Kære Læser
Kan De allerede mærke det? Duften af krydret gløgg og brændte mandler, der – som en juleånd om natten – sniger sig ind på Dem fra alle afkroge mellem Kultorvet og Illums Bolighus og gør Dem mild og julefrom. De bliver overmandet af en trang til at gøre noget godt for andre, for det er jo netop, hvad julen handler om: Næstekærlighed. Og nu skal De høre eventyret om, hvordan en begivenhedsrig novembernat fik kulturminister Mette Bock til at stikke sparekniven i juleanden og lade den sidde dér. Vi befinder os ved den årlige julefrokost i Snapstinget på Christiansborg …
Lars Løkke: Velkommen, kolleger, og glædelig jul. Inden vi går til fadet, vil jeg blot sige –
Mette Bock: – vil jeg blot sige et par ord. Ja, pardon, Hr. Statsminister, men dette er langt vigtigere end æbleflæsk og finker.
Søren Espersen: Sludder! Det er der da ikke noget, der er.
Jakob Ellemann-Jensen: Det skulle da lige være bacon – jeg kan simpelthen ikke beskrive, hvor meget jeg elsker bacon.
Uffe Elbæk: Så, lad nu Mette tale ud, vi skal alle sammen være her.
Mette Bock: Tak, Uffe. Jeg vil fortælle jer, at jeg i nat havde besøg af tre ånder: Fortidens, nutidens og fremtidens ånd.
Alex Ahrendtsen: Ligesom i Charles Dickens’ fortælling fra 1843?
Mette Bock: Sikkert, og hold så op med at afbryde mig. Først dukkede Julius Bomholt op. Vi rejste tilbage til kulturpolitikkens glade 60ere, endda helt tilbage til grundlæggelsen af Statens Kunstfond. Jeg så ilden, venner, og troen på, at kunst kan flytte bjerge. Bagefter blev jeg bortført af Berlingskes klummeskribent Katherine Diez.
Dan Jørgensen: Hun er da ikke død. Jeg følger hende på Instagram.
Søren Pape: Hvis Mette siger, det var hende, så var det jo nok hende!
Joachim B. Olsen: Nu fedter du bare, Søren, alle ved, at Mette er formand for Julemandsudvalget, og at du har sat næsen op efter kostumet til næste år.
Mette Bock: Ti så stille! Diez viste mig Bournonvilles ballet »Napoli« på Gamle Scene. DE HAR ROSA FRA BAGEDYSTEN MED SOM STATIST BARE FOR AT KUNNE OVERLEVE! Ingen bruger længere penge på kunst for kunstens skyld, fordi jeg er med til at reproducere et rindalistisk narrativ om, at den ikke er vigtig. Endeligt viste fremtidens ånd, Døden, mig, hvad der vil ske, hvis ikke vi gør noget nu: Gamle Scene bliver lavet om til en franchisebiograf, der kun viser Regner Grasten-film. Frilandsmuseet bliver lavet om til Nordeuropas største golfbane, som min egen bror som følge af den tredobbelte Niko Grünfeld-sag bliver direktør for. Og Den lille Havfrue får sponsoreret større bryster og bredere hofter af Nygart for at tiltrække flere amerikanske turister. Derfor er min julegave til danskerne at rulle omprioriteringsbidraget tilbage og tilføre kulturområdet en yderligere saltvandsindsprøjtning på 600 mio. over fire år.
Mogens Jensen: Ej, Mette, det kan du altså ikke være bekendt …
Alex Ahrendtsen: Bravo, Mette, bravo!
Kristian Jensen: Men, øh, Mette …
Anders Samuelsen: Men søs, må jeg godt blive direktør alligevel?
Alle grinede, skålede og ønskede hinanden glædelig jul.
Se, dét var et rigtigt juleeventyr.
