Det lå ikke i kortene, at Agota Kristof skulle blive forfatter – og slet ikke til værker, man vil betegne som klassikere i verdenslitteraturen.
Hun blev født i Ungarn i 1935, men flygtede med sin mand og datter under opstanden i 1956 til Neuchâtel i Schweitz, hvor hun boede indtil sin død i 2011. Først arbejdede hun på fabrik, men lod sig siden skille fra manden og begyndte at studere fransk. Og fransk blev hendes forfattersprog. Det blev til både lyrik, dramatik og romaner, og hendes krigstrilogi »Det store stilehæfte«, »Beviset« og »Den tredje løgn« er nu genudgivet på dansk i ét bind i Rosinantes fornemme klassikerserie. Første bind, hendes absolutte hovedværk, udkom første gang i 1986.
Der er mange andre, der har skrevet om de europæiske krige, også fortalt fra barneperspektiv. Men Agota Kristofs skildring stikker ud, fordi den er så prunkløs og nedkogt, som den er. Første bind fortælles af en »vi-fortæller« i form af et par tvillingedrenge, som er blevet anbragt af deres mor hos deres ludfattige og meget lidt kærlige bedstemor. Der er krig i landet, som vi aldrig får navn på, og en fremmed officer bor til leje hos bedstemoderen sammen med sin ordonnans. Drengene går for lud og koldt vand, men lærer sig selv at overleve. De øver sig i at være ubevægelige, i at klare umådelig smerte. De renser deres sprog for ord, der kan vække længsel og savn, og de studerer i fællesskab. Og så skriver de i det store stilehæfte, som har givet titel til bogen.
Det er en barsk og afstumpet verden, drengene er kommet til. Grænsen mellem omsorg og seksuel (n)ydelse er nedbrudt. Den vansirede nabopige »Hareskår« tjener penge ved at prostituere sig for mændene omkring dem og søger samtidig nærhed i seksuelt samvær med en hund. Bedstemoderen har formentlig forgiftet sin mand, og drengene lytter sig til, at hun gerne tager andre af dage, hvis hun kan tjene på det. Men der er også en slags omsorg omkring dem. Den lokale præst og ikke mindst hans hushjælp og den lokale skomager. Men de rigtig gode forsvinder.
I bind 2 er det lykkedes den ene af drengene (som nu får navne, Lucas og Claus) at flygte, og den tilbageblevne, Lucas, lider under savnet af broderen. Krigen er slut, men et stærkt undertrykkende regime har taget over. I bind 3 er regimet væk, og Claus vender tilbage til byen for at finde Lucas. Her får vi eksilandens perspektiv. Men alting opløses, og både Claus og vi kommer i tvivl om, hvorvidt Lucas overhovedet findes.
Selvom de tre bind så åbenlyst kan læses som ét værk, så er det lige så åbenlyst, at der er tale om tre meget forskellige romaner. »Det store stilehæfte« er stærkest, og man forstår udmærket, hvorfor minimalisterne i sen-1980erne og 1990erne var optaget af Kristof. Den totalt nedbarberede stil – metafor-forladt og uden patos – fremstår som en rå, usleben diamant; hård, kold og kantet, men usigeligt smuk på den grumme måde. Kristof trænger dybt ind i det, krig, armod og undertrykkelse gør ved mennesket. Den slags kan vi ikke mindes om for tit.
Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn
Forfatter: Agota Kristof. Forord af Jonas T. Bengtsson. Oversætter: Nina Lautrup-Larsen. Sider: 400. Pris: 199,95. Forlag: Rosinante.
