Frøken Karen og hendes beskyttere

Dette er en beretning om livet på solsiden, som ærkekøbenhavneren Gustav Esmann fik kendskab til og nåede at genfortælle, før hans elskerinde med et pistolskud gjorde forholdet forbi i 1904, og den udspiller sig i perioden omkring århundredskiftet, da en behændig lovgivning havde ophøjet forsyndelser mod det sjette bud til et egentligt erhverv. Ikke noget man talte om i det bedre selskabsliv, men alle vidste selvfølgelig besked om de utilbørlige forhold i Holmensgade og i Store og Lille Brøndstræde.

Ude i de nye fashionable voldkvarterer var livet helt anderledes, og herude boede en yngre dame i en lys og rummelig lejlighed. Vi kan kalde hende Karen Thomsen - et almindeligt navn til en almindelig pige. Hendes mor klarede husholdningen og gjorde sig usynlig i pigekammeret, når frøken Karen fik besøg, og det fik hun ofte. Hun trivedes bedst i selskab, og af praktiske hensyn havde hun indrettet sit soveværelse nærmest entreen.

Det elegante møblement i lejlighedens salon var en gave fra en velhavende enkemand. Han havde ingen børn, men til gengæld en fin stilling i et regeringskontor. Ved skæbnens gunst havde han lært frøken Karen at kende og tilbudt hende sin beskyttelse, og så havde hun uden tøven taget imod de kostbare møbler. De var et tegn på hans hengivenhed, og to lykkelige år havde de sammen, men så døde han, og det eneste, hun arvede efter ham, var en jævnaldrende ven. Han havde formue og levede af sine renter, og med ham lod hun sig trøste i sin sorg. Men om det var på grund af kedsomhed eller af frygt for hurtigt igen at sidde som enke – det er ikke til at vide. Hun accepterede i hvert fald efter nogen tid et tilbud om en forbindelse til venstre hånd med en yngre grosserer, som overøste hende med kontante beviser på sin kærlighed. Det havde hun en svaghed for, og således gik det ene år efter det andet. Det skete dog, at hun indimellem følte trang til at bryde ud af hverdagens snævre rammer og hengive sig til en mere utvungen selskabelighed, men natlige udflugter af den art skabte altid misstemning i hjemmet, for hun nægtede pure at aflægge regnskab, således som det sømmer sig for en datter over for sin mor.

Også de to trofaste beskyttere levede i lykkelig uvidenhed om frøkenens selskabelige behov, og i øvrigt kendte de ikke hinandens eksistens. Den var der ingen grund til at afsløre, for det kunne skabe uro, og begge damer satte pris på en ordentlig og regelmæssig livsførelse. København var blevet en moderne storby, og således gik livet sin gang i det fine voldkvarter fjernt fra Holmensgade og Brøndstræderne.