»Gammel« er noget, man udelukkende kalder sig selv. Betegnelsen er tilsyneladende skrevet ud af det danske sprog og erstattet af det politisk korrekte »ældre«. I disse år tales og skrives der med største selvfølgelighed om »ældremad«, »ældrebolig«, »ældrepleje«, »ældreråd« etc. Både nationalt og internationalt betragtes 65 år som den officielle grænse for, hvornår et menneske betragtes som ældre, og da »gammel« ikke længere anvendes, kan en person på 65 år altså tilhøre gruppen af ældre til sin død 20-30 år senere.
Selv på de plejehjem, hvor det ikke er ualmindeligt, at beboerne når at fejre 100-års fødselsdag, anvender plejepersonalet udtrykket ældre. Personligt finder jeg udtrykket ukærligt. Mens gammel har en medbetydning af visdom og livsindsigt, lyder ældre i mine ører som en negation. Der er noget, man ikke (længere) er – nemlig ung.
