Da Jens Albinus i august 2016 satte sig i stolen som kunstnerisk leder på Husets Teater, var det med en fast beslutning om de næste fire år at lægge skuespilleren Jens Albinus til side og udelukkende koncentrere sig om det, der havde fået ham til at søge stillingen, nemlig at udvikle et nyt teatersprog i Danmark.
»Det er planen, at jeg ikke skal stå på scenen, hverken her eller andre steder de næste fire år,« sagde han dengang i et tiltrædelsesinterview med Berlingske.
Den beslutning har han nu gjort om. I april og første halvdel af maj har hans nyopsætning af Primo Levis »Hvis dette er et menneske« spillet på Husets Teater og kan nu opleves igen ved tre forestillinger under CPH:Stage den 23., 24. og 25. maj.
Jens Albinus skabte oprindeligt »Hvis dette er et menneske« til Det Kongelige Teater i 2010, hvor han ene mand på scenen, kun i selskab med et glas vand og en træpalle, læste højt af Auschwitz-overleveren Primo Levis' beretning fra udryddelseslejrens helvede. Forestillingen spillede for fulde huse og blev nomineret til en Reumert.
At han nu tager den op igen på sit eget teater, er der flere grunde til.
»Min vej som skuespiller har aldrig været snorlige. Heller ikke som teaterleder. »Hvis dette er et menneske« spiller vi, fordi det er den indlysende nødvendige forestilling at spille, især nu, hvor menneskelighed og menneskerettigheder igen er til debat og udfordres,« siger han.
»Hvis dette er et menneske« er en særlig forestilling både for Jens Albinus selv og for Husets Teater.
»Den er en slags prisme for, hvad hele virket her og min kunstneriske ledelse går ud på. Uden den forestilling var jeg næppe kommet her,« siger han og forklarer:
»På det tidspunkt, hvor jeg arbejdede med stoffet for første gang i slutningen af 00erne, havde jeg en meget stærk oplevelse af, at mit forløb med det her erhverv var ved at slutte. Jeg var egentlig holdt op med at forestille mig, at jeg kunne lave teater i Danmark. I hvert fald ikke, sådan som teaterscenen så ud i 00erne og med det teatersprog, som interesserede mig. Men så læste jeg »Hvis dette er et menneske«, hvis præmis er, at det nødvendige, som sådan set slet ikke kan siges, alligevel må siges. Og det kunne jeg forpligte mig på.«
For Jens Albinus er der en tæt sammenhæng mellem Primo Levis' opdagelser og registreringer fra bunden af de ubeskrivelige rædsler i Auschwitz-lejren og det, som efter hans mening er teatrets fornemmeste opgave, nemlig at give sammenhæng i noget, der umiddelbart forekommer uforeneligt.
»Primo Levi giver sig selv den forpligtelse, at han er nødt til at overleve for at kunne fortælle. Men samtidig gennemsyrer det hele værket, at dette ikke lader sig fortælle. Er et menneske, der gennemlever udryddelseslejrens konsekvente fornedrelse, stadig et menneske? Ja, svarer han, det skal være et menneske. Men samtidig: Det kan ikke være et menneske. På den måde er »Hvis dette er et menneske« fuld af selvmodsigelser, men samtidig – og delvist netop derfor – er det fantastisk litteratur,« siger han.
Jeg var egentlig holdt op med at forestille mig, at jeg kunne lave teater i Danmark. I hvert fald ikke, sådan som teaterscenen så ud i 00erne og med det teatersprog, som interesserede mig.
»Teatrets kendemærke er jo, at det kan skabe et rum ikke alene for det, som bliver fremstillet, men også for det fremstilledes modsætning, dets bagside. Det er til stede helt ud i teatrets logo, som ethvert barn kender: Der er en maske, som udtrykker det ene, og samtidig er der en maske, som siger det andet. Når Marina spiller Medea og gennem stykket når frem til, at hun skal slå sine børn ihjel – så er jeg med hende, mens jeg oplever hende gennemgå det forløb,« siger han med henvisning til forestillingen »REN« fra 2016, der var hans egen bearbejdning af den græske tragedie med hans samlever, Marina Bouras, i hovedrollen som Medea.
»Men når jeg bagefter tænker over det, bliver jeg ramt af anfægtelse, en interessant og vitaliserende anfægtelse,« tilføjer han.
Han misunder ikke de mennesker, f.eks. politikere, der helst skal kunne udtrykke alt i en enkelt sætning.
