Klumme: Mangel på ild er et generelt mentalitetsproblem i Danmark

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ærligt talt. Vi elsker bare, når et godt slagsmål finder vej ind igennem sprækkerne til den elitære finkultur. I oktober var der hooliganståhej i Malmö Live, da en Mahler-koncert udviklede sig til gedigent håndgemæng udløst af en irritation over noget knitrende tyggegummipapir blandt publikum.

Det kommer altid som et chok for os, at det pæne, civiliserede klassisk-kunst-segment er rigtige, levende mennesker med lige så mange impulser og følelser som alle andre. For nylig var det usædvanligt tåbeligt formuleret af Philipp Kochheim, chefen for Den Jyske Opera, da han i et interview i magasinet Sceneliv udtalte sig om de danske sangere, han til fordel for nogle udenlandske havde fravalgt ved en audition i Aarhus:

»For et ungt og kunstnerisk talent eller en sangstuderende kan der nogle gange være noget godt i det der med ikke at vide, hvor man får huslejen fra i næste måned.«

Det sendte naturligvis danske operasangere i brechen for, at de ved Gud har det hårdt nok i forvejen, når der slet ikke er arbejde nok til alle Operaakademiets uddannede. For at betale husleje må mange tage job, som intet har med deres hjerteblodsfag at gøre. Chefen for Malmö Opera, Michael Bojesen, har også til de danske sangeres forsvar været inde at levere et par slag i bokseringen, og nu har Kochheim, som i starten af året var ude i et stormvejr i forbindelse med beskyldninger for sexchikane under en musicalproduktion i Østrig, forklaret, at han slet ikke mente det på den måde.

Hvad han mente, var, at de danske sangere har større tendens til at »mangle ild« – muligvis fordi de har mindre på spil end sangere med andre nationaliteter. Ikke bare økonomisk, men i bredere, åndelig forstand. Jamen, har han da ikke en pointe? Vi har nogle utrolige talenter herhjemme på den danske operascene; nogle, som allerede er verdensstjerner, og nogle, som er godt på vej til at blive det. Og så er der nogle, der mangler ild.

Men det bør ikke være en debat om opera; det bør være en debat om dansk mentalitet generelt. Loftskammermyten eller »La Bohème«-myten om, at kunstneren først er guddommelig, produktiv og ren, når han eller hun lever i kulde, depression og fattigdom på et usselt kvistværelse, er død, så lad os begrave den her. Men kan der være noget om, at vi først rigtigt kan brænde for vores kunstneriske arbejde, når vi konkret har noget på spil? I Sovjetunionen var kulturen i højsædet; støttet, promoveret og finansieret af Moskva.

Sangerne var godt betalt og forestillingerne populære. I sammenbruddet i 1991 forsvandt alle midler, og kunstnerne fik ikke deres løn fra Kulturministeriet; kulturens overlevelse var overladt til sig selv. Alt gik i opløsning, men de fleste kunstnere fra Alisher Navoi Teatret i Tasjkent brændte for deres kunst – på trods af undertrykkende forhold nød de stadig deres kunstneriske frihed.

De fleste højtuddannede kunstnere måtte ty til taxakørsel i deres fritid for at få brød på bordet, og de spillede til en ussel løn langt under menneskelig værdighed, men levede og åndede for deres kunst. Denne ild kunne vi alle sammen lære noget af.