Ånden fra Bethesda

Missionærene havde det svært i det gamle Københavns tætbefolkede kvarterer. Men de gav ikke op i deres forsøg på at omvende de talløse syndere.

Københavns gamle grønttorv og i baggrunden missionshuset Bethesda, opført af Indre Mission i 1882., og i en årrække var hjemsted for både Gårdmissionen, Værtshusmissionen og Midnatsmissionen Foto: 1948, København Før og Nu, bd. IV Fold sammen
Læs mere

På hjørnet af Istedgade og Eskildsgade på Vesterbro i København er der opsat en mindeplade på muren ind mod skolen. Her kan man læse, at det var på dette sted, at missio­næren Vilhelm Wright i maj 1881 holdt sit første gårdmøde. Lyder det mærkeligt? Det har sin forklaring.

I hine tider stod det skralt til med gudfrygtigheden i Vesterbros sidegader. Der var langt til den nærmeste kirke, og i øvrigt havde folk så meget andet at tage sig til om søndagen i det tæt bebyggede arbejderkvarter. De alt for få præster var magtesløse over for den ukristelige mængde sognebørn.

Men det var der råd for. Vilhelm Wright lagde arbejdet på Orlogsværftet bag sig og indledte i stedet et nyt liv som missionær på fast løn betalt af Kirkelig Forening for Indre Mission i København.

Under et ophold i England var han blevet omvendt, og hjemme i København var han begyndt at gå rundt i de dunkle gader ved havnen for at uddele opbyggelige skrifter til sømænd på landlov. Der var rigeligt at se til for en Herrens stridsmand.

Sædekorn på klippegrund

Så skete der det lykkelige for ham og for missionsvirksomheden, at en forhenværende proprietær fra Lolland blev grebet af samme tanke: Rasmus Buch Clausen blev som gårdmissionær en ganske kendt person i hovedstaden i slutningen af 1800-tallet.Så hver for sig eller sammen opsøgte de to mænd de mange baggårde i Indre By og de endnu flere på Nørrebro og Vesterbro.

Fornøjelsesture var det ikke. Hvor de kom frem, blev de mødt med spot og ikke sjældent med håndspålæggelse af temmelig hadsk karakter. Men de var stærke personligheder, der ikke lod sig fælde af en smule modstand, og de havde deres metoder. Mindreårige børn blev vundet for sagen ved hjælp af et blad med pæne billeder, og med en salme og en bibelsk beretning om synd og evig fortabelse lykkedes det også fra tid til anden at fange en af de voksnes opmærksomhed.

Men mange sædekorn faldt på klippe­grund. Og endnu mere brydsom blev opgaven, da Clausen og Wright satte sig for at gøre hovedstadens værtshuse til missionsmark. Knejpekultur er svært forenelig med bibeltimer, men hårdest modstand mødte de imidlertid, da byens offentlige bordeller blev en del af deres interessesfære.

Midnatsmissionen blev etableret ved en sammenkomst i missionshuset Bethesda i 1886, men det stod hurtigt klart, at man for at fremme sagen bedst muligt måtte indrette små lokaler til vækkelsesmøder forbeholdt mænd ude i de gader, hvor sædelighedspolitiet i særlig grad havde været rundhåndet med at udstede næringsfrihed. Den første missionsstue blev indviet i Gåsegade nr. 4 i maj 1886, og det blev en bevæget aften. En tilstedeværende huskede det, »som om Satan havde løsladt alle sine onde ånder. Eder og forbandelser lød fra den store menneskemasse på gaden, og vinduesruderne blev slået ind, mens salmesangen tonede i den lille missionsstue«.

»Du skal ikke bedrive hor«

Det var kun begyndelsen. Der fulgte et retsligt efterspil. På husmuren over vinduet havde missionsfolket nemlig med syv tommer høje bogstaver malet nok så bekendte skriftsteder: »Du skal ikke bedrive hor«, og »Jesus annammer syndere«.

Det udløste så megen vrede blandt gadens beboere og deres gæster, at politiet blev involveret. En rapport blev skrevet, og af den forstår man, at »det omhandlede skilt har vakt forargelse blandt forbigående, og formentlig må betragtes som krænkende for blufærdigheden«. Sagen fandt sin afslutning i Kriminal- og Politirettens anden afdeling, hvor Midnatsmissionen fik en bøde på ti kr. og pålæg om at fjerne ordene fra muren. Det sidste klarede et par malersvende.

Et halvt år senere var der igen indvielse af en ny missionsstue. Denne gang i Holmensgade, hvor aktivitetsniveauet både nat og dag var langt højere end i Gåsegade, og klog af skade anmodede missionen på forhånd politidirektøren om tilladelse til at pynte huset med et skriftsted: »Jesus er kommet for at søge og frelse det fortabte«. Tilforladelige ord, kan man mene. Men nej. Anmodningen blev afslået med henvisning til, at de forretningsdrivende i gaden havde ret til at passe deres gesjæft uden at blive chikaneret.

Sådan var loven, og den var politiet sat i verden for at håndhæve. Men forhindre, at Midnatsmissionen drev sin virksomhed, det kunne hverken politiet, damerne eller deres kunder, og der blev indrettet missionsstuer i Dybensgade, i Magstræde, i Brøndstræderne – ja, overalt. Der skete meget i København i de år. Hvor mange, der blev »reddet«, melder historien ikke noget om.

I oktober 1906 blev loven om det, nogen kaldte den offentlige prostitution, ophævet, og umiddelbart efter afsluttede Midnatsmissionen sin gerning ved et møde i Bethesda.

Målet var nået – men ude i byen gik livet videre ad de vante spor.