»Når alting skal falde sammen i ét punkt, havner vi i noget, som ikke er et menneske. Men når vi giver os selv den gave at gå ind i et teaterrum og give os tid sammen, så kan vi få de led i en kæde, der umiddelbart synes uforenelige, til alligevel at hænge sammen. I teatrets forløb kan jeg rive dig med. Fastholde din opmærksomhed over tid. Og til slut forføre dig et sted hen, hvor du må konfronteres med de ting i dig selv, du ikke troede, du rummede. Teatrets rum giver mulighed for at danne en kæde, kan føre hen til at være menneske med alt, hvad det rummer af modsætninger – i hvert fald for en stund. På samme måde som Primo Levi får fortalt en historie, som umiddelbart synes umulig at fortælle og umulig at opfatte. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det er at være i en udryddelseslejr, men alligevel kan hans beretning ramme lige ned i min oplevelse af, hvordan det er at være et menneske i verden, lige her, lige nu.«
Da Jens Albinus – sammen med Laura Ramberg som administrativ leder – overtog Husets Teater, var han godt klar over, at hverken de fysiske rammer eller økonomien var til store, flotte opsætninger. Og det passede ham sådan set godt. Som han siger:
»Jeg er ikke dygtig til at lave noget flot. Mit teater er i stedet forpligtet på noget andet: På tekstens indre sandhed, som ikke nødvendigvis ligger i det rationelle og kan gengives i et referat eller et samlende, enslydende slutfacit,« siger han.
»Det stod mig fra starten klart, at hvis jeg skulle stå som kunstnerisk leder for denne her skude, så skulle jeg installere nogle af de – efter min helt egen personlige smag – allermest interessante skuespillere, som kunne honorere de krav, der stilles til at spille her.«
Det blev Ulla Henningsen, Morten Burian, Tammi Øst og Marina Bouras – med bl.a. Jesper Hyldegaard, Charlotte Munck og Benedikte Hansen på kortere eller længere besøg.
»Det er tanken, at man skal kunne opleve den allerstørste skuespilkunst her, under de allermest ydmyge og tætte forhold,« siger Jens Albinus. »Det at komme her som skuespiller skal være et adelsmærke. Jeg forventer af vores skuespillere, at de forpligter sig i helt fantastisk grad. Og så skal man gå planken fuldstændig ud.«
Man skal kunne opleve den allerstørste skuespilkunst her, under de allermest ydmyge og tætte forhold.
Han er dødtræt af den repræsentationsdiskussion, der lige nu udspiller sig i både teater- og filmverdenen, hvor der konstant tolkes på, hvilke motiver der ligger bag valget af en bestemt skuespiller til den enkelte rolle. Senest Tammi Øst i rollen som Richard III, en rolle, hun modtog Teaterpokalen for.
»Præmissen med »Richard III« var aldrig, at Richard skulle spilles af en kvinde. Det sloges jeg en del med,« siger Jens Albinus.
»For mig er Tammi Øst ikke en kvinde på 60 år, for mig er Tammi alt, hvad hun har i sig. Jeg ser hele Tammis værk lyslevende i hende, når hun står på scenen som Richard. Og jeg er så lykkelig for, at der – ved fælles hjælp og kraftanstrengelse – faktisk ikke var nogen, der så Tammi som kvinde i rollen. Tværtimod var der en kritiker, der skrev: »Tammi Øst er ikke en kvinde, hun er heller ikke en mand, hun er en dramatisk urkraft.« Og det er jo rigtigt. Hun er også et barn og en olding – det er vi jo allesammen – men det kommer i særlig grad til stede i den ekstreme skuespillerpræstation.«
Netop skuespillerens menneskelighed har vi brug for som aldrig før i en tid, hvor der bliver stillet spørgsmål ved vores grundlæggende antagelser om demokrati og dermed ved, hvordan vi hidtil har set på forholdet mellem stat og individ, hvad rettighederne og beføjelserne er imellem de to størrelser, mener Jens Albinus.
»Det foregår jo lige om ørerne på os, at man mener, vi er nødt til at forholde os på en ny måde til, hvad et menneske er, for ellers mener man ikke, at vi kan føre europæisk politik og løse de udfordringer, vi står i,« siger han.
»Det mener jeg, at alle teatre bør beskæftige sig med, og det sker heldigvis også i vid udstrækning. Teatret er jo en fantastisk vigtig – en umistelig – samtale, der ligger som et tredje spor ved siden af den samtale, som finder sted i politikernes og mediernes debat. Kunstens rum kendetegnes ved, at vi kan kæde nogle ting sammen, som i virkeligheden strider mod hinanden. Det kan de ikke på Venstres partikongres. Det ville jo se dårligt ud, for det skal helst hænge sammen til sidst. Det skal din artikel også. Men det skal min forestilling ikke.«
