Hun træder et skridt tilbage, inden hun indleder sit frontalangreb på sin modstander, der er både højere, bredere og stærkere:
Den aflåste dør ind til hendes hotellejlighed på Christianshavn. Flere gange har Ulla Terkelsen forgæves forsøgt at åbne døren med sit nøglekort.
»Hvis du nu swiper kortet nedover displayet samtidig med, at jeg prøver at mase min vægt ind mod døren – det er meget vigtigt, at vi koordinerer – så må vi da kunne komme ind!«
Stemmen er insisterende, med en dreven jysk dialekt, og tilhører verdens næstældste kvindelige tv-journalist. Kun den 79-årige CBS-journalist Lesley Stahl fra programmet »60 Minutes« er ældre. Men det er nu mest for sjov, siger Ulla Terkelsen, når hun kalder sig for verdens næstældste kvindelige tv-journalist, for faktisk har hun ikke undersøgt det for alvor.
Hvad den 77-årige TV 2-journalist til gengæld med sikkerhed ved, er, at det hver eneste dag er fulltime at holde sig selv i live, når man er gammel. Ældgammel. Hun bruger konsekvent de to ord om sig selv.
Man skal have blodtrykspiller. Man skal tage hensyn til noget gigt. I en periode skulle man efter et fald med to brud på venstre arm også til genoptræning. Og skal man nu tage trappen, eller er det alligevel bedre med elevatoren?
»Der er hele tiden noget at forholde sig til.«
Både herhjemme og blandt sine venner i udlandet oplever hun sine jævnaldrende dø omkring sig. Hver gang det sker, mister hun »i lighed med andre gamle noget fælles gods.«
»Vi bliver mere og mere alene med vores erindringer. Min 80-årige søster, Lene, døde under pandemien i oktober sidste år, og jeg mistede et vidne til mit liv. Det giver nogle seismiske ryk i ens bevidsthed, men er jo en skæbne, jeg deler med alle andre.«
»Thank you for the music …«
Når personlige ting rammer, beskriver Ulla Terkelsen sig selv som »rimeligt samlet i situationen og i dagene efter.«
»Men så kommer der en masse erindringer, som også indbefatter følelser, hvor jeg tænker: »Hov, det skal jeg lige tale med min søster om,« hvilket så ikke længere er muligt. Der kan jeg mærke sorgen. Men jeg har haft et fantastisk liv, og jeg vil fløjte »Thank you for the music« på mit dødsleje.«
De kække ord er faldet samtidig med, at hun alligevel har banket tre gange under bordet og konstateret:
»Inden da handler det bare om at undgå at dø før tid. Eller – jeg ved ikke, om det ligefrem er før tid. Men det er klart, at man tænker mere over døden, hvilket jo ikke er en særtilstand for mig, vel?«
Hun er stemmen, som i årtier har forklaret seerne om krige og konflikter. Om international politik sat ind i en forståelig kontekst. Om terrorangreb i Paris og London og New York og Madrid og Belfast … Hun har været overalt.
På tirsdag udkommer hendes bog »Øst for Paradis«, der intet har med John Steinbecks fænomenale klassiker at gøre, men refererer til det, hun med stor kærlighed beskriver som Europas baggård. Til landene »øst for paradis, hvor hadet, sorgen og tårerne kun delvist bliver holdt tilbage af moderne traktater med NATO og EU.«
Selvom Ulla Terkelsen med sin egen beskrivelse er gammel, er hun dog stadig i stand til at køre en rå reportagedag igennem fra syv morgen til 21 aften, som hun gjorde for nylig op til det tyske valg.
»Jeg bliver egentlig ikke træt, tværtimod giver sådan en dag mig energi. Vi var rundt nede ved Freiburg med en økobonde, der kørte os ad nogle smalle veje, som kun han kendte. Der var så smukt, og jeg kan mærke, at jeg stadig er god til at opleve: »Neeeej og ihhh og åhhh og hvor er det spændende, det her.«
Sådan en arbejdsdag på 13 timer er lang, men jo også meget stimulerende. Så skal man heller ikke gå dér og tænke på, om man nu skal have lavet en bro i højre side af overmunden. Der er så meget, man kunne blive muggen over, men man kunne også lade være.«
Frontalangrebet tidligere på hotellejlighedens dør, med en håndtaske dinglende om det ene håndled og et stort, selvironisk smil på læberne, havde fået hende til at udbryde:
»Hvorfor i alverden har man ikke længere bare en helt almindelig nøgle? Det her skete også for mig i går. Kør kortet! Vi vil iiiind!«
Og havde modstanderen, den mørkebrune trædør, kunnet tale, ville den måske være kommet med en opfordring:
Calm down, Ulla. Calm down.
