Ondskaben bobler henover Tammi Østs ansigt, der sammentrækkes i spasmer over egen mangel på samvittighed.

Stor præstation: Tammi Øst nærmest vender vrangen ud på magtens psykologi i stramt holdt "Richard III" på Husets Teater.

Skyggekabinet: Tammi Øst spiller Shakespeares mordermaskine "Richard III" med imponerende, nærmest vellystig energi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Ohsten
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han er teaterhistoriens største skurk, Shakespeares »Richard III«. Uden formildende omstændigheder. Han siger det selv: Han ejer ikke medlidenhed. Hvorfor er han blevet sådan? Er det, fordi han er outsider og mobbeoffer, så derform, at hunde hyler, når han går forbi? Eller er han andet og mere? Er han simpelt hen sindbilledet på gold ambition og magtliderlighed - på det menneske, der er villigt til at gøre hvad som helst for at tilrane sig magten? Og gøre endnu mere for at beholde den?

Det er den sidste version, Tammi Øst spiller på Husets Teater i en verden, hvor skarpe knive hele tiden lurer i skyggerne. Hun nærmest vender vrangen ud på sig selv og spiller dæmonien bag magtens psykologi ekspressivt, ja nærmest vellystigt ud. Helt til kanten, men med imponerende, fræsende energi fra start til slut, når spillet endegyldigt er slut og den berømte hest, Richard  ville bytte sit rige for, aldrig dukker op på slagmarken.

Hvor skarpt og lidenskabeligt Morten Burian og Lucia Vinde Dirchsen end fylder rollerne som ofre og medløbere ud - Burian er ovenud god som Buckingham, der hjælper Richard til magten, spillet som sleben spindoktor med megafon - er og bliver det Tammi Østs one man show - eller skulle vi sige one woman show?

Ondskaben bobler over

Hænderne ned langs siden det meste af tiden, hvid skjorte, fugtigt hår, bare fødder. En lille mand. En lille, uhyggelig mand. En lille, uhyggelig, ækel mand. Tammi Øst giver los i en præstation, der umiddelbart virker hæmningsløs, næsten vrængende, men i virkeligheden er stramt koncentreret eksekveret. Hendes attak er furiøst fra første færd - ordene falder snart som beskidte øksehug, der må inficere de sår, de forvolder. Snart fyger de vellystigt af munden som maskinpistolsalver.

Ondskaben formeligt bobler over i det ansigt, der nærmest trækker sig sammen i forbløffede spasmer over egen magel på samvittighed. Forstillelsen er total, når Richard det ene øjeblik angrer og græder over sine egne gerninger, for at opnå, hvad han vil - for det næste iskoldt at konstatere, at omverdenen er alt for let at bedrage. Og det er det, han gør. Lyver, bedrager, snyder, manipulerer, truer og myrder med os som passive medvidere: »Er I med dernede?«.

»Hendes attak er furiøst fra første færd - ordene falder snart som beskidte øksehug, der må inficere de sår, de forvolder.«


Han griber sine kvindelige modstandere i deres pussy og udspreder fake news i lind strøm. Ligner det noget, vi kender? Ligner forbryderens skrupelløse retorik på vej mod magten den type forførende demagogi, der kan kile sig ind, når vi i forvejen ikke aner, hvad der er op og ned - folket optræder også som en flok idioter et eller andet sted derude i mørket? Vel at mærke uden at forestillingen forfalder til platte samtidshints. Det behøver den ikke. Den holder sin eget begsorte og blodige snude lige i rumpen på ondskabens og magtliderlighedens anatomi. Og den har skuespilleren, der kan levere varen.

»Richard III«af William Shakespeare. Oversættelse: Edvard Lembcke i Erik H. Madsens bearbejdelse. Iscenesættelse: Jens Albinus. ScenografI: Rikke Juellund. Husets Teater til 13. oktober.