Oplev 1. Verdenskrig tæt på

I grænseområdet mellem Slovenien og Italien rummer mange minder fra nogle af Første Verdenskrigs mest voldsomme kampe.

Flere private har indrettet museer, hvor man kan se de gamle våben. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Wang

Når man kører på den smalle landevej, der slanger sig gennem slugterne med den smaragdglimtende Isonzo-flod på den ene side og de grønne bjergsider på den anden, skal der fantasi til at forestille sig det is-, kulde- og granat­helvede, der for små hundrede år siden var forbundet med navnet Isonzo.

Læs også: 5 alternative storbyferier

Men når man først har travet op ad bjergsiderne ad smalle skovstier, og med hovedet dukket er kravlet ind i de mørke, fugtige huler, som ingeniørtropper sprængte ind i klipperne som skyttegrave og mandskabsrum, ja, så begynder man at fatte, hvor forfærdeligt det har været.
Vi er i grænseområdet mellem Slovenien og Italien, ikke langt fra Adriaterhavet. I dag et idyllisk bjerglandskab. I begyndelsen af forrige århundrede grænselandet mellem Italien og Østrig-Ungarn. Fra juni 1915 til november 1917 en af de værste slagmarker i Første Verdenskrig, som ellers er fyldt med grufulde slag.

Den store krig
Om to år er det hundredåret for indledningen til Første Verdenskrig, 1914-18. Den Store Krig, som den blev kaldt. Krigen, der skulle ende alle krige, sagde man.

Første Verdenskrig forbindes især med Vestfronten fra Flandern til Schweiz og de store slag ved Ypres, Somme og Verdun. Men Østfronten mod Rusland og den italiensk-østrigungarske front var ikke mindre blodig.
Omkring 10 millioner militære døde, skønnes Første Verdenskrig at have kostet. Hertil kommer de civile ofre. Italien alene mistede 700.000 mand, hvoraf halvdelen omkom i slagene om Isonzo.

Renovering
For at bevare mindet om de hårde kampe ved Isonzo, eller Soca-floden, som den hedder i dag, er frivillige slovenske organisationer med støtte fra EU gået i gang med at frede og restaurere den 180 kilometer lange frontlinje som en »fredens sti«. Mange af frontafsnittene er i forvejen velbevarede og har ligget nærmest urørt hen.

Frem til 1989 satte Jerntæppet her grænsen mellem demokratierne i vest og diktaturerne i øst. Den brogede historie kan man studere på nogle af de små og store museer på egnen.

Is og kulde
Da Italien meldte sig ind i Første Verdenskrig på allieret side i 1915, skønnede den italienske hærs øverste chef,  at det var her ved Isonzo, at hans soldater skulle bryde igennem. Blandt andet for at nå frem til Trieste, Østrig-Ungarns største - og i praksis eneste - havneby.
Østrig-Ungarn havde i forvejen befæstet bjergene, og i halvandet år kæmpede soldaterne på hver side af frontlinjen under umenneskelige forhold i klippehuler og slet opførte skyttegrave med is og kulde som ledsagere, og granaterne regnende over sig. Nogle steder var der under hundrede meter mellem frontlinjerne, og som på Vestfronten var sejrene små og dyrtkøbte.

Først i 1917 lykkedes det Østrig-Ungarn med hjælp fra tyske tropper, og især en ung kaptajn ved navn Erwin Rommel, at sætte en modoffensiv ind, hvorefter den italienske hær brød fuldstændig sammen. Et af midlerne var et - set med tyske øjne - vellykket gasangreb på italienske soldater.

Hemingway
Isonzo-slagene og den italienske hærs sammenbrud er levende skildret af en ung amerikaner, som havde meldt sig til frivillig ambulancetjeneste hos italienerne. Ernest Hemingway hed han, og hans gennembrudsroman »Farvel til våbnene« ( »A Farewell to Arms« ), der nok så meget er en kærlighedssom en krigsroman, foregår i dette område.

Krigens rædsler kan man lykkeligvis nøjes med at tænke på, når man står ved den grønne Isonzo/ Soca-flod. Eller sidder på en af småbyernes caféer eller restauranter og nyder det solide slovenske køkken med tilhørende velbrygget øl.

Læs også: Historiske perler ved Adriaterhavet