Katherine Diez: Til helvede med selvhjælps- og anti-selvhjælpsbøger

Ønsk dig skønlitterære klassikere i julegave og bliv et gladere menneske.

Foto: Iris/Scanpix og Søren Bidstrup

Forleden, da jeg var i Politikens Boghal for at sondere det aktuelle litterære terræn, overhørte jeg en samtale mellem et venindepar i starten af tyverne.

Den ene sagde: »Jeg ønsker mig seriøst kun bøger i julegave i år,« hvortil den anden prompte svarede: »Ej, men man er sgu da heller ikke et voksent menneske med respekt for sig selv, hvis man ikke har bøger på sin ønskeliste.«

Det er svært ikke at finde den ytring ræsonnabel, men bøger er imidlertid sådan et vidt begreb, synes jeg.

Som en spion, der kom ind fra kulden, skyggede jeg de to unge kvinder. Inden længe befandt de sig ved hylden over vor tids cancerlitteratur: Selvhjælpsbøger. Også af den slags, der vil smigres og kaldes for ’anti-selvhjælpsbøger’, for i disse politisk veganerkorrekte dommedagstider kræver penduleffekten, at vi er bitre, reaktionære og skifter ja-hatten ud med gu’-vil-jeg-røv-hatten. Tak, den havde jeg på, før den blev moderne.

»Hvis de repræsenterer deres aldersgruppes læserskare, så har vi et intellektualitetsproblem, der rækker langt ud over de mest øjensynlige demokratitruende faktorer i vores samfund.«


Synkront rakte veninderne ud efter den samme bog. Jeg ved ikke, om det i dette tilfælde var selvhjælp eller anti-selvhjælp, eller om der i virkeligheden overhovedet er tale om nogen nævneværdig divergens. Det er en kompleks hybridgenre, den dér »ræk fuck til den stressende perfektionisme, her er 100 tips til et lykkeligere liv«-lommefilosofi-samtalebog-genre. Præcis hvilken bog, der tændte julelys i de to late millennials’ øjne, kan sådan set også være underordnet. Pointen er, at hvis de repræsenterer deres aldersgruppes læserskare, så har vi et intellektualitetsproblem, der rækker langt ud over de mest øjensynlige demokratitruende faktorer i vores samfund.

Jeg fremlægger kun denne bange anelse, fordi jeg hos litteraturens unge, civile aktører (bogbloggere og deslige) hver dag til min græmmelse bliver konfronteret med en fuldkommen ukritisk husmandstilgang til, hvad dannelseslitteratur er og vil sige. Det er ikke at skyde med bind for øjnene, hvis man påstår, at der findes kohærens mellem den kendsgerning, at stort set alle »Generation Me«-kvinder rask væk kan citere en neoliberalistisk, kommerciel feminist, mens de aldrig har besværet sig med at læse Beauvoir og Bourdieu, og det faktum, og at den amerikanske psykolog, Jean Twenge, allerede i 2006 udkom med bogen »Generation Me: Why Today’s Young Americans Are More Confident, Assertive, Entitled – And More Miserable Than Ever Before«.

»Hvis du, læser, er en ung, ulykkelig kvinde – en opfordring: Undgå at forvirre dig selv endnu mere. Træd væk fra hylden med selvhjælps-/anti-selvhjælpsbøger. Du har det bedre, end din mor havde, og langt bedre end din mormor og oldemor havde«


Især unge kvinder er mere miserable end nogensinde før, og for nu at destillere mit idiosynkratiske anklageskrift vil jeg bringe dem – eller dig, hvis du, læser, er en ung, ulykkelig kvinde – en opfordring: Undgå at forvirre dig selv endnu mere. Træd væk fra hylden med selvhjælps- og anti-selvhjælpsbøger. Du har det bedre, end din mor havde, og langt bedre end din mormor og oldemor havde, men den åbenbaring giver mere mening at søge i f.eks. en skønlitterær klassiker, der dyrker historien og den menneskelige psykes mørkeste afkroge. Det er ikke ligegyldigt, hvilke bøger du skriver på ønskelisten. Tove Ditlevsen har fået en velfortjent renæssance. Læs »Barndommens gade«. Læs »Gift«. Jeg lover dig, du får en glædelig jul og et godt nytår.