Filmanmeldelse: Europa går under med en klynken

László Nemes har skabt en smuk, men uforløst film om en ung kvinde, der søger efter svar på sin fortid, mens det Østrig-Ungarske imperium står på kanten af kollaps og krig.

Juli Jakab spiller den gådefulde hovedrolle i »Sunset«. Desværre er det også lidt en gåde, hvorfor man skal se filmen, mener vores anmelder. Fold sammen
Læs mere

Det ulmer. Under det gamle Europa anno 1913, og inde i den unge kvinde, der forfølges af kameraet filmen igennem. Fra vi møder den unge, forældreløse modist Írisz Leiter, der søger arbejde i den fineste hatteforretning i Budapest, er hendes blik skiftevis søgende og formørket.

Hvem er hun, og hvad vil hun egentlig?

Forretningen bærer hendes efternavn, og manden, der har kørt den videre siden den brand, der kostede hendes forældre livet, tager nølende Írisz ind, da hun stille nægter at tage tilbage til Trieste, hvor hun blev anbragt i modistlære som barn. Der er travlt i butikken, da man venter fint besøg af den østrigske kongefamilie midt i en hedebølge, hvor alle er på kanten, og byen er inferno af støv og støj. I det hele taget er Írisz meget insisterende.

Får hun at vide, at hun ikke bør interessere sig for, hvorvidt hun havde en bror eller ej, begynder hun straks at undersøge sagen. Bliver hun påbudt at blive ved forretningen og ikke tage til udkanten af byen for at lede efter denne bror, så sniger hun sig afsted, koste hvad det vil.

»Hvis man elsker følelser på størrelse med damernes møllehjulshatte, så føler man sig nok hjemme i »Sunset«.«


Hvad Írisz vil, udover at gå sine egne veje, er uklart. Hele narrativet ulmer, gløder i glimt, men fænger aldrig for alvor.

Hvis man elsker Den Store Europæiske Film, som bæres af kostumer, følelser på størrelse med damernes møllehjulshatte, kun udtrykt gennem blikke og replikker, der leveres i tilknappede tonefald, som var selve tungebåndet snøret inde, så føler man sig nok hjemme i »Sunset«. Leder man efter en sammenhængende historie, kan man blive forvirret.

Symbolikken er klar nok: Imperiet, det Østrig-Ungarske, står for fald. Og dermed verden. Nye og brutale tider står for døren, folket vil brænde det hele ned. Men Írisz’ rolle i alt dette forbliver uklar. Er hun oprører eller ej? Nogen heltinde som tegneseriefiguren Adèle Blanc-sec er hun i hvert fald ikke, selv om der er ligheder.

Noget skyldes den kameraføring, László Nemes bruger. I gennembrudsfilmen »Sauls søn« var det håndholdte kamera hovedpersonens allierede i Auschwitz. Aldrig forlod det hans side, og dermed forblev meget af det kaotiske lejrhelvede uskarpt. I denne film virker det bare ikke nær så godt. Grunden er blandt andet, at de mange bipersoners fortællinger ikke for alvor får lov at udfolde sig – og at oplevelserne ikke lader til at bundfælde sig hos Írisz.

Det er en ekstremt smuk film. Skuespillet er for så vidt fremragende, produktionen er klassisk forløst og musikken fantastisk. Man kan overgive sig til skønheden alene.
Men alle disse statister; mænd i gadebilledet, der alle bærer på tønder, ting og sager, yndige unge kvinder med følsomme øjne under hatte, skjuler ikke det faktum, at forløsningen aldrig rigtig kommer, fordi historien forsvinder.

»Sunset«. Instruktør: László Nemes. Medvirkende: Juli Jakab, Susanne Wuest, Vlad Ivanov m.fl.