Derfor blev Jens Albinus teaterchef

Skuespilleren Jens Albinus er ny teaterchef på Husets Teater i København. Tanken om at få et sted, hvor han sammen med en håndfuld nære samarbejdspartnere kan udvikle teatersproget, har groet i ham længe.

Jens Albinus ny teaterchef på Husets Teater i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Den 13. september 2002 skulle Jens Albinus have høstet frugten af tre års forberedelse, planlægning og møder, når Det Kongelige Teater skulle lade tæppet gå for »Hamlet«.

Ikke kun fordi Jens Albinus skulle spille den legendariske titelrolle, men måske mest fordi håbet var, at netop den schweiziske stjerneinstruktør Stefan Bachmanns iscenesættelse af Shakespeares klassiker ville blive den afgørende introduktion af det moderne, tyske teater i Danmark.

I Tyskland havde Bachmann kort forinden ladet Ophelia spille af en høj mand i fikst dameundertøj. I København valgte han en yngre kvinde med Downs syndrom til rollen. Og derefter gik tæppet ned i stedet for at gå op for forestillingen. Nogle af skuespillerne protesterede, pressen skrev og forestillingen blev aflyst.

»Den berygtede »Hamlet« dengang gjorde det klart for mig, at jeg interesserede mig for et teatersprog, der ikke var så velkomment herhjemme. På dét tidspunkt, meget har forandret sig siden,« siger skuespiller og instruktør Jens Albinus, da vi møder ham 14 år efter den sommer, der på mange måder har fået en afgørende betydning for hans karriere.

For interessen for det, der skete i tysk teater i starten af det nye årtusinde, holdt Jens Albinus fast i. Han har siden spillet flere roller på store, tyske scener, og i 2012 blev han en del af »den teaterfamilie«, som samme Stefan Bachmann samlede til at forsyne Schauspielhaus Köln, som han var blevet - og stadig er - leder af, med ideer.

Også Jens Albinus’ teatererfaringer fra Köln har væsentlig betydning for, at han nu sidder her i et møderum som nytiltrådt kunstnerisk leder på Husets Teater på Halmtorvet. Et teater med en lang og stolt tradition for at bryde med de klassiske teaterkonventioner.

»Efter Köln tænkte jeg, at hvis der blev en platform ledig for den slags teater herhjemme, kunne det være interessant. Husets Teater har en størrelse, hvor jeg ikke behøver at lave familieforestillinger for at fylde 400 pladser, dets eksistensberettigelse har altid været at være et sted, hvor der bliver skubbet til, hvad teatret kan. Jeg er glad for, at det lige præcis er Husets Teater, der bød sig til, for jeg oplever det som sted, der har en vis robusthed i sig,« siger Jens Albinus.

Klar og kunstnerisk version

Selv om det hele endnu er så nyt, at vi møder den ene af Albinus’ direktør-forgængere på vej ud ad døren med den sidste flyttekasse i favnen, så er den nye chef allerede langt inde i prøverne på den første teaterforestilling i hans regi - både som direktør og instruktør - og der er ingen tvivl om, at han er en teaterchef med en klar, kunstnerisk vision for sit nye teater.

»Hvis jeg ikke bare skal sidde som bestyrer af en i øvrigt velfungerende teaterplatform - hvilket der ville være i hvert fald 80-100 mennesker, der kunne gøre bedre end jeg, og nok 600, der kunne gøre ligeså godt - så skal det være for at insistere på at føre kimen til et andet teatersprog videre,« fastslår Jens Albinus.

»Det, vi gerne vil her, er at teatralisere teatret med nogle fattige virkemidler. Der er en masse teatret ikke kan, men jeg tror øvelsen går ud på at få den begrænsning til at være vores store styrke. Det bilder jeg mig ikke ind, at jeg er ene om at formulere, men som årene går, og jeg bliver ældre, er jeg også mindre optaget af at være original, og mere optaget af at beskæftige mig med punkter, hvor man kommer til kort.«

»I en verden, som virker så fuld af lukkede muligheder og uladsiggørlige paradokser, synes jeg, teatret er meget aktuelt, og måske den mest moderne af alle fortælleformer. Fordi teatret har så mange åbenlyse brudflader, hvor det ikke kan gestalte fuldkommen tilfredsstillende som en film kan gøre det, men derimod lader tilskueren arbejde selv,« siger han.

»Teatret kan ikke bære os i land, vi er nødt til sammen at komme frem til det der akavede øjeblik, hvor illusionen ikke bærer, og vi i stedet selv må tage stilling til, om vi ønsker at tro på det her efter, at strengen er bristet. Det står i radikal modsætning til Hollywood-filmen, der kan give dig et fuldt håb i halvanden time efter, at du har forladt biografen. Men næste dag vågner du i et blegt og køligt formiddagslys med voldsomme tømmermænd.«

Primitive virkemidler

Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at Jens Albinus ikke er stor forsvarer for det klassiske, naturalistiske teater, der mimer virkeligheden og hverdagen.

