Ugens vintest: Her er den perfekte vin til dit påskelam

Søren Frank har testet syrah fra det nordlige Rhône, som med sine urte- og peberkrydrede noter er den perfekte ledsager til påskelammet.

Påsken står for døren, og så skal der lam på bordet. I min verden er der to vintyper, som matcher lammet bedre end alle andre – ribera del duero fra Spanien og rødvinene fra det nordlige Rhône. Fælles for begge vintyper er, at de er ganske krydrede og har masser af tannin (garvesyre) til at skære igennem det fede lammekød.

Her har vi valgt at fokusere på vinene fra det nordlige Rhône, dels fordi jeg generelt foretrækker vinene herfra, dels fordi disse vine kan være svære at finde og dermed ofte bliver overset grundet de små mængder.

Nordrhône-appellationer som Cornas og Hermitage dækker hver især bare omkring 100 hektar, hvilket svarer til ét stort Bordeaux-slot. Côte-Rôtie, Saint-Joseph og ikke mindst Crozes-Hermitage er lidt større, men distriktet fylder ikke desto mindre bare en brøkdel af det sydlige Rhône, hvor man blandt andet finder Châteauneuf-du-pape.

Den dominerende druetype i Nordrhône er syrah, som her får et helt anderledes spændende og karakterfuldt udtryk end stort set alle andre steder. Det skyldes især, at temperaturerne her er relativt lave i forhold til for eksempel Sydfrankrig og Australien, hvor syrah også er fremtrædende.

God syrah fra det nordlige Rhône besidder markante noter af peber, røg og saltet/tørret eller fermenteret kød. En hellig treenighed, som i min næse ofte smelter sammen i den velkendte duft af spegepølse (på den gode måde). Spegepølsenoterne bliver suppleret af stort set alt, hvad der er sort: Eksempelvis brombær, lakrids og oliven. Og så er der ofte også nogle medicinale noter a la kamfer og gammeldags medicinskab.

Syrah fra Nordrhône har som sagt et højt indhold af tannin, og derfor er det generelt en god idé at lade vinene lagre mindst et par år, før man drikker dem. Således er de 2014ere, som er med i denne test, generelt mere åbne og tilnærmelige end 2016erne. 2015 har jeg forsøgt at gå udenom, fordi jeg finder, at syrah fra disse kanter ofte mister sine karakteristika i varme år.

Eftersom vinene fra de to topappellationer Hermitage og Côte-Rôtie er både sjældne og meget kostbare, har vi valgt at begrænse testen til de mere tilgængelige appellationer Crozes-Hermitage, Saint-Joseph og den lidt kraftigere Cornas.

 

Cornas Granit 60, Vincent Paris

Rhône, Frankrig 2014

★★★★★☆

Åbner sig flot med næsten bordeauxagtig profil, hvilket nok især skyldes noter af hestestald (brettanomyces) og cedertræ. Men her er også mega pebret spegepølse og mørk næsten tørret frugt. Kraftfuld mund med masser af syre og tannin. Væsentligt sjovere nu end Paris’ Granit 40 fra 2016. Fem og en halv stjerne.
Domaine Brandis
299 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Saint-Joseph »L’Olivaie«, Coursodon

Rhône, Frankrig 2016

★★★★☆☆

Særdeles moden, nærmest oversøisk profil med tons af toastet træ. Her er en del lakrids, men meget lidt af den hellige treenighed af peber, røg og saltet kød. Koncentreret, burgundisk og rund, men også ganske hed mund (14,5%).
CH Vine
275 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Cornas, Verset

Rhône, Frankrig 2016

★★★★★☆

Ganske lækker, åben næse med tyk fløjlsagtig blåbærfrugt. Her er fin syrah-karakter i form af røg og peber samt grønne urter, som kunne tyde på at stilkene har været i gæringen. En del tyngde i munden og raspende tannin.
Bichel
280 kr. v. 2 fl.

 

Bjarne Sorensen i

Crozes-Hermitage, Domaine du Colombier

Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

Relativt lukket og knapt så frugtig. Her er en lille bitte smule spegepølse og lakrisal samt harske og medicinske noter. Ganske tannisk.
Sigurd Müller
160 kr.

 

 

Bjarne Sorensen i

Saint-Joseph, Domaine Jolivet

Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

Mørk brombærfrugt med småharske noter af rosin, kærnemælk og fad. Ikke så meget at komme efter nu og her.
CH Vine
175 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Saint Joseph Cavanos, Yves Cuilleron

Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

Reduktiv (i underskud af ilt – hvilket er typisk for syrah) og dermed svær at bedømme. Mørk og meget moden frugt med rosinagtige noter. Fyldig rund og meget koncentreret. Forekommer nu og her tæt på det overgjorte. Tre og en halv stjerne.
Vinoble
350 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Saint-Joseph Lieu-dit, Guigal

Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

Blæksort helt til kanten. Testens mest træede vin, vi taler voldsom egeplanke – hvilket også lader sig mærke i den tyktflydende, koncentrerede mund, som er domineret af raspende egetannin. Tiden vil formentligt opbløde træet en smule, men det er under alle omstændigheder for meget efter min smag.
Philipson Wine
295 kr. v. 12 fl.

