Hvis jeg skal vælge en klassisk rødvin på en restaurant, falder valget ofte på bordeaux. Og det er egentlig ikke, fordi jeg er mere vild med den stramme stil herfra end for eksempel en luftig bourgogne. Snarere tværtimod! Men min erfaring siger mig bare, at jeg bliver et gladere menneske, når jeg spadserer ud ad døren med oplevelsen af at have fået noget for mine penge og ikke føler mig taget ved næsen af en vintjener eller Bourgognes lunefulde humør, hvor kun få flasker lever op til de skyhøje forventninger.
Bordeaux leverer generelt en ret stabil kvalitet. Og går man uden om de 30-40 dyreste vine i området, der er mega-latterligt prissat, finder man et hav af slotte, hvor vinene er til at betale. Som nu for eksempel ugens testvinder fra Peyrabon.