Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
Ligegyldigt hvilken slags anmeldelse, der er tale om, hedder traditionen sig, at den på lige fod med det anmeldte er til videre diskussion.
Det giver jo god mening, at en anmeldelse ikke er en domfældelse, et uomtvisteligt facit, som er mejslet i granit, men at den snarere er en eksperts bud på en grovsortering på et område, hvor en selvplukker kan have nytte af en hjælpende hånd.
Da Weekendavisen 5. oktober kommer på gaden, er det med den garvede Majbrit Hjelmsbos mellemfornøjede anmeldelse af den spanske stjernekoreograf Marcos Moraus opsætning af »Carmen« som ballet på Det Kongelige Teater – en klassiker, som baserer sig på Prosper Mérimées novelle fra 1945 om den forførende ildfugl. De fleste af os har et forhold til musikken fra George Bizets opera fra 1875.
Vi behøver bare læse linjen: »Jeg elsker Carmen …«, og så tager hjernens automatpilot over. Hjelmsbo skriver, at det er svært, nærmest umuligt at ødelægge den gode historie, men at det ikke desto mindre lykkes noget så eftertrykkeligt for den moderne koreograf, som har valgt at tage livet af »Carmen« i et skoleridt af dekonstruktion.
Det er for hende ubegribeligt, hvorfor Den Kongelige Ballet skal have denne forestilling på repertoiret. Afslutningsvis foreslår hun, at balletgængeren, som har planlagt kun at se én ballet i år, vælger en anden end denne »ligegyldige«.
Lad mig da bare for sjovs skyld hoppe med på det singulære kvotesystem og sige, at hvis jeg måtte gå i opposition på én anmelder i år, så skulle det være Hjelmsbo, som burde tage at vågne fra sit pinligt anakronistiske balletkoma. Formentlig har vi befundet os få sæder fra hinanden til verdenspremieren d. 28. september og set forestillingen fra nogenlunde samme vinkel.
»Carmen dekonstrueret« siger hendes rubrik, og så langt er vi enige. Men skulle det nu være skidt? Tværtimod er der her omsider(!) tale om revolutionær ballet, der kan være svaret på Det Kongelige Teaters udfordringer med at nå bredere ud og kunne konkurrere med alle de digitale tilbud, der altid løber med vores opmærksomhed. Gamle Scene er omdannet til et filmstudie, hvor øverste halvdel af scenebilledet udgøres af et gigantisk widescreen-filmlærred.
»Her kan man følge med i simultanoptagelserne, som for det meste er mere interessante i billedkompositionen end scenegulvets virvar af kulørt klædte dansere, der alene agerer henvendt til kameraet, ikke til publikum i salen«, vrisser anmelderen, som velsagtens misforstår, hvad det er, Morau vil med denne opsætning – og lykkes stort med. Morau ser det som sit kunstneriske mål at beskæftige sig med de store, klassiske temaer i livet og bruge moderne dans til at give dem en ny mening, der netop passer ind i vores tidsalder.
At lade os se fysisk ballet som kunst igennem en skærm i et fælles rum, er et genialt eksperiment, der bl.a. har til hensigt at undersøge, om fortællingen om Carmen havde været anderledes, hvis den var skrevet i dag. Jeg havde savnet en syvende stjerne, hvis jeg havde haft anmeldertjansen den aften.
Hvis De skal i Det Kongelige Teater én gang i år, så se Moraus »Carmen«.
