Glou Glou er et moderne vegetartrip på monkey class

Ken Husteds nye restaurant skriver sig ind i rækken af københavnske restauranter, der primært serverer vegetar-, veganer- og pescetarmad - men den sidste præcision mangler.

Glou Glou, interiør. Thomas Lekfeldt

Man behøver bare at tage et kig i supermarkedets diske for at lodde, hvor det bærer henad: Kølediskene er fyldt med grøntsagsfars og veganerbøffer. Og nu begynder kødreduktionen også at vinde indpas på restauranterne, ikke nødvendigvis som fuldtonede veganerrestauranter, men snarere som hybrider, hvor kødet er nedtonet eller udfaset, og hvor grøntsager og fisk spiller hovedrollerne.

På Glou Glou, som er en af Ken Husteds (Pâte-pâte, Bibendum, Falernum etc.) seneste udspil, kører man en model kaldet 60-30-10 - forstået sådan, at 60% af retterne på kortet er vegetariske, 30% med fisk og 10% med kød. Den aften, vi var forbi, var den eneste kødret således den lille franske kylling kaldet poussin, mens der var tre retter fra havet og 12 grønne serveringer.