At forestille sig et stort champagnehus uden et PR budget er nogenlunde det samme som at forestille sig en bil uden hjul.

Siden champagneindustriens fødsel i 1700-tallet har husene mestret det, man med et moderne dansk ord kalder hospitality. Moët et Chandon havde således et gæstepalæ, Palace Trianon (som stadig bruges til at beværte gæster), stående til Napoleon, når han lagde vejen forbi - hvilket han gjorde ofte, eftersom han elskede champagne. I vore dage fremviser Moët et Chandon også stolt gæstebogen fra Chandon-familiens gamle jagtslot, Château Saran, hvor husets VIP-gæster indkvarteres - jeg husker blandt at have set Scarlett Johanssons og Lenny Kravitz’ autografer her.