Nøglekortet havde alligevel vist sig at virke, for døren var gledet op til den hotellejlighed i Kanalhuset, hvor hun bor, hver gang hun er i København.
Ulla Terkelsen læner sig lidt frem i den stol inde i hotellejligheden, hun gled ned i efter kampen med nøglekortet, nu med en karaffel koldt vand foran sig. Hendes nye bog er ikke en politisk analyse, understreger hun, men en erindringsrejse.
Både før og efter kommunismens sammenbrud har de østeuropæiske folk haft en særlig plads i hendes hjerte, og i bogen inddrager hun sin personlige historie, der går tilbage til dengang, hun som kun 19-årig og nygift flyttede til den polske hovedstad, Warszawa. Siden har hun ikke boet fast i Danmark.
Drop selvmedlidenheden
Ulla Terkelsen afviser, at hun indimellem kan have medlidenhed med sig selv. At det er lidt synd for hende med forfaldet og tiden, der en dag rinder ud. Alle rejserne, hun en dag ikke længere kan tage ud på. Verden, som må klare sig selv, når den tid kommer, hvor hun ikke kan følge med i den og formidle den.
»Selvmedlidenhed er en decideret plage. Det er ikke til at holde ud! Selvfølgelig forfalder man. Selvfølgelig bliver man gammel. Men alle former for selvmedlidenhed, når man er gammel, er dybt pinlige. De mennesker, der for alvor har det hårdt, og som virkelig er plagede, har af en eller anden grund aldrig selvmedlidenhed. Når vi andre overfaldes af selvmedlidenhed, er det dybest set bare et udtryk for forkælelse.«
Og forkælelse er ikke ligefrem, hvad hun forbinder med de mennesker, »der bor i den uheldige del af Europa«. som hun udtrykker det.
»De er interessante netop på grund af deres ondskabsfulde historie, for de har oplevet verdens undergang mere end én gang.«
Den meste skelsættende begivenhed i hendes egen levetid har ifølge hende selv været Jerntæppets fald, da millioner kom ud af Sovjetimperiets fængsel, og Europa fik lov til at vokse sammen. I forbindelse med bogen har hun besøgt gamle venner med voldsomme livsforløb, der nøjagtig som millioner af andre østeuropæere har været gennem dybt komplicerede omstillingsprocesser, økonomiske såvel som personlige.
»Østeuropæerne anses af mange i dag for at være smalsporede nationalister, men det er en fordomsfuld og historieløs vurdering,« mener Ulla Terkelsen. En opfattelse, hun gerne vil forsøge at ændre lidt på.
»Vi bliver nødt til at lære at forstå hinanden langt bedre i hele Europa, for i Europa er vi blevet os selv. Amerikanerne orienterer sig i stadigt højere grad mod Asien. Allerede i Barack Obamas tid var det forholdet til Kina, der var dominerende, og også Indien er blevet stadigt vigtigere for USA, mens forholdet til Europa efterhånden kun interesserer amerikanerne ganske lidt.«
Vi kender ikke hinanden
Ulla Terkelsen er i sit es. Gestikulerer, taler indimellem højt og kan tilsyneladende fortsætte, så længe det handler om den verden, der optager hende så meget.
»Vi skal leve sammen, hvad enten vi vil det eller ej. Og det er ikke, fordi jeg hverken er for eller imod EU. Det er bare blevet langt mere påkrævet med en bedre indsigt i europæisk kultur som en forudsætning for at forstå de andre europæiske lande,« mener hun.
»Vi har de her fælles politiske og økonomiske overbygninger, men derudover er jeg ikke sikker på, hvor meget landene egentlig er kommet tættere på hinanden siden Murens fald, og hvor meget kendskab, der generelt er til hinanden landene imellem. Helt grelt bliver den manglende viden, når du tager over mod øst.«
Særlig på ét punkt føler hun sig beslægtet med de mennesker, der er vokset op i Østeuropa, og som for manges vedkommende har været på farten en stor del af deres liv. Hun kan føle den samme trang som dem til at leve lidt uden for normen, som hun siger, og har altid befundet sig godt med at være en del af »det farende folk«.
»Og det til trods for, at jeg ikke har deres hårde historie bag mig, men er vokset op i et frit samfund. Det er en livsform, der passer mig. Når jeg har levet sådan, siden jeg var 19, er det vel, fordi det er sådan, jeg har det bedst.
