Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
Halleluja! I anledningen af, at jeg denne december har overværet ikke færre end to kirkekoncerter med Händels »Messias« – og dermed har fået den åndelige udgave af en luksus full body-massage med happy ending og hele svineriet – så lad os sætte en adstadig stemning med en lille vittighed:
Blondinen beklager sig over ikke at forstå, hvad der står i ansættelseskontrakten. Chefen forsøger at trøste hende med, at det skyldes, at hendes hjerne sidder mellem benene. Panisk spørger blondinen, om chefen kan huske nummeret til 112. »Hvorfor,« vil chefen vide. Blondinen svarer: »Hjerneblødning!«
Dette er en såkaldt blondinevits, jeg som teenager fik fortalt af en granvoksen mand, men det er først nu, jeg tænker over, hvor mange dimensioner af dum danskerhumor og sprængfarlig konnotationsdynamit, den indeholder:
»Udskamning« af lyshårede, sexisme og nedsættende tale om menstruation. Jeg synes ikke, det er en sjov vits, men den er simpelthen også for uintelligent til, at jeg kan føle mig krænket. Interessant, ikke?
Tænk ikke at føle sig krænket i 2018, som blev det annus horribilis, hvor de nye russtuderende på jurastudiet på Københavns Universitet fik strenge ordrer om ikke at klæde sig ud som etnicitets-, religions- og seksualitetsstereotyper, fordi det frem for alt gjaldt om at pakke det ene krænkede subjekt i flokken ind i nøglehulsmærket vat.
2018 blev også året, hvor man som skuespiller kun måtte spille sit eget køn og sin egen seksualitet; hvis man var en hvid ciskvinde som Scarlett Johansson, der skulle spille transkønnet i en kommende film, så skulle en kommentar fra en populær komiker nok sørge for at reducere skuespillerhvervet til en åndsformørket bouillonterning af misforstået identitetspolitisk hensyntagen.
På falderebet nåede 2018 altså også at blive året, hvor Højskolesangbogen skabte furore på CBS – tilsyneladende fordi metaforer nu om stunder kun er okay, såfremt de lige gør opmærksomme på sig selv som metaforer. Da Gustave Flauberts roman »Madame Bovary« udkom i 1856, havnede han i en retssal for at støde den offentlige moral med blandt andet en ind og ud ad smalle gader-bumlende karettur mellem Madame Bovary og elskeren Leon. Dengang havde man kollektivt abstraktionsniveau til at kunne dechifrere litteraturens sofistikerede kodesprog.
Nå, men 2018s kalenderlys er jo endnu ikke brændt helt ned; jeg kan vel nå at være krænket over, i hvor ringe en grad skoleelever i dag får tilgodeset og udviklet deres analytiske redskaber, og at denne seminarisme har tilbøjelighed til at smitte af på deres forældre. Ellers gik det jo glimrende for min humanistiske værdighed at være krænket over hvidvask og spildte skattekroner, men proportionelt set var disse sager sikkert for tørre til at få medhold ude i resten af SoMe-samfundet.
Jeg føler mig som Orestes, der bliver forfulgt af furierne i William-Adolphe Bouguereaus neoklassicistiske maleri; jeg holder mig for ørerne, imens der udspiller sig et underlødigt, digitalt fuldemandsslagsmål omkring mig. Eller rettere: Jeg går i Guds hus og hører Händel. (Jule)Fred være med debatten så længe.
