Gøgler blev Danmarks første filmmatador

100 års-jubilaren Nordisk Film har skabt både »Olsen-Banden«, »Matador« og »Huset på Christianshavn«, men selskabets allerbedste historie handler måske om stifteren Ole Olsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når det bliver 6. november 2006, vil der ikke være mange, der er i tvivl om, at det er den dag filmselskabet Nordisk Film fylder 100 år.

Der bygges op til fest, hvor hele Danmark skal på nostalgitrip med »Huset på Christianshavn«, »Matador« og »Olsen-Banden« i bogstaver, lyd og billeder med bl.a. masser af genudgivelser, en TV-serie og en jubilæumsbog.

Men den måske allerbedste historie, der findes i Nordisk Films skatkiste, er aldrig blevet filmatiseret, og den kunne ellers nok tåle en eksponering i en nutid, der er optaget af globalisering, velfærdsudspil og snak om undervisningsreform.

Det er såmænd historien om Nordisk Films egen stifter - gøgleren Ole Olsen, der slæbte rundt på en bagage af stærk ordblindhed og et par bedrageridomme.

Alligevel var han i stand til at sætte sig igennem og skabe et firma, der i en halv snes år var blandt verdens førende i den nye, lovende branche.

Ja, før Hollywood overhovedet havde et filmstudie, producerede Ole Olsen over 100 film om året i en tidligere kolonihave i Valby.

Attentatforsøget
Da Nordisk Films produktioner normalt er rimeligt livsbekræftende, så springer vi hurtigt over den mere socialrealistiske del af historien om Ole Olsen: Opvokset som et af fem børn hos fattige forældre på Vestsjælland. Faderen døde tidligt. Den stærkt ordblinde Ole Olsen kom på drengehjem, fandt sig utilpas som både landbrugsmedhjælper, sømand og tjener, fik problemer med myndighederne og skrev selv i sine erindringer om sin barndom, at »den var så ussel og elendig og så fuld af modgang og hårdhed, at den kun fortjener at glemmes«.

Det blev et attentatforsøg på Danmarks daværende konseilspræsident (statsminister) J.B.S. Estrup, der vækkede Ole Olsens forretningsinstinkt: Fire dage efter attentatet så han tegninger af begivenheden i tidens store billedmedie, Illustreret Familie Journal, og det slog ham, at de billeder næppe var nået uden for hovedstaden endnu.

Olsen klippede billederne ud, lejede for fem kr. en såkaldt kukkasse (med kikhuller til en kasse, hvor billederne blev belyst), og tog til marked i Næstved og fremviste sin version af historien. Overskuddet blev på 260 kr., en formidabel sum dengang - og så var Olsen bidt af en gøgler, der hele tiden var på jagt efter »sensationer«, han kunne præsentere på markedspladserne.

Et stort nummer var, da han præsenterede voksfigurer af bl.a. en kendt opdagelsesrejsende og en pygmæ. Større blev det, da han begyndte at fremvise en ægte »kannibal« - en neger, der spiste noget, der lykkeligvis blot var kaninkød. Ligeledes rejste han i en periode rundt med en negertrup »Karavanen«, der, hvad ingen kunne se, bestod af sodsværtede ilanddrevne sømænd fra Hamburg.

Da den 19-årige Anna Henriksen meddelte den efterhånden 29-årige Ole Olsen, at han havde gjort hende gravid, tilbød han straks bryllup, og snart rejste de to rundt i Norden. Hver for sig - med hver sit hold negre...

Royal eneret
Ægteparret, der trods alt mødtes sommetider, fik fem børn i hurtig rækkefølge, og så fik de behov for en roligere hverdag. De fik fast tivoli i Malmø i fem år, men så flyttede de flyttede hjem til København.

23. april 1905 åbnede Ole Olsen biograf på Vimmelskaftet 47, og året efter nærmest eksploderede hans kreativitet i fuldt flor.

Først døde kong Christian IX, og Olsen fik den idé at skaffe sig eneret til at filme begravelsen.

Så havde han noget at vise i biografen, og noget at sælge til kolleger. Man måtte kun drive én biograf pr. mand i Danmark, men der var ikke samme begrænsninger på, hvad en filmproducent måtte. Så det lå lige til højrebenet for Ole Olsen derfor at stifte Nordisk Film.

Samme år købte Olsen i et kolonihaveområde på Mosedalsvej i Valby jord til verdens første filmstudie, så der kunne filmes uanset vejr og vind.

Den gamle gøglerkonge tænkte internationalt fra starten.

Allerede i 1906 satte han en salgsfilial op i New York, og det kommende år kom der lignende kontorer i Berlin, London, Wien, Budapest, Prag, Zürich, Amsterdam og Skt. Petersborg, og alle steder oplevede man fornemme resultater efterhånden som Olsens samlebåndsfabrik i Valby kom i omdrejninger.

