Otto Brandenburg – han har været død i 13 år, men mindet om ham lever stadig. Det er, som om vi ikke kan få nok af myten om sangeren og skuespilleren med den tilbagelænede gadedrengecharme, det uomtvistelige talent og det hårde liv med sprut, værtshusslagsmål og Susanne, Birgitte og Hanne. Hvad er det, vi leder efter i Otto? Rigtigt gættet: Fantasien om den ansvarsløse frisættelse fra en tid – 1960ernes og 1970erne – hvor den menneskelige tilværelse, i hvert fald i nogle miljøer, var vildere, sjovere, skørere og friere end de skabelonliv, vi selv lever.
Hvem drømmer ikke et eller andet sted om en tilværelse på tvangsauktion, om at sove på fremmede menneskers sofa i tre år, gå i det tøj, andre forærer én, gemme sig i klædeskabet, når skattefar banker på, drikke mere end godt er over et slag billard på byens værsthuse og score villige damer, der står i kø? Og lytter man til hans musik, er der en ægthed i stemme og fremførelse, uanset hvilken genre, han beskæftigede sig med i sin omskiftelige karriere.