 

Bjarne Sorensen i

Saint-Joseph, Maison Les Alexandrins

Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

Relativt lys og ganske lukket. Lidt lakrids og harske noter dukker op. Til den lettere knapt så tanniske side.
Sigurd Müller
180 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Crozes-Hermitage Les Jalets, Jaboulet

Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

Relativt lukket med mørk brombærfrugt suppleret med lakrids, ymer og medicinskab. Udmærket velafrundet finish med nogen saft og kraft. Tre og en halv stjerne.
Vinoble
199 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Crozes-Hermitage »Les Croix«, Domaine les Bruyères (David Reynaud)

Rhône, Frankrig 2014

★★★★★★

Osende åben. Lækker løftet burgundisk næse med underskov (stilkene er formentligt med her), fermenteret kød, kærnemælk, lakrids og lækkert behersket fad (kun gamle tønder) som bidrager med chokoladenote. Lækker cremet, afrundet mund. Perfekt at drikke nu! Biodynamisk.
Bichel
200 kr. v. 2 fl.

 

Bjarne Sorensen i

Crozes-Hermitage »Cuvée Gauby«, Domaine du Colombier

Rhône, Frankrig 2016

★★★★☆☆

Mostagtig næse med mørk brombærfrugt, lakrisal og behersket fadpræg, som formentligt er årsag til chokolade-noter. Lettere krads mund.
Sigurd Müller
225 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Crozes- Hermitage, Olivier & Lafont

Rhône, Frankrig 2016

★★★★☆☆

Dejlig åben og frugtig næse med masser spegepølse-karakter (peber, røg, kød) samt lakrids og sorte oliven. Ikke den længste eller dybeste, men en ung pleaser, som fungerer godt nu og her.
Meny
140 kr. v. 2 fl.

 

Bjarne Sorensen i

Saint-Joseph »Le Vigne de l’Hospice«, Guigal

Rhône, Frankrig 2010

★★★★☆☆

Knaldsort. Åben og udviklet, bordeauxagtig næse med cedertræ, trøffel og underskov, samt kageagtig tørret frugt, lakridstobak og alt for meget træ. Nærmest oversøisk modenhed med stor koncentration og tyngde.
Philipson
595 kr. v. 12 fl.

 

Bjarne Sorensen i

Crozes-Hermitage, Domaine Combier

Rhône, Frankrig 2017

★★★★★☆

Sort i glasset med blå kant. Spækket med ung og sexet 2017-frugt, lige til at gå ombord i. Lærebogs-syrah, oser af spegepølse, viol og lakrids. Ganske drøj og koncentreret.
Domaine Brandis
199 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Crozes-Hermitage Petite Ruche, Chapoutier

Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

En anelse lysere end gennemsnittet. Udmærket næse, en anelse lukket med lakrids. Relativ blød og saftig mund. Tre og en halv stjerne.
Kjær og Sommerfeld
159 kr.

 

 

Cornas Granit 30, Vincent Paris

Rhône, Frankrig 2016

★★★★☆☆

Ung sag med masser af lakrids, sorte oliven, peber, røg, eukalyptus og medicinske noter. En anderledes stram stil, som er mindre glaseret ind i sødmefuldt chokolade-fad. Fire og en halv stjerne.
Domaine Brandis
279 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Crozes-Hermitage »Georges«, Domaine Bruyères

Rhône, Frankrig 2016

★★★★★☆

Dejlig åben næse i lækker burgundisk stil med fløjl og formentligt også stilke. Men her er også røg, peber og mega lakrids og oliven. Herligt saftig mund.
Bichel
175 kr. v. 2 fl.

 

Bjarne Sorensen i

Crozes-Hermitage, Guigal

Rhône, Frankrig 2015

★★★☆☆☆

Relativt stram fætter, som ikke giver meget fra sig bortset fra lidt lakrids og oliven. Behageligt fritaget fra store mængder nyt choko-træ, men ikke desto mindre temmelig tannisk. Tre og en halv stjerne.
Philipson Wine
150 kr v 12 fl.

 

Bjarne Sorensen i

Crozes-Hermitage »Grand Chemins«, Delas

Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

Sort og maskulin. Lidt lukket med en anelse lakrids i næsen. Tæt, tannisk, drøj og en anelse hed finish. Måske med alderen? Tre og en halv stjerne.
H.J. Hansen/Vinspecialisten
300 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Saint-Joseph, Equis

Rhône, Frankrig 2016

★★★★★☆

Flot åben frugtig næse, med mørke noter af lakrids, røg, peber, kamfer og medicinskab. Saftig mund, som selvfølgelig også bider fra sig.
Clément Vin
259 kr.

 

Bjarne Sorensen i

Saint-Joseph, Jean Michel Gerin

Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

Ung profil med mørk frugt, en del fad og lakrids, men ikke uden burgundiske kvaliteter. Tre og en halv stjerne.
Jysk Vin
179 kr v. 6 fl.

 

Bjarne Sorensen i

Saint-Joseph, J-L. Chave Sélection

Rhône, Frankrig 2014

★★★★★☆

Særdeles åben næse med fin udvikling. Oser af alt det rigtige: Spegepølse (især peber), lakrids, sorte oliven og medicinskab. Poleret stil, medium vægt, god saftighed, relativt velafrundet. Drikker godt nu.
Jysk Vin
189 kr. v. 6 fl.