Søren Frank tester ugens vine – og især to hvidvine skiller sig ud

To hvidvine i den eksklusive ende topper ugens vintest.

Det er to karakteristiske hvidvinstyper i den lidt dyrere ende, som topper denne uges vintest. Den første La Pointe fra Les Vignes Herbal i Loire er, hvad jeg vil kalde en lærebogs-chenin blanc.

Når denne drue, som er Loires hoveddrue og desuden meget udbredt i Sydafrika, høstes tidligt og med højt udbytte, ligner den alle mulige andre vine. Men når den som her kommer fra 100 år gamle vinstokke (fra 1920) og høstes med ekstremt lavt udbytte (10 hl/ha), så får vinen et helt unikt udtryk: Den nektaragtige frugt minder om let stødte æbler og pærer blandet med hø og honning. Jo, det kunne dufte som nogle af de mange dessertvine, som laves på chenin i Loire, men vinen er helt tør.

Der er tale om en glimrende madvin, især hvor æbler eller pærer indgår, men også til asiatisk mad og i det hele taget havmad med en vis tyngde i tilberedningen.

Ugens anden femstjernede hvidvin kunne man så passende servere til osten. Der er nemlig tale om en vin fra Jura, lavet på distriktets lokale savagnin-drue, som er familiært beslægtet med traminer og derfor en smule aromatisk.

Savagnin er også druen bag den lokale specialitet vin jaune, der lagres under flor (et tyndt lag af gærrester) og dermed minder en del om fino sherry. Album Savagnin fra Les Bottes Rouges er dog ikke lagret under flor og fremstår derfor ikke sherryagtig, men den er stadig perfekt til især faste oste som comté og vesterhavsost og kan i øvrigt anvendes, som man ville servere en fadlagret hvid bourgogne.

60-99 kroner

Côtes du Rhône, Olivier & Lafont
Côtes du Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆

Tæt og mørk i glasset. Kraftfuld mørk og tæt frugt med lakrisal og garrique (provençalske urter). Drøj og særdeles tanninsk mund. Glimrende køb, tre og en halv stjerne.

Meny
60 kr.

Syrah, Koyle
Colchagua, Chile 2015

★★☆☆☆☆

Klassisk chilensk ribenafrugt, her tilsat en anelse af syrahdruens krydderi, der giver sig til kende som medicinske noter. Tannisk finish. To og en halv stjerne.

Bichel
75 kr. v. 6 fl.

Valpolicella Ripasso,Cadis
Veneto, Italien 2016

★★★☆☆☆

Udmærket næse med lyse burgundiske bær og en lettere vegetal note – peberfrugt. Nogen sødme, men langt mindre tørret frugt og chokolade end normalt – en ripasso til den lysere og lettere side. God til prisen.

Bilka
55 kr.

100-200 kroner

Barbera d’Alba »Paiolero«, Sottimano
Piemonte, italien 2016

★★★☆☆☆

Udmærket næse med blåbærfrugt, lidt lakrids, en anelse chokolade og ikke så meget træ, som man ofte finder i moderne barbera – vinen har formentlig kun fået store fade.

Tør, meget syrlig og stram mund. Tre og en halv stjerne.

Jysk Vin
159 kr. 6 fl.

El Terroir, Domaines Jupier
Navarra, Spanien 2014

★★★☆☆☆

Relativt lys frugt, her er røde bær, ymer og chokolade i næsen. Rund, tung og hed (14,5%) i munden, men også meget tannisk. Tre og en halv stjerne.

Laudrup
179 kr.

Chianti Classico riserva »Vigna Misciano«, Borgo Scopeto
Toscana, Italien 2013

★★★★☆☆

Granatrød kulør med alderstegn. Åben, veludviklet næse med udmærket dybde, tørret frugt, underskov og medicinske noter. Tanninerne i munden er pænt afrundede.

Vinoble
200 kr.

200+ kroner

Album Savagnin, Les Bottes Rouges
Jura, Frankrig 2016

★★★★★☆

Citrongul kulør. Relativt åben næse med let aromatiske noter af savagnindruen samt tørrede gule stenfrugter, citrus og et strejf af lim. Intens og lang i munden med fin, markant syre. Perfekt til comté, vesterhavsost og ost i det hele taget.

Krone Vin
356 kr.

La Pointe, Les Vignes Herbal
Loire, Frankrig 2015

★★★★★☆

Lærebogs-chenin blanc: Dybt gylden i glasset. Modne, næsten dessertagtige noter i form af modne, let stødte æbler og pærer, gule stenfrugter samt bivoks og hø. Behersket træ (12 mdr. på gamle barriques). Masser af krop – nektaragtig koncentration, længde, god syre og cremet struktur.

Niche vine
350 kr.