Filmene havde titler som »Røverens brud«, »Stenhuggerens Datter«, »Texas Tex« og »Flugten fra Seraillet« og var bestemt ikke noget for det dannede teaterpublikum. Det hjalp, da der også kom filmatiseringer af stof som Christian Winthers »Hjortens Flugt« og »Der var engang«.

Isbjørne og løver
Et par dyrefilm fra 1907 satte virkelig fokus på Nordisk Film.

Inklusive et par indkøbte isbjørne fra Hagenbecks Zoo i Hamburg kostede en drabelig isbjørnefilm 1100 kroner at producere, og salg af 191 kopier til hele verden indbragte 40.000 kr. Den dag i dag er firmaets logo en isbjørn ...

Endnu mere berømt og indbringende blev en løvejagtfilm, optaget på øen Elleore i Roskilde Fjord. Dyrevenner fik justitsminister P.A. Alberti til at gribe ind mod optagelserne, men Olsen leverede en nødhistorie om, at løverne (også fra Hamburg) var så affældige, at han på forhånd havde solgt dem til en pølsefabrikant.

Her kunne man så filme en autoriseret aflivning og klippe optagelserne ind i den endelige film.

»Løvejagten« solgte ikke bare godt i Danmark, hvor balladen om optagelserne skabte sensation, men gik i 259 kopier til hele verden - bl.a. Afrika, hvor man også gerne ville se levende billeder af løver.

Ole Olsen kørte Nordisk Film jernhårdt, nogen ville sige brutalt, andre genkendte blot hans trick, som inspireret af gøglertiden.

Da konkurrenten Fotorama i 1910 fik succes med den usædvanligt lange - 30 minutter - »Den hvide slavehandel«, fik han omgående optaget en film, der var identisk næsten meter for meter, og kort efter havde han også ansat Fotoramas direktør for helt at kvæle konkurrenten.

En brøler var det derimod, at Olsen sagde nej til at betale 5.000 kr. for de internationale distributionsrettigheder til Kosmoramas »Afgrunden« med senere så berømte navne som Asta Nielsen og Poul Reumert. Alene den tyske distributør tjente 800.000 kr. på den film, et utroligt beløb dengang.

Nordisk Film blev børsnoteret i 1911, og aktionærerne fik fornemme regnskaber og udbytter på omkring 60 pct. årligt, efterhånden som produktionen fra snart fire studier i Valby toppede med 189 film i 1914.

I 1916 blev det klart, at lykken var vendt. Efter år med stor international samhandel, lukkede verdenskrigen mange grænser.

Hollywood var endelig ved at komme i omdrejninger, Sverige var begyndt at lave mange film, og Ole Olsen, der ganske typisk havde haft eneret på krigsreportager fra de tyske frontlinjer under krigen, fik problemer også her: Tyskerne tvang ham mod en - viste det sig - elendig kompensation til at afstå sine tyske interesser til filmselskabet UFA. I 1917 røg det russiske marked med den lokale kommunistiske revolution.

Det kneb også med at holde egenproduktionen oppe. Den populære instruktør Lau Lauritzen havde forladt Nordisk Film, og skuespillerne blev - efter Ole Olsens mening - grådige. Superstjernen Valdemar Psilander fik f.eks. 100.000 kr. for ti film i 1916, men året efter krævede han 250.000 kr., og så begyndte det for resten at gå op for aktionærerne, at Ole Olsen selv havde sikret sig i tide mod nedgangen.

Han havde solgt sine egne aktier i Nordisk Film allerede i 1914 og var derefter »blot« generaldirektør.

Årsagen var næppe, at han havde forudset hverken verdenskrigen eller dens følger, men nærmere at fattigdrengen fra Vestsjælland gerne ville se sin formue i rigtige pengesedler, som han snart begyndte at omsætte i kunst.

Magten i Nordisk Film lå da tydeligvis også stadig hos Ole Olsen, men da produktionen i 1920 faldt helt til otte nye film, strammede krisen til, og i 1922-23 måtte aktiekapitalen nedskrives fra ni til tre mio. kr.

Det blev betragtet som en overraskelse at Olsen var i stand til at indfri bankkreditter for selskabet på 3,2 mio. kr., men efter næste generalforsamling var han ude af Nordisk Film.

Hustruen var død nogle få år før, vennerne var få, og Ole Olsen havde fået nok af filmbranchen, men han fik næsten tyve år med sin kunstsamling, og Ole Olsen fik en smuk plads i filmhistorien.

Hans værk Nordisk Film er nok kommet igen og igen efter kriser både ved talefilmens indtog, under Anden Verdenskrig, da fjernsynet kom, og da der blev lukket op for flere TV-kanaler.

Men Nordisk Film blev aldrig igen en faktor på verdensmarkedet, som da gøglerkongen med sine isbjørne og løver og sit talent for marked, markedsføring og stordrift erobrede verden.

Til gengæld lå det nærmest i generne, at det blev netop Nordisk Film, der årtier senere skulle give os historier om Huset på Christianshavn, Matador og Olsen-Banden ...