Det store stilehæfte« er en forestilling, der ikke stryger nogen med hårene. Båret oppe af to eminente skuespillere. Ikke rigtig til at ryste af sig. Om dens nærmest demonstrativt ubehagelige verdensbillede også appellerer til alle, er derimod tvivlsomt. Hvad er det, man siger? Det er ikke en forestilling, man bliver glad af at se. Men til gengæld over at have set den.
»Det store stilehæfte«. Efter Agota Kristofs roman. Iscenesættelse og bearbejdelse: Jens Albinus. Scenografi: Mikkel Rostrup. Husets Teater til 28. marts.
