Fem stjerner til Det Kongelige Teaters mest reaktionære musikforestilling til dato

»Tidens og Visdommens triumf« er Det Kongelige Teaters mest reaktionære musikforestilling til dato – og himmelsk stort set fra først til sidst.

Se de dejlige dansere uden ansigt!

Hør de mageløse melodier fra en purung G.F. Händels værksted!

Og mærk så følelserne i den stakkels heltinde ved navn Skønheden – selv når hun skyder Nydelsen på klos hold og ser det salige i et helt almindeligt liv hjemme på sofaen!

»Tidens og Visdommens triumf« på Kongens Nytorv må være hovedstadens skønneste musikforestilling lige nu:

Den tyskfødte komponist skabte sit oratorium for fire solister og et orkester i Italien anno 1707 og var verdensberømt få år senere.

Stykket former sig som en allegori om den unge dames dramatiske møde med Tiden, Nydelsen og Visdommen – alt sammen sat i gang af hendes korte blik på sig selv i spejlet.

Opsætningen på Det Kongelige Teater er lagt i hænderne på amerikanske Ted Huffman og viser sig som en regulær opera med en lampe og verdens længste sofa på scenen.

Helt utrolig dejlig musik

Hvad der helt præcist sker for Skønheden i skikkelse af sopranen Mary Bevan, skal ikke afsløres her.

Kun at sopranen med de skyhøje toner dukker op i indtil flere udgaver og tager nogle gigantiske opgør med den vampede Caitlin Hulcup som Nydelsen, den ufatteligt præcise Sonia Prina som Visdommen og den dybt kontrollerede Joshua Ellicott som Tiden.

Og at skuddet falder lige ved tæppefald efter første akt og først når frem til offeret i åbningen af anden akt. Både den effekt og scenens endeløse sofa sætter uret i stå og rammer handlingens bevidst stillestående side lige på kornet:

Händels oratorier er fulde af skift mellem forrygende hurtige og syndigt smukke passager og kan i den forstand være lige så underholdende som mavedans.

Concerto Copenhagen i orkestergraven spillede af og til falsk ved premieren.

Den ellers så tjekkede gruppe under ledelse af Lars Ulrik Mortensen kunne også lyde mere tør end scenens frit vibrerende sangere.

Orkestre af den slags har gennem tre årtier vænnet os til sprød lyd og masser af fart og skulle måske forske endnu mere i diverse spillemåder gennem tiderne.

»En af de få forestillinger, man rent faktisk gad se, høre og føle flere gange.«


På den anden side: Stort set alle alternativer havde jo nok været værre. Musikerne overdøver på intet tidspunkt sangerne i den forestilling – og især oboen lyder næsten som Richard Wagner sine steder.

Hvad skal man glæde sig mest til? Flere tilhørere græder sig gennem store dele af forestillingen.

Men minutterne fra Händels ørehænger nummer ét til slutningen er nogle af de mest reaktionære i nationalscenens historie og samtidig fuldstændig uforglemmelige.

En af de få forestillinger, man rent faktisk gad se, høre og føle flere gange.

»Tidens og Visdommens triumf« spiller igen på Det Kongelige Teater den 7., 10., 12. og 14. april.