Selvfølgelig er der omkostninger, hvor man kan svigte nogle mennesker, ligesom der er private relationer, der kan lide under det. Men er der ikke også det for mange fastboende, som bliver skilt? Som svigter hinanden? Eller venskaber, der af alle mulige grunde går i opløsning?«
De voldsomme valg
Det er mennesker med store eksistensvalg, hvor det har handlet om liv eller død, som gør dem interessante, synes hun. De venner og bekendte, hun har i Ungarn, er ungarske jøder, som alle har voldsomme valg bag sig: Skal vi flygte til Amerika eller rejse til Israel og blive slået ihjel?
»Jeg tror, at det er de her voldsomme valg og et liv, hvor mennesker har været tvunget til at leve lidt uden for normen i nogle samfund, de ikke har ønsket at være en del af, som er noget af det, der har tiltrukket mig gennem alle årene i den del af verden,« forklarer hun.
»Mennesker, som er i de her vibrerende psykologiske situationer. De kan ofte være meget anstrengende, men de bliver også bare mere interessante og giver en anderledeshed til mennesker. Det befinder jeg mig godt med.«
Men nomadetilværelsen blev i den grad udfordret, da hun for tre år siden var tvunget til at forholde sig i ro gennem flere uger. Helt i ro. Hun var faldet »på nogle af de her brosten, som stak lidt højere op« på vej ud for at hente børnebørn på Amager og havde pådraget sig to brud, det ene i skulderen, det andet i underarmen. Siden faldet har et af Ulla Terkelsens bedste råd til andre været:
»Husk nu at gå som en stork! Og løft så de fødder højt op, når du går,« siger hun og forsøger med hænderne at vise, hvordan man skal løfte fødderne.
»Grunden til, at så mange gamle falder, er, at de går som en pingvin med små, slæbende skridt. De tør næsten ikke slippe fortovet, og så er det, at man snubler. Eller nej, man snubler ikke, man falder, og man falder tungt.«
I de første uger efter sit fald var hun plaget så meget af smerter, at hun mest opholdt sig på en sofa.
»Smerter er ydmygende og trættende. Smerter forhindrer kontinuerlig nattesøvn og dermed fysisk og åndeligt velvære,« erfarede hun.
Hun måtte have hjælp fra andre. For hvad gør man, når man bor alene på et hotel og skal have bluse på med en venstrearm i slynge? Receptionisten på hotellet havde været sød. Ulla Terkelsen kendte hende lidt i forvejen, og selv om det føltes som en grænseoverskridende anmodning, fik hun receptionisten til at hjælpe sig med blusen hver morgen, ligesom der var andre, der kom forbi og hjalp.
»Man tager én dag ad gangen og lærer at klare sig.«
Måtte bestille kørestol i lufthavnen
Da hun i forbindelse med sin nye bog skulle til Polen og besøge sin gamle ven Mietek, var venstre arm stadig fikseret med en slynge.
»Jeg var ikke i stand til at bære min kuffert og syntes, jeg var nødt til at bestille en kørestol ude i lufthavnen. De var så flinke, de unge mennesker, der kørte mig. De sætter én af og ned og op og ombord, og i øvrigt var det meget rart at sidde dér. Så taler de lidt med én:
»Har du nu husket at få din taske med?«
Da Mietek stod og ventede på hende i lufthavnen i Warszawa – hun havde ikke set ham i en menneskealder – og hun kom i kørestol hen mod ham, er hun ret sikker på, hvad han må have tænkt: »Hold da op, Ulla er blevet gammel.«
»Jeg skyndte mig at vise ham min brækkede arm som en forklaring på, at jeg ankom i en kørestol. Men det hele var selvfølgelig en påmindelse for mig om alderdom. Om at intet varer evigt, og det var nok meget godt.«
Folk, hun kender, er for længst holdt op med at sige: »Ulla, skulle du ikke snart falde til ro?«
»Så længe der er kunder i butikken, som beder mig om at lave noget, gør jeg det så godt, jeg kan, ud fra det alderstrin, jeg er på nu. Jeg behøver jo ikke gøre mig ældre, end jeg er.«
Og nej, hun gider ikke sidde i tænketanke, foreningsbestyrelser eller andet af den slags.
»Jeg gider kun rejse rundt og møde interessante mennesker. En dag kan jeg blive syg, og så kan jeg jo ikke mere. Men jeg har valgt ikke at tænke over det, hvorfor skulle jeg det?«
