AOK anbefaler: Fem oversete kulturperler i Europa

De fleste har vandret Louvre tyndt i Paris og besøgt Peterskirken i Rom. Men Europa er fyldt med kulturelle perler, også når man drejer lidt væk fra alfarvej. Berlingskes kulturredaktion anbefaler deres egne favoritter.

Klosteret i Subiaco i Italien, som Berlingskes Søren Schauser anbefaler varmt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Den smukke by Savonlinna i Finland, hvor der hver sommer holdes operafestival. Fold sammen
Læs mere

 

Savonlinna Opera Festival, Finland

Anbefalet af Søren Kassebeer

Finland er et forunderligt land. Med dets særlige blanding af det nordiske og det østeuropæiske ligner det ikke rigtigt noget andet sted på planeten, og til den gode mærkelighed hører sproget, der som bekendt er aldeles uforståeligt for (stort set) alle andre end finnerne selv. Jeg er vild med Finland, og til dets mange fortræffeligheder hører også, synes jeg, musikken, for den har de virkelig forstand på i Sibelius´ fædreland. Finland har ikke mindst en stærk operatradition, og den kommer fornemt til udtryk ved Savonlinna Opera Festival, der afholdes hver sommer i den sydøstfinske by, der har givet den navn, og som med afbrydelser har fundet sted siden 1912. Savonlinna betyder Nyslot, og det »nye« slot, navnet henviser til, er det middelaldermaleriske Olavinlinna, der stammer fra det 15. århundrede, og som i sig selv er en rejse værd. Det er også her, på slottet, at operaer af Wagner, Verdi, Mozart og alle de andre store opføres, altid på højt kunstnerisk niveau, og efter hver endt forestilling venter den lyse sommernat. Forunderligt finsk.

Savonlinna Opera Festival, Savonlinna. 4. juli til 3. august.

 

Subiacos kloster ligger en times kørsel øst for Rom og var hjemsted for nogle af verdens første munke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris.

Det hemmelige kloster, Subiaco, Italien

Anbefalet af Søren Schauser

Ingen kender det her sted. Kostbare kort viser endda flere kilometer forkert! Subiaco ligger en times kørsel øst for Rom og var hjemsted for nogle af verdens første munke: Benedikt af Nursia holdt til i en grotte tæt på byen og grundlagde Benedektinerordenen op ad klippevæggen. Man går efter skiltene med »Sacro speco« og kommer så ind i et næsten lodret kompleks af celler med mageløse malerier og ældgamle mosaikker. Højdepunktet er Benedikts oprindelige hule holdt i så original stand som muligt - om end han nok ikke har hørt Albinonis »Adagio« eller haft klimaanlæg. Og fordi man ikke så nemt bliver træt i bentøjet af noget bjergbestigning inden døre, smutter man da op til resterne af kejser Neros sommerhus lidt længere oppe ad vejen. De hellige haller lige oven på hinanden ligner ikke nogen andre attraktioner øst for Paradis og kan passende kombineres med frokost i en af de halvdyre bikse få minutter væk.

Sacro Speco, Via S. Benedetto, Subiaco

 

Fotografiska-museet i Stockholm Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Fotografiska, Stockholm, Sverige

Anbefalet af Søren Kassebeer

Det kalder sig selv verdens bedste fotomuseum. Det skal nok passe. I hvert fald er Fotografiska på Södermalm i Stockholm på den allerbedste måde en usædvanlig oplevelse. Stedet, der har en halv snes år på bagen, viser generøst tre-fire udstillinger ad gangen, og der er plads til det hele, fra det satiriske over det kunstfotografiske til det dokumentariske. Værker af verdensnavne som Annie Leibovitz, Alison Jackson, Irving Penn og Helmut Newton er eller har været udstillet på Fotografiska, og kulinarisk brillerer attraktionen med fortræffelig og prisvenlig grøn gourmetmad, der kan gøre selv en inkarneret kødspiser som undertegnede glad. Spisestedet, der kalder sig verdens bedste museumsrestaurant (!), har fritlagte bjælker og en fornem maritim udsigt, der minder om, at bygningen i art nouveau-stil i sin tid (1910) blev opført som toldhus, og så er det en ekstra attraktion ved Fotografiska, at hele herligheden - inkl. café og boghandel - tager hensyn til alle os natteravne ved at have usædvanligt sent åbent, nogle gange helt til kl. 23.00. Det er også meget menneskeligt.

Fotografiska. Stadsgårdshamnen 22, Stockholm

 

Alle interesserede kan i dag besøge den gamle Bauhaus-bygning i Dessau, hvor Bauhaus havde sin storhedstid. Bygningen er i dag på UNESCOS liste over verdenskulturarv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris.

Bauhausbygningen, Dessau, Tyskland

Anbefalet af Katrine Irminger Sonne

2919 er året, hvor du for alvor kan blive klogere på Bauhaus, som åbnede for præcis 100 år siden. Faktisk behøver du bare trille forbi Designmuseun Danmark i Bredgade for at se deres store udstilling om den tyske designskole. Men hvorfor ikke køre dertil, hvor det skete i virkeligheden? Skolen åbnede i Weimar i 1919, men havde sin storhedstid i Dessau, hvor man den dag i dag kan gå om bord i de fascinerende bygninger, som siden er kommet på Unescos liste over Verdensarv, og som dannede rammen om den omdiskuterede skole, der lukkede efter kun 14 år sin fødsel. Indenfor i den modernistiske bygning er det tydeligt, at der er tænkt over hvert et håndtag, møbel og lysindfald. Her kan man opleve den permanente udstilling, der blandt andet rummer skitser og møbler af store kanoner som Ludwig Mies van der Rohe, Le Corbusier og Marianne Brandt. For ikke at tale om selve bygningen, der er designet af Bauhaus' grundlægger, Walter Gropius, og som står som vidnesbyrd om de vilde 1920ere, hvor inflationen rasede, arbejdsløsheden var rekordhøj, Første Verdenskrig var slut, og en flok designere og arkitekter havde sat sig for at skabe en nyt og bedre samfund. I anledning af jubilæet er der en lang række udstillinger i Dessau og resten af Tyskland.

Bauhaus Dessau Foundation, Gropiusallee 38, Dessau-Roßlau

 

Artikten John Soanes' hjem er museum og står som da Sir Soanes døde i 1833, 80 år gammel. Fold sammen
Læs mere

John Soanes Museum, London, England

Anbefalet af Torben Weirup

Louisianas stifter, Knud W. Jensen, talte om sit museum som et sted, hvor man kunne besøge en excentrisk onkel på landet og se hans samling. Den excentriske onkel har et nært beslægtet familiemedlem i London i skikkelse af John Soanes og hans hjem, der nu er museum og står som det tætpakkede raritetskabinet, det var, da Sir Soanes døde i 1833, 80 år gammel. John Soanes var arkitekt og tegnede blandt andet Bank of England, og så var han voldsomt interesseret i kunst og arkæologi. Det fyldte han sin omfangsrige og alligevel intime bolig med: Sarkofager fra Kongernes dal i Egypten, krukker og skulpturer fra antikken, afstøbninger, arkitekturtegninger, tusinder af bøger og malerier i flere lag. I sin tid var det hele oplyst af levende lys, når Sir Soanes inviterede sine gæster til te. Med spejle og optiske illusioner søgte John Soanes at gøre rummene større. De er store, for sådan er en gentlemans hjem i London, men de er fyldt, og det er en dybt fascinerende oplevelse at bevæge sig rundt i labyrinten og møde den store kultur og historiens sus.

John Soanes Museum. 13 Lincoln's Inn Fields, London