»Det teater, jeg er vokset op med, og også er uddannet i, er en form for repræsentationsteater: Det man ser på scenen, repræsenterer noget fra virkeligheden udenfor.«

»Mens den udvikling, teatret har gennemgået de sidste 20 år, er, at det, der sker på scenen, og det, vi er fælles om i salen, er de handlinger, som sker lige her. Der står ikke en papplade på scenen og er noget som helst andet end en papplade. Med meget primitive virkemidler håber vi, at teatret kan aktivere ting, som vi måske har glemt, det var muligt at håbe på.«

Husets Teater åbner den nye æra med intet mindre end »Skabelsen«, omend frit efter Første Mosebog. For det er ambitionen, at teatret skal være stedet, hvor der fortælles store historier.

»Hvad er en stor historie så? En stor historie er muligheden for rent faktisk at handle, hvilket introducerer heltebegrebet. For det er interessant at stå på teatret og fortælle fortællinger om helte i et scenesprog, som tager på sig at være fuld af begrænsninger, og dermed ikke særlig heltemodigt,« forklarer Jens Albinus og vælger sine ord omhyggeligt og holder tænkepauser undervejs i formuleringerne.

»Og hvad sker der, når dine superheltekræfter ikke indfinder sig? Der synes jeg, teatret er et godt rum at se på, hvad mulighederne så er for handling. Hvordan du kan være så afmægtig, som du er, men være det sammen i et teaterrum?«

»Det, vi netop kan som teatermaskineri, med vores armod, uformåenhed og med vores begrænsninger, er at pege på personer, man måske ikke ved første øjekast ville betragte som helte.«

»I denne sæson slår vi ned på modne kvinder. Kulturlivet har altid været holdt oppe af modne kvinder, og jeg synes, det er på sin plads, at vi forsøgsvis placerer heltekonnotationen hos dem. Bortset fra, at jeg altid har været helt barnligt optaget af modne kvinder,« siger Jens Albinus og bryder ud i et af sine velkendte drengede smil.

Det er ambitionen, at Husets Teater skal være stedet, hvor der fortælles store historier. Teateret åbner den nye æra med »Skabelsen«, frit efter Første Mosebog. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Håbet om en bestemt slags folketeater

De modne kvinder er også – ligesom på de fleste teatre – blandt publikum på Husets Teater, sammen med de unge og de studerende, der kan feste videre i Kødbyen efter teatertid. Men bag Halmtorvet ligger også Istedgade, hvor kvinderne går op og ned ad fortovet og tilbyder sex, og hvor herberget Mændenes Hjem holder til.

»Jeg har det rigtig godt med, at publikumsskaren kan være så blandet, som den er her. Vi har et motto, der hedder »Kom som du er - og gå som du er«, for vi ønsker ikke at lave folk om oppe i hovedet, men lade dem komme ind og kigge på nogle muligheder, der gerne skulle efterlade dem med lidt mere åbne øjne, end da de kom.«

»Jeg har et håb om en bestemt slags folketeater, som jeg gerne vil tage med fra Tyskland. Vi er ikke for fine til pruttepuden - det er det, jeg prøver at sige.«

»Teatrets scenografiske konsulent Rikke Juellund og jeg kommer til at holde tømmerne meget stramt i denne sæson. Vi kommer stadig til at have gæstespil og andre aktiviteter, men i begyndelsen er vi nødt til at holde klart fokus på at angribe historierne ud fra nogle bestemte principper.«

»Derfor er jeg også på forskellig måde involveret i bagholdet på alle de tre produktioner vi er i gang med i. Men det skal fordele sig ud i de næste sæsoner,« siger Jens Albinus.

Og dem, der skal være med til at forvalte og videreudvikle principperne, er Bagtænkerne, en slags tænktetank bestående af skuespillere, scenograf Rikke Juellund, en filosof og en kunstmaler, som alle skal tænke bagtanker til teatret.

Kommer publikum så overhovedet til at se Jens Albinus på scenen i en stor hovedrolle igen? Ikke foreløbig i hvert fald.

»Hvis ikke det hele skal pladres til i mig, så er den side, der er mig som skuespiller, lagt på hylden. Det er planen, at jeg ikke skal stå på scenen, hverken her eller andre steder de næste fire år. Noget koster det!«

»Det, vi gerne vil her, er at teatralisere teatret med nogle fattige virkemidler. Der er en masse teatret ikke kan, men jeg tror øvelsen går ud på at få den begrænsning til at være vores